Det er ikke den Erann DD, som de fleste kender. En længsel efter oprigtigheden og en funky sjæl, han ikke kan løbe fra, har forårsaget et sporskifte for den kendte sanger, som nu vender tilbage til sine rødder.
Erann David Drori taler i telefon ude på gangen foran backstagelokalet. Arrangøren, der har fremguidet os gennem Musikhuset Aarhus’ mange gangsystemer, placerer en flaske rom på bordet, i et rum der i forvejen ikke skorter på forplejning til de optrædende. Guitaristen Jacob Gurevitsch sidder henslængt henover en orange lænestol ovre ved sofagruppen og tilføjer en laidback fredagsatmosfære.
Om små tre en halv time går det løs i en fyldt Rytmisk Sal, foran et modent publikum, som glæder sig til at høre det velkendte hitrepertoire, Erann DD gennem de sidste 15 år er blevet landskendt for. Men I aften har Erann medbragt en forening af fortid og fremtid, som for mange vil vække et en blanding mellem nostalgi og bankende håb for dansk musik, men som for endnu flere vil komme som en overraskelse.
Han når lige at lægge røret, før vi introduceres og interviewet er i fuld gang. Erann har inden for de sidste par år stået ved en skillevej, og nu har han foretaget et afgørende valg. Vi skal tale om fremtid, om at få nok, brændte broer og bevidstheden om, at gamle rødder er den nye bæredygtighed. Men det er først et neddyk i nogle epoker i livet, der kan sætte os på sporet af, hvorfor den dansk-yemenitiske sanger skifter nodehæfte midt i karrieren.
Israelsk kostskolegang, gymnasiekvaler og pilotdrømme
En gennembrydende forårssol oplyser det hvide lokale, mens Erann genkalder den 12-årige dreng, der i sin tid blev sendt til Israel i tre år.
»Det er et barn, der er sendt af sted, for at komme dybere ind i den religiøse verden. Jeg har rødder fra Yemen og religiøse, jødiske rødder samtidig. Det er en meget sjov pærevælling. Jeg ryger på en kostskole, hvor man lærer bibelske tekster. Hele den musikalske side er, at jeg pludselig lærer nogle helt nye fraseringer og måder at synge de bibelske citater på. Jeg har gået til klassisk klaver siden jeg var seks, men nu bliver det pludselig blandet sammen med en meget spændende og opslugende orientalsk side«, forklarer han.
Tiden efter hjemvendelsen præges af nogle mere besværlige og rastløse år tilbage på Sankt Annæ Gymnasium, hvor Erann også gik i folkeskole inden de israelske år. Ligeså taknemmelig som han virker over den musikalske grundskoling, han fik der, ligeså store ungdomsknubs synes det at have givet ikke at opnå studenterhueoverrækkelsen på rektors kontor, inden fravær og manglende afleveringer fik smidt ham ud.
En erfaring vi med 23 års mellemrum deler og dvæler kort ved, mens distancerede guitarlyde og stortrommer kan høres fra den igangværende lydprøve inde på scenen. Uddropningen tænder til gengæld en gnist og eventyrlyst i kroppen, som får Erann til at påbegynde pilotuddannelsen, simultant med at han stadig spiller musik med gymnasiedrengene.
Konfirmationsjobbet, der blev til Zapp Zapp
»Det er egentlig en naturlig reaktion. Jeg var ret smadret af ikke at bestå min studentereksamen, så jeg dyrkede musikken som en naturlig følge. Der skete alle mulige underlige ting, og mine forældre blev skilt. Og samtidig følte jeg alligevel, at det var vigtigt at tage en uddannelse. Det anderledes er, at jeg har nogle rødder. At jeg har hørt nogle helt anderledes ting, der gør, at jeg har nogle andre glidebaner.«
Og det er ved musikken, at Erann kan mærke smilet komme naturligt. Ham og bandet har nogle spillejobs rundt omkring i byen, men da de en aften spiller til lillebrorens konfirmation, står der et begejstret pladeselskab til festen, og pludselig bliver musikken alvor. De 20-årige drenge spiller energisk funk med inspirationskilder som Sly and the Family Stone og James Brown, og 90’erne markerer en nu legendarisk, groovy årrække, hvor dansk musikhistories bedste funk bliver skrevet og fremført.
Hør “Forget about October” med Zapp Zapp her.
Klassisk og orientalsk musikbaggrund. Hvor kommer passionen for de funky vibes fra?
»Jeg tror, der ligger nogle rytmiske, yemenitiske, orientalske rytmer, som kombineret med den danske sjæl giver et funky plot. Og så er jeg født ind i en tradition med soul og jazz, som jeg har lyttet til ubevidst. Men det er især Casper Hansen, som introducerede mig for meget. Om det var funk eller ej var ikke så vigtigt. Vi synes bare, det var fed musik«, fortæller han.
Erann DD og bassisten Casper Hansen fandt sammen om projektet Drori-Hansen Furniture i de sene 90’ere, og ligesom Zapp Zapp genererede denne gruppe to plader. Musik, der nu kun i mindre omfang kan opstøves, medmindre man selv er i besiddelse af de gamle cd’er.
»Det kedelige ved at lave noget in the spirit of good vibe fra 70’erne er, at det nemt kun kan blive for en feinschmeckergruppe. Vi fik ikke rigtig solgt nogle plader, selvom folk var meget begejstrede, når vi optrådte. Det er en niche, og selv i dag er der ikke særlig mange der sidder på soul-funksiden i Danmark. Mærkeligt nok.«
Erann DD i retrospektiv og et klarsyn på Ibiza
Det er en farverig, lyksalig, men fattig tid i soul-funkårene. Ikke desto mindre er det præcis her, Erann vil tilbage til. Nævner man “You Better Believe” med Zapp Zapp eller “When You’re Around” med Drori-Hansen Furniture husker visse mennesker tydeligt tilbage til glade ungdomsminder, men Eranns udfordring består i, at det brede Danmark forbinder ham med folkegaven til kronprinsparret og ikke nødvendigvis den rå, absurd funky vokal og teknik, der i overvejende grad skal bære karrieren videre, hvor han kom fra.
Det er ved årtusindskiftet, at han forsøger sig som soloartist. Alene ved klaveret kommer der pludselig en mere poppet lyd ud fra fingrene, end de tidligere bandsamarbejder frembragte. Erann mærker en stor optur, da et pladeselskab ser potentialet i solokompositionerne, og debutalbummet “Still Believing” kommer med sin bredere genreappel til at markere et succesmæssigt vendepunkt af dimensioner.
»Én ting er at lave en plade. Men når andre også bliver glade for den, sker der det, jeg kalder dobbeltsuccessen. Pludselig kommer der penge ind i det, og dermed også spekulationer om, hvad man kan og ikke kan tillade sig med musikken. Det bliver en succesfuld udgivelse, som bærer mig hen til andet mulig andet, jeg ikke havde hånd på. Jeg kommer ind i en digital producerverden. Og det er fedt, at de kan lide, hvad jeg laver, men de har også meget at skulle have sagt. Og det bliver en vane at stole på, at de vil en det godt«, fortæller han.
Erann piller ved de solbriller, han har lagt på bordet. Den 47-årige sanger ligner ikke en popmager med sin panema-stråhat, den åbenstående jakke og sine læderbukser, mens han sidder og reflekterer over valget om at sige stop. Det er de 10 år efter årtusindskiftet, de fleste forbinder med navnet Erann DD. Det er også de sange, publikum forventer at høre, når han optræder.
Men på en familieferie på Ibiza indser han, at hele essensen og hans glæder til musikken ligger i de funky vibes og den familiefølelse groovet og dem omkring danner i processen. Han træder ud af manegen for en stund, for at genfinde the spirit of the groove. Erann allierer sig med herren, der signede ham med Zapp Zapp, produceren Kjeld Wennick og sangskriveren Michael Garvin, og han genopdager den basale glæde ved det analoge, og ved det at bygge et nummer op i en gruppe, der er med til at holde ham soulful.
Hør “Family” med Drori-Hansen Furniture her.
Nu drejer vi selv på knapperne
»Det er en meget uridset plade, vi er i gang med at lave, men den er fyldt med støv. Det er en svinet lyd, vi kommer med. Der er ikke nogle pæne blomster, det er ren whisky og rom. Det er den musik, jeg selv ville tage med mig til en ø, og det er den lyd jeg fra nu af vil fortsætte med. Det er det, jeg elsker. Nu drejer vi selv på knapperne. Det er et hårdere stykke arbejde, men mit smil holder længere«, forklarer han.
Der er lys i øjnene, men det er samtidig et drastisk valg at svømme mod tidens mainstream med gamle analoge indspilningsapparaturer. Men Erann øjner et timingmæssigt håb for genre-genforeningen, da populærkulturelle gutter som Pharrel Williams, Timberlake og Bruno Mars trækker nogle funky tråde ind i musikken, og måske bliver det en mere groovy kontekst, Erann og drengene kan finde tilbage i.
Vi forestiller os glædeligt det chok og den rystetur, segmentet, der kun kender pop-æraen, kommer til at få.
»Det vigtigste er, at jeg laver noget, jeg synes er fedt. Ellers er jeg ikke mig mere. Jeg tror, jeg måske kan få nogle gamle Zapp Zapp og Drori-Hansen-fans tilbage. Og så tror jeg, at de nye folk, der er kommet på i min tid med poppen faktisk også savner noget funk. Jeg har det sådan her: been there, done that. Og hvis det nye bliver en succes er det fedt. Men ellers laver vi sgu bare én til.«