Lige dele vindermentalitet og inddragelse er formelen for Aarhus Tigers. Klubben har spillet amerikansk fodbold siden 1990, og står nu på vippen til at være fast deltager i National Ligaens finalekamp Mermaid Bowl. Hos Tigrene er det starten på en mangeårig plan, der skal sikre aarhusiansk sejr over de danske hold, på vej mod Europas bedste til amerikansk fodbold.
Af Brian Mogensen
Foto: Steffen Therkildsen Nielsen
I USA er det en milliard-industri. Fra barnsben bliver tusindvis af amerikanske børn sat på stien til NFL, og for langt de fleste bliver det ved drømmen. De få, der slipper gennem nåleøjet, står overfor en benhård kontaktsport, hvor fysiske skader og et liv i smerter er hverdag. Alt sammen for chancen om en dag at stå med det eftertragtede Lombardi-trofæ, som vindere af Super Bowl. Hos Aarhus Tigers er der træning to gange om ugen. Det skal passe med skole og job. Der er ingen, der tæller point, før spillerne bliver U16 spillere, og når der har været stævne for de yngste årgange, er det vigtigste, at de unge har haft det sjovt.
Vi vil vinde lige så meget som Bakken Bears. Peter Friis, formand
De ældre spillere ramler dog stadig sammen med et brag, når træningen for alvor går i gang på de spritnye faciliteter i udkanten af Viby. Tacklingerne er benhårde, og det massive træningsudstyr, alle spillerne bærer, er ikke til for sjov. Ønsket om at ville til tops i National Ligaen stiller krav. Så spillerne lægger sig virkelig i selen.
”Vi vil vinde lige så meget som Bakken Bears.” Sådan lyder udmeldingen fra Peter Friis. Det kan måske virke sært at sammenligne Aarhus Tigers med byens store klubber som AGF og Bakken Bears. Men ambitionsniveauet er det samme, og Aarhus Tigers har 240 spillere, bredt ud over hold i flere aldersgrupper.
”Vi arbejder hårdt på at komme op og blive fast inventar i Mermaid Bowl. Derfor er det vigtigt, at vi holder fast i det, og gør det bedste vi kan. Vi har tidligere tabt en vigtig kamp, fordi vi havde en dårlig dag, og det er den slags, som vi arbejder på at undgå.”Via Aarhus på vej mod NFL
Vindermentaliteten og det høje niveau hos Aarhus Tigers er med til at gøre klubben attraktiv for amerikanske spillere med footballdrømmene intakte efter collegekarrieren. For nogen er det et skridt i retningen mod NFL.
”Der er mange spillere, der er interesserede i at komme til Europa for at spille. Nogle for at blive ved med at spille, så længe de kan, og andre for at træne og spille, og på den måde øge chancerne for at komme videre i NFL.”
De amerikanske spillere er højt værdsat af både spillere og trænere hos Aarhus Tigers. Spillerne kommer med noget erfaring og viden, de har samlet op i deres karriere i USA. Alt dette skræmmer ikke de danske spillere, snarere tværtimod.
”De er jo som regel rigtig dygtige, så de danske spillere ved, at de skal give sig 100%. De vil ikke stå tilbage for amerikanske spillere, og på den måde er de med til at hæve niveauet for hele klubben.”
Succes blandt de unge
Det handler dog ikke kun om at vinde Mermaid Bowl og lokke amerikanske kontraktspillere til byen. For Aarhus Tigers tager deres forpligtelser som en dansk sportsklub lige så alvorligt. Klubben tæller totalt set 240 medlemmer, og mange af dem spiller på ungdomsholdene.
”Vores yngste spiller er lige nu ni år gammel. Vi har spillere på U10 og helt op til senior. Vi tror på, at hvis vi gør det sjovt at spille fodbold for de yngre spillere, vil de holde fast i sporten længere. Nu dækker vi et stort område, så vi kan sagtens stille et helt hold. Mange af de mindre klubber har måske kun to-tre spillere i de yngre årgange, så når vi er til stævne, går mange af dem sammen, så de kan stille et helt hold. På den måde får de en god oplevelse samtidig med, at de spiller noget fodbold,” forklarer Peter Friis.
For nogle af vores medlemmer er amerikansk fodbold den første succesoplevelse, de har haft med sport. Peter Friis, formand
For amerikansk fodbold har en anden fordel. Der er plads til dem, der ikke nødvendigvis passer til andre sportsgrenes krav om fysik.
”Det er jo fedt, at nogle af de unge, der ikke kan løbe 100 meter på 12 sekunder, også finder en plads herude. Mange af vores spillere må jo gerne være nogle store drenge, og de bliver hjerteligt modtaget af hold-kammeraterne. For nogle af vores medlemmer er amerikansk fodbold den første succesoplevelse, de har haft med sport. Samtidig bliver de trænet af nogle virkeligt engagerede trænere, og de bliver en del af det fællesskab, vi har herude. Det giver virkelig noget selvtillid,” siger Peter Friis.Ordentlige tacklinger
Amerikansk fodbold er en kontaktsport, og det kan være svært at forhindre skader i at opstå, når to gutter på knap 100 kilo løber sammen. Ligesom i NFL i USA er sikkerhed blevet et vigtigt emne for alle hos Aarhus Tigers.
”Vi gør alt, hvad vi kan for at sikre, at vores spillere ikke kommer noget til. Det gælder for alle. På de yngste hold spiller vi for eksempel ikke med Special Teams – spillere, der griber og returnerer bolden, når der er kickoff. Det er i de kaotiske situationer, der er størst risiko for, at der sker skader. Hvis nogen kaster en interception, altså hvor modstanderne griber bolden, ville det normalt give det gribende hold chancen for at score, men her dømmer vi bolden som død. På den måde har man ikke en forsvarsspiller, der pludselig skal løbe og tackles,” forklarer Peter Friis.
Ligesom i NFL er det forbudt at bruge hjelmen til at tackle med. For selvom forstuvninger og blå mærker er uundgåelige, er hjernerystelser kommet meget i fokus de seneste år.Et par på hovedet
Ro og hvile er det vigtigste, når man er blevet udsat for en hjernerystelse, og det stemmer ikke så godt overens med den måde, man spiller amerikansk fodbold på.
”Vi har medics, der holder øje med spillere, der har modtaget en hård tackling, eller på anden måde er kommet til skade. De ved, hvilke signaler de skal se efter. Hvis de opdager noget hos en spiller, trækkes han ud af kamp og træning, indtil vedkommende har fået grønt lys fra sin egen læge. På den måde er det ikke trænerne, der skal træffe den beslutning,” siger Peter Friis.
Spillerne er således i gode hænder. Det er nødvendigt, for selvom det blot er træning, er det tydeligt at se, hvorfor amerikansk fodbold er en kontaktsport. En af tigrene griber bolden, og bliver øjeblikkeligt lagt ned af en forsvarsspiller. Han rejser sig hurtigt op igen, klar til at modtage endnu en gang. Det er ikke bare snak. De vil det virkelig.