28-årige Camilla Søgaard er blandt verdens bedste i en sport, som de færreste kender til. Sporten hedder Mountainbike Orientering eller blot ’MTBO’, og nu har hun sat alle sejl ind på at vinde VM-guld i Portugal til oktober. Her kan Camilla Søgaard genvinde guldet efter sidste års verdensmesterskab, der stadig gør ondt at tænke på.
Tekst: Andreas Canvin
Foto: Christoffer Åberg
Man er ikke tilfreds, når man har cyklet alt, hvad man kan i over en time for så til sidst at ende med at være 6 sekunder for langsom. (Hjemme)banen var ellers kridtet op, da Camilla Søgaard sidste år cyklede sig til en sølvmedalje til verdensmesterskabet i MTBO i Viborg i en tid, der var 6 sekunder fra at have givet hende VM-guldet for anden gang i træk.
”Det var på hjemmebane, og jeg ville virkelig, virkelig gerne have vist, hvad jeg kunne,” fortæller Camilla Søgaard.
I dag kan man med jævne mellemrum finde hende i Marselisborgskovene, hvor hun ræser rundt på sin mountainbike for at holde teknikken og formen ved lige. Det er også her hun befinder sig en solrig dag ved den Uendelige Bro til en snak om tilværelsen som en af verdens bedste MTBO-atleter.
Mountainbike Orientering er groft sagt orienteringsløb på en mountainbike. Grundlæggende handler det om at bruge et kort til at nå en række poster, typisk omkring 25 styks, i en bestemt rækkefølge på sin mountainbike på kortest mulig tid.
I MTBO kører man ikke efter distance, men tid. Her bruger man betegnelsen ’vinder-tid’, som typisk er halvanden time. Vinder-tiden er den tid, som arrangørerne af et løb estimerer de tre hurtigste deltager vil gennemføre løbet på.
Lige til højrebenet
Det lå i kortene, at Camilla Søgaard skulle blive rigtig god til sin sport. Som ung var både mor og far habile orienteringsløbere, og det blev endda til et sjællandsk mesterskab for hendes mor.
“Der var dog også kun to deltagere i hendes klasse,” siger hun med et grin.
Derudover har det meste af familien været inkarnerede spejdere, mens tvillingebroren Rasmus Søgaard vandt guld til EM og VM i MTBO tilbage i 2017. Det ligger således til familien at bruge naturen aktivt, og det har smittet af.
“Mine forældre har aldrig syntes om at stå ved sidelinjen i en hal og råbe sig hæse. De har taget min bror og jeg med til de ting, de selv syntes var sjove og så håbet på, at vi ville fortsætte med det,” fortæller Camilla Søgaard.
Og fortsatte, det gjorde hun. Som 10-årig løb hun sit første orienteringsløb og derefter blev hun gradvist bedre for til sidst af deltage i junior-VM og EM, hvor der dog ikke faldt nogle medaljer af.
Men i 2010 skete der noget, som vendte Camilla Søgaards sportslige liv på hovedet. På en træningslejr med juniorlandsholdet for orienteringsløb var der tilfældigvis nogle drenge på landsholdet, som ville ud at cykle mountainbike. Søgaard kom med på turen, der blev hendes første tur på en mountainbike.
“Og så kørte jeg fandme fra dem. Dér indså jeg, at jeg egentlig havde godt styr på det der med at køre på mountainbike,” siger hun. Det blev startskuddet til hendes karriere på mountainbiken, og to år efter turen på træningslejren indtog hun podiet til EM i MTBO med en sølvmedalje.
Helt hen i skoven
I Aarhus er Marselisborgskovene det absolut mest populære sted at mountainbike, og hvert år boltrer titusindvis af aarhusianere sig på de i alt 25 km spor, man kan køre på.
Er man frisk på en tur i det grønne kan man udover Marselisborgskovene køre mountainbike i blandt andet Hasle Bakker ved Brabrand samt på MTB-sporet i Hinnerup.
For Camilla Søgaard er de mange timer på jernhesten både en nødvendig træning og en oplevelse.
“Det giver afveksling fra hverdagen at komme ud i naturen og bare blive blæst igennem,” fortæller hun.
De mange timers MTBO-træning forbedrer både fysikken og øger hendes mentale skarphed, siger hun.
“Når du banker derudaf, og pulsen er på 200, skal du stadigvæk holde hovedet koldt og navigere ved hjælp af et kort. Man siger jo, at MTBO er motion for både hjerte og hjerne,” siger Camilla Søgaard.
Ikke for pengenes skyld
Når man dyrker MTBO, gør man det ikke for pengenes skyld. For der er ikke nogle penge i en sport, der først blev vist på dansk TV i 2019, hvor der blev afholdt VM i Viborg. Camilla Søgaard får via MTBO-landsholdet betalt omkostningerne til løb i udlandet, men ellers er der ikke meget glamour over tilværelsen som verdensmester. Og dog.
“Jeg har igennem en årrække fået sponsoreret kontaktlinser, og det sparer mig da alligevel for 300 kr. om måneden,” siger hun med et skævt smil.
Samtidig er udstyret til Mountainbike Orientering dyrt. Ifølge Søgaard koster en god, konkurrencedygtig cykel til MTBO fra 50.000 kr. og opefter. Hendes egen koster 55.000 kr. og derudover kommer omkostningerne ved reparation og service oveni.
Selvom man er femdobbelt Danmarksmester og har vundet medaljer ved enten EM eller VM hvert år siden 2013, tjener man i MTBO-sporten sine penge ved et normalt arbejde. For Camilla Søgaard har det taget form som et 8-16 job på Idrætshøjskolen i Aarhus. Her bruger hun sin kandidat i Sport Science og hendes praktiske erfaring fra MTBO som underviser i faget ‘Outdoor’, der kan være alt fra kajak til orienteringsløb. Træningen til MTBO tager I gennemsnit 15 timer om ugen, fortæller hun.
Hvor verdenseliten i for eksempel tennis eller fodbold har deres sport som fuldtidsbeskæftigelse, skal man som Mountainbike Orientering-atlet finde tid til træningen uden om ens arbejde. Og det passer faktisk fint, siger Camilla Søgaard.
“Jeg er ikke engang sikker på, at jeg ville være god til at være professionel, for jeg kan virkelig godt lide at have noget ved siden af, så det hele ikke kun går op i træning,” forklarer hun.
I modsætning til den mere genkendelige form for cykelsport som landevejscykling med årlige løb som Tour de France, er MTBO en nichesport med meget få udøvere.
“Herhjemme kender vi allesammen hinanden. Når vi kører DM i Danmark er vi typisk 300 deltagere i alt. Og det er på tværs af aldersgrupperne fra 10 år til 90,” fortæller hun.
Det lille felt af udøvere betyder også, at man hurtigt kommer til at kende hinanden på tværs af landegrænser.
“Selvom vi konkurrerer mod hinanden, ser vi alle sammen frem til bare at mødes til løbene og have det sjovt sammen med det, vi elsker at lave,” siger hun.
Alle øjne på guldet
Næste gang Camilla Søgaard skal mødes med ryttere fra hele verden bliver i oktober, hvor verdensmesterskabet bliver afholdt i Portugal. Ambitionen er klar.
“Min drøm er at blive verdensmester igen. Det var meget, meget skuffende ikke at vinde på hjemmebane sidste gang, så nu er fokus på guld i Portugal,” fortæller hun.
Samtidig håber hun på, at det kan være med til at bringe mere opmærksomhed til sporten.
“Nu blev orienteringsløb vist på dansk tv med kommentatorer på sidste år, så det er da helt klart et skridt i den rigtige retning,” siger hun.
CAMILLA SØGAARD (28 år)
- Cand. Scient. i Sports Science.
- Bor på Frederiksbjerg med sin kæreste.
- Er femdobbelt Danmarksmester i MTB Orientering.
- Verdensmester (2018) og Europamester (2019) i MTBO.
- Startede med at cykle MTBO som 19-årig.
EN SPORT I VÆKST
- Hvert år kommer der 15-20% flere mountainbikere I de danske skove.
- Der er over 700 km mountainbikeruter i de danske skove.
- MTB Orientering startede I 1980’erne og har i dag udøvere over hele verden.
- Der deltager omkring 25 landshold i det årlige VM i MTBO.
Kilde: Naturstyrelsen, orienteering.sport
DYRT GREJ
- Prisen på en mountainbike starter fra få tusinde kroner og kan ende op i 100.000+ kroner.
- Camilla Søgaard har 7 cykler, hvoraf den ene koster 55.000 kr.
Kilde: Camilla Søgaard, vitalmtb.com
FART OVER FELTET
- I 2017 kørte 56-årige Eric Barrone fra Frankrig 268 km/t ned ad en skiløjpe, hvilket var en ny verdensrekord.
- Camilla Søgaards egen rekord er 80 km/t på en landevejscykel.
- I 2015 cyklede australske Adrian Elhull 1004 km på sin mountainbike i løbet af præcis 48 timer og satte dermed ny verdensrekord.
Kilde: diymountainbike.com, Camilla Søgaard