Kan du spise noget kærlighed? En flok frivillige er hver uge budbringere af friske, farverige måltider til sygdomsramte aarhusianere. Non-profit organisationen Det Kærlige Måltid har siden januar hjulpet medborgere, der er for syge til selv at lave mad, med at få hverdagen til at hænge sammen.   

Tekst: Therese Thim
Foto: Preben Stentoft

I et køkken på Aarhus Havn kokkerer unge frivillige mad til syge medborgere. Med faste tag og et par blå gummihandsker vender 22-årige Thor Blond små kartofler i en hjemmelavet persillepesto. Til et infomøde i februar om Det Kærlige Måltid kunne han se, at der her var sat gang i et projekt, han ville være en del af.

”Der var en idé her, der allerede havde fået vinger,” siger han.

Kartoflerne i pesto er tilbehør til bagt kuller, som leveres til mennesker, der er for syge til selv at købe ind og tilberede mad. Der er fire hovedmåltider og en dessert til hvert familiemedlem. I denne omgang kommer der foruden bagt kuller også sprød kyllingesalat med rugbrødscroutoner, stegt spidskål med ristede kikærter og feta samt vegetarisk bolognese med parmesan og basilikum. Hertil kommer en chokoladekage med rødbede og en nærende jordskokkesuppe til den syge i familien. 

”Det er livsbekræftende at være frivillig her. Vi kender alle nogen, der er syge,” siger 22-årige Mie Gerber.

En hjælpende hånd i hverdagen
I august 2018 sagde 53-årige Charlotte Thyberg sit job op for at starte Det Kærlige Måltid med inspiration fra ’Ceres Community Project’ i USA. Året forinden tog hun afsted for at undersøge konceptet.

”Jeg så et sammenspil af de rigtige elementer. At man giver en masse unge viden om sundhed og ernæring og nye sociale relationer samtidig med, at de hjælper medborgere, der har det svært i en periode,” siger Charlotte Thyberg, som er den første, der prøver kræfter med konceptet udenfor USA, hvor der i dag er 12 afdelinger.

”At se hvor stor en betydning, det havde haft for modtagerne og at opleve glæden hos de unge i køkkenet – det var fantastisk. Så var jeg ikke i tvivl om, at det var det, jeg gerne ville,” tilføjer hun.

Charlotte Thybergs mor gik bort i starten af 2016, og gennem det sygdomsforløb havde Charlotte Thyberg set, hvordan hendes mor havde svært ved at lave mad, men egentlig godt kunne spise, når det blev serveret. Da hun hørte om projektet i USA, lød det derfor meningsfuldt i hendes ører. 

Tanken bag Det Kærlige Måltid er, at mennesker, der rammes af akut, livstruende sygdom, men ikke er indlagt, kan få leveret sund og nærende mad, som kan være svær at finde energi til selv at lave i hverdagen. 

”Det at planlægge, købe ind og tilberede, bruger man så meget energi på – både mentalt og fysisk. Det er her, vi hjælper, så modtagerne kan bruge deres kræfter på at blive raske og være sociale,” fortæller Charlotte Thyberg.

Hun understreger også, at køkkenet er et godt sted at møde nye mennesker. Her samles man nemlig om at lave noget. En del af hendes projekt handler også om, at de unge skal få et nyt fællesskab foræret.

Charlotte Thyberg, stifter af Det Kærlige Måltid

Intet hokus pokus
Det Kærlige Måltid laver mad i Birks Køkken på Aarhus Havn. Hver tirsdag tilbereder en flok unge frivillige og to voksne mentorer retterne sammen med 28-årige Mathias Dindler, som er kok for Jumbo og Birks Køkken. De frivillige bliver delt ud i teams, der tager sig af de forskellige retter, og det er her, de frivillige kan lære om, hvordan man bedst hakker et løg, eller hvordan man fileterer en torsk.

”Den gastronomiske retning er enkel og håndgribelig. Det behøver ikke at være hokus pokus, det her. Det er simpel mad med gode, lokale råvarer”, siger Mathias Dindler. 

Charlotte Thyberg er også med i køkkenet. Udover det har hun dialoger med virksomheder, som kunne have lyst til at støtte projektet. Alle råvarer i et kærligt måltid bliver nemlig købt for donationer og sponsorater.

I dag er det onsdag. Det betyder, at sidste hånd skal lægges på værket. Ved de hoftehøje stålborde i Birks Køkken står de frivillige og skærer rødbede-chokoladekagerne ud, hælder jordskokkesuppe op i patentglas og samler de sidste sprøde salater. 

En kærlig hilsen med kulør
En tidlig aftenssol sniger sig ind ad de store vinduespartier i Birks køkken. For enden af et af de lange, blåmalede træborde sidder 21-årige Mie Gerber og 22-årige Josefine Larsen og skriver breve med farverige tuscher på små kort. Sammen med måltiderne skal de om lidt bringes ud til modtagerne.  

”Så skal der tegnes! Det er den gode del. Men jeg tegner altså mest bare blomster og hjerter,” siger Mie Gerber. De griner. 

”Vi skriver breve for at gøre det mere personligt. Budskabet er, at vi har hygget os med at lave maden, og at vi håber, at modtagerne kommer til at nyde den,” siger Josefine Larsen, og kommer et færdigt kort ned i en kuvert og skriver modtagerens navn på. 

”Når man også får en personlig hilsen, hjælper det også mentalt, og jeg tror, du kommer bedre gennem et sygdomsforløb”, siger Charlotte Thyberg.

Mad med mere
Modtagerne af Det Kærlige Måltid er både børnefamilier, hvor en forælder er syg, ældre ægtepar og mennesker, der bor selv. Man kan modtage mad i otte uger, og det er helt gratis. 

58-årige Else Nielsen har modtaget måltider hver uge. Hun har lymfekræft og kræft i knoglemarven:

”Lige nu er jeg et sted, hvor jeg ikke fysisk er i stand til at stå og lave mad. Så det er faldet et sted, der er mere tørt end tørt,” siger hun. 

”Jeg får en masse vitaminer, og jeg får noget ordentligt frisklavet, varieret mad,” tilføjer Else Nielsen, som oplever, at det giver hende lidt mere energi at modtage måltiderne. 

”Der er jo ikke ret meget, man kan gøre selv, hvilket kan være ret frustrerende, men lige her, kan man gøre noget. Det her med, at man lige kan få ro til at finde sine ben igen, det er jo genialt. Det tager tid at få en hverdag bygget op igen, hvor sygdom er en naturlig del af den. Så er det rart, at man ikke skal spekulere på, hvad man skal have til aftensmad og hvordan,” siger Else Nielsen. 

Else Nielsen er to gange blevet indlagt, mens hun har modtaget mad fra Det Kærlige Måltid. Aftensmad på hospitalet er ikke det samme, fortæller hun, og fremhæver den lille hilsen, der altid følger med måltiderne.

”Det er ganske enkelt omsorg. Vi er mennesker, der er blevet væltet af sygdom, og at opleve den her form for omsorg, uden at den er omklamrende, er et privilegie, synes jeg,” siger Else Nielsen.

For Charlotte Thyberg er det netop, når hun er ude at aflevere, at hun bliver mindet om, hvorfor hun gør det. 

”Når jeg er ude at aflevere mad, tænker jeg hver gang ’det er derfor, jeg gør det’,” siger hun, og får tårer i øjnene og tilføjer: ”Det er bare en stor hjælp for dem. Som de siger: ’Du kan give mig chokolade, du kan give mig blomster, men det her giver mening, fordi det er en hjælp i en svær tid’.” siger Charlotte Thyberg, som håber på at kunne hjælpe endnu flere borgere på sigt og sprede Det Kærlige Måltider til andre byer i landet.  

Klokken nærmer sig 17.30, og det betyder, at de frivillige ’Kærlige Bude’ snart skal køre ud med mad. På de aflange træborde i Birks køkken er bøtter med mad linet op og sorteret efter husstande. Der dobbelttjekkes, om der er det mad, der skal være til hver modtagerfamilie. Menuer og ugens ernæringstip deles ud og slutteligt det håndskrevne brev. Så pakkes maden ned i tasker, og de frivillige har fart på ud til bilerne. Charlotte Thyberg smækker døren på den hvide varevogn, der har Det Kærlige Måltids logo på siden. Hun vinker farvel og smiler – klar til at bringe endnu flere måltider kærlighed ud til nogen, der har brug for det.

Det Kærlige Måltid

  • Frivilligt drevet non-profit organisation stiftet af Charlotte Thyberg.
  • Leverede de første måltider i slutningen af januar.
  • Finansieres af sponsorater, donationer, fonde og samarbejdspartnere.
  • Holder til i Birks Køkken, Mindet 4, Aarhus Havn.
  • På detkearligemaaltid.dk kan du læse mere og støtte projektet.  

Maden

  • Indeholder frisklavet, sund aftensmad til fire dage og en dessert til det antal personer, der er i hjemmet samt en suppe til den syge.
  • Leveres hver onsdag. 
  • Kan modtages i op til otte uger og er gratis.
  • Du kan modtage måltider ved at skrive en mail til: maaltid@detkaerligemaaltid.dk.