En dag om måneden behandler fodterapeut Liselotte Linaa frivilligt hjemløses fødder i Kirkens Korshærs varmestue i Nørre Allé i Midtbyen.

Af Henrik Lomholt Rasmussen

Kilder det lidt?”
”Nej, det kilder helt vildt! Jeg må anstrenge mig for ikke at spjætte med benene,” siger Kim Heide som svar på spørgsmålet fra fodterapeut Liselotte Linaa.

Ordvekslingen foregår i et lille rum i Kirkens Korshærs varmestue på Nørre Allé i Midtbyen. Her er både Kim Heide og Liselotte Linaa faste gæster. Kim Heide, fordi han efter et årelangt og heftigt alkoholmisbrug er hjemløs og havnet på samfundets bund. Liselotte Linaa, fordi hun har lyst og overskud til at tage hjemløses fødder under kærlig, og ofte hårdt tiltrængt, behandling.

”Jeg har min egen klinik i Brabrand og arbejder også på en klinik i Højbjerg. Men siden november sidste år er jeg, på eget initiativ, kommet frivilligt i varmestuen en fast dag om måneden. Jeg har mit på det tørre og vil gerne vil hjælpe mennesker med et hårdt liv. Jeg kom også i Reden på Spanien. Dengang var jeg ikke fodterapeut, så det blev mest bare til snak og lidt støtte,” siger Liselotte Linaa, der er glad for nu at kunne tilbyde noget konkret.

”Så kan jeg for alvor mærke, at jeg gør en forskel. I formiddags mødte jeg en kvinde, som efter eget udsagn havde gået i det samme tøj i over tre måneder uden at have taget det af; heller ikke skoene og strømperne. Hendes fødder så frygtelige ud. Neglene var nedgroede og fulde af svamp,” fortæller Liselotte Linaa.

”Selv efter behandlingen så de ikke for godt ud,” konstaterer Liselotte Linaa med professionel ærgrelse og vender tilbage til Kim Heides fødder.

”Det er forbudt at gå med våde strømper i støvlerne fra nu af. Al den fugt gør din hud skør og svag. Fordi du har sukkersyge, er det ekstra vigtigt, at holde hud holdes hel, så du ikke får sår. Ellers risikerer du i værste fald at få amputeret en tå,” siger Liselotte Linaa og spørger Kim Heide:

”Kan du mærke, at jeg trykker dig her?” Hun får et benægtende svar og fortsætter sin vejledning.

”Sørg for at få tørre strømper på og smør fødderne med en fed creme,” siger Liselotte Linaa, der sidder på knæ på gulvet og skærer død hud af Kim Heides fødder med en kniv.

Jeg kan for alvor mærke, at jeg gør en forskel.Liselotte Linaa

Strandede i Aarhus
Mageligt placeret i en rød lænestol kæmper han med at holde fødderne i ro. Kampen fortsætter, da Liselotte Linaa har lagt kniven fra sig for at rense sårene. Da hun derpå begynder at smøre fødderne ind i en creme med hvedekim, kan Kim Heide så småt slappe af igen.

”Jeg får blandt andet våde fødder, fordi jeg nogle gange står op om natten og går ud på altanen for at ryge en halv smøg, når jeg sover på varmestuen,” siger den 43-årige mand med ørering og en lille tatovering på venstre side af halsen.

Han har lagt sin lange frakke på en stol, men har beholdt den høje, sorte hat og bandanaen indenunder på. Egentlig holdt Kim Heide til i det nordjyske, men for nogle måneder siden havnede han i Aarhus. Det var noget med en kammerat fra et afvænningscenter i Hanstholm, som Kim Heide skulle hjælpe med at flytte fra kæresten i Aarhus.

”Men så glemte han at møde op i retten til en bodelingssag. Måske havnede han i arresten. Han var min bedste ven, men jeg hørte aldrig fra ham. Jeg gad ikke tage hjem. De seneste måneder har jeg sovet her på varmestuen. Her får man en dyne og en pude og kan få vasket tøj. Om dagen tager jeg op på banegården og spørger pænt og høfligt folk, om de kan hjælpe mig. Folk her i Aarhus er søde,” fortæller Kim Heide og giver et par eksempler på den aarhusianske gavmildhed.

“Jeg har desværre ingen småpenge, men du kan få den her,’ sagde en ældre kvinde til mig forleden og gav mig en femhundredekroneseddel. Som regel får jeg 100-150 kroner på en dag. Det er bedre end kontanthjælp. Og en gang, hvor jeg havde sovet tre nætter i et busskur, vækkede en fyr mig og sagde: ’Så er der morgenmad, mester!’ og stak mig en McDonald’s-burger. Han var skidefuld,” siger Kim Heide.

Fire flasker vodka om dagen
At være beruset kender han alt til. ”Min bror døde af leukæmi for ti år siden. Det kunne jeg ikke have i mit hoved, for han havde været som en far for mig. Jeg begyndte at drikke og kom op på fire flasker vodka om dagen. Inden min brors død havde jeg været køkkenchef på Restaurant Tortilla Flats i Viborg. Jeg er udlært kok og har også taget en hf-eksamen. Man behøver ikke være dum for at ryge på røven. Det handler om, hvad der sker i ens liv,” konstaterer Kim Heide og fortsætter: ”Min lever har det ikke pissegodt, jeg har arvæv på nyrerne og sukkersyge. For tre år siden sagde min læge til mig, at jeg kun havde et par år tilbage at leve i, hvis jeg ikke skar ned på forbruget. Nu er jeg nede på en halv flaske vodka om dagen, men jeg vil seriøst gerne stoppe med at drikke,” siger Kim Heide og udstøder et nydelsens suk.

”Sikke nogle dejlige, tørre strømper, du har givet mig på,” siger han til Liselotte Linaa.

Min bror døde af leukæmi for ti år siden. Det kunne jeg ikke have i mit hoved, for han havde været som en far for mig. Jeg begyndte at drikke og kom op på fire flasker vodka om dagen.Kim Heide

Øget livskvalitet
Mens Kim Heide takker for behandlingen, tager støvler og jakke på og går ud i varmestuens fællesrum, gør hun klar til at tage sig af den næste hjemløses fødder.

En høj mand i en foret, orange kedeldragt stikker hovedet ind ad døren, men forsvinder igen.

”Folk skal vænne sig til, hvem jeg er, hvad jeg laver her, og hvad de kan få ud af det. En fyr som Kim, der har været her to gange, er så småt ved at finde ud af det. I alt har jeg fire-fem faste ’kunder’,” fortæller Liselotte Linaa.

Ude i fællesrummet glæder varmestuens leder Anders Stagis sig over hendes indsats. ”Det er skønt, at hun en dag kom og bankede døren ind. Vores brugere har ofte nogle grimme fødder, som kan give komplikationer. Da sundhedsvæsenet samtidig opfatter dem som en vanskelig gruppe at have med at gøre, er Liselottes tilbud et vigtigt skridt livskvalitetsmæssigt set,” fastslår Anders Stagis.

I mellemtiden er en lille, forsagt mand med furet og fedtet ansigt listet ind til Liselotte Linaa. ”Ja, kom du bare ind og sæt dig i stolen og tag støvler og sokker af,” siger hun og gør klar til at give endnu et par hjemløse fødder en gang behjertet terapi. til en bodelingssag. Måske havnede han i arresten. Han var min bedste ven, men jeg hørte aldrig fra ham. Jeg gad ikke tage hjem. De seneste måneder har jeg sovet her på varmestuen. Her får man en dyne og en pude og kan få vasket tøj. Om dagen tager jeg op på banegården og spørger pænt og høfligt folk, om de kan hjælpe mig. Folk her i Aarhus er søde, ” fortæller Kim Heide og giver et par eksempler på den aarhusianske gavmildhed.