For de fleste kommer døden kun sjældent tæt på. For Michael Madsen er den en del af hverdagen. Han arbejder omkring hundrede timer i ugen som bedemand, men han er ofte i godt humør. Han er en livsnyder. Gennem jobbet har han lært, at hjerter pludseligt kan stoppe med at banke. Derfor kan det ikke betale sig at spilde tiden på at være negativ.
Tekst: Karen Haaning
Foto: Preben Stentoft
OBS: Vi advarer om billeder i artiklen, der kan virke stødende for nogen.
Dørene, spejlene og kølerhjelmen skinner. Den nypudsede rustvogn er parkeret i baggården. Fronten er rettet mod Jægergårdsgade – klar til at trille afsted, hvis et hjerte i Aarhus slår sit sidste slag.
”Bedemand H. J. Madsen” står der med store bogstaver på butiksruderne ved siden af rustvognen. En mand iklædt sort jakkesæt, hvid skjorte, blåstribet slips og blanke sko passerer med korte skridt den skinnene bil. Øjnene er venlige og håret tyndt. Mellem to fingre er en smøg velkendt placeret. Da den er gået op i røg, tænder han en ny.
De blanke sko stopper foran en sølvgrå Mercedes. Rust på bagklap og døre afslører, at den er en ældre dame. Årgang 1999 for at være helt præcis. Et øjeblik senere hviler foden tungt på speederen, mens venstre hånd trofast ledsager smøg og rat.
Michael Madsen har sat kursen mod en lejlighed i den anden ende af byen. En lejlighed, hvor der i går bankede to hjerter. I dag banker der kun ét. Ham, der i går var ægtemand, er nu enkemand.
Da jeg var yngre, var det helt usædvanligt at se en dødsattest med et CPR-nummer, der lignede mit eget. Det er det ikke længere. Nu sker det flere gange i ugen.Michael Madsen, medindehaver af bedemandsfirmaet H.J. Madsen
Michael Madsen er på vej for at hjælpe, hvor han kan. Han er medindehaver af bedemandsfirmaet H. J. Madsen og bruger omkring hundrede timer i ugen på at tale med efterladte, arrangere bisættelser, fragte urner, lægge folk i kister og bede fadervor. Ligesom hans far, farfar og oldefar gjorde det før ham. Sorg og død er en stor del af Michael Madsens hverdag, men på trods af det, er han ofte i godt humør. Alt andet kan ikke betale sig.
”Da jeg var yngre, var det helt usædvanligt at se en dødsattest med et CPR-nummer, der lignede mit eget. Det er det ikke længere. Nu sker det flere gange i ugen. Jobbet har lært mig, at livet lige pludselig kan være slut, så derfor gider jeg ikke at hænge mig i petitesser og gå rundt og være negativ,” siger Michael Madsen, der er 59 år gammel.
”Jeg hjælper ingen ved at græde”
På køleskabet i bedemandsfirmaet hænger en stor, gul smiley. Smilet er så bredt, at det næsten når øjnene. Omkring spisebordet sidder Michael Madsen sammen med fire ansatte og gennemgår dagens program. Ordene ’kapel’, ’bisættelse’ og ’kirke’ går igen adskillige gange fra klokken otte om morgenen til engang sidst på eftermiddagen. På væggen hænger en hjertestarter.
”Når du nu alligevel skal forbi, kan du så ikke sige til ham, at vi stadig har hans mors øreringe?” siger Michael Madsen henvendt til en af de yngre ansatte.
Før han når at svare, afbryder telefonen dem. Michael Madsen springer op.
”Det er Michael Madsen,” lyder det. Et øjeblik senere har hans stemme skiftet karakter. Den er mere rolig og endnu blødere, end den plejer at være.
Latteren og småsnakken, der i mellemtiden er kommet til live omkring bordet, dør hen.
”Det gør mig ondt. Kan du din kones CPR-nummer? Jeg kommer med det samme.”
Han lægger røret på, og snakken omkring bordet fortsætter.
”Jeg kan få tårer i øjnene flere gange i løbet af en dag, men jeg hjælper jo ikke de pårørende ved at sætte mig ned og græde. Jeg bliver nødt til at holde en distance. Nødt til ikke at lade alle de triste tanker opsluge mig,” siger Michael Madsen, der har deltaget i flere tusinde begravelser, siden han som 14 årig begyndte at hjælpe til i firmaet.
Hvert år dør der omkring 50.000 mennesker i Danmark. En stor del af dem hører til blandt den ældre del af befolkningen. Ni ud af ti, der henvender sig til Bedemand H.J. Madsen, vælger at blive brændt.
Selv det klareste lys brænder ud
”Skal den lægges på kisten efter ceremonien?” spørger Michael Madsen en sortklædt kvinde, der bærer en lilla buket.
Hun nikker. Michael Madsen lægger den forsigtigt på bordet blandt de andre blomster, mens kvinden fortsætter ind i kirken. Ved alteret står en hvid kiste. Den er pyntet med store, røde roser. På gulvet ligger buketter i alle regnbuens farver.
De sidste gæster sætter sig. Præsten begynder sin prædiken:
”Hun har givet kærlighed, omsorg og brændt som et klart lys for jer. Men selv det klareste lys har en vis brændetid.”
Det ved Michael Madsen alt om. Han har begravet flere af sine venner, der var på samme alder som ham selv.
Efter ceremonien og sangen ’om lidt bliver her stille’ er stilnet af, triller den blanke rustvogn langsomt afsted med kisten. Bag den kører en gul bybus. Gæsterne står i stilhed og kigger, indtil rustvognen er ude af syne. Flere holder om hinanden.
Michael Madsen er kørt videre til den næste bisættelse. Han skal sikre sig, at blomsterne også her ligger, som de skal, og at de pårørende får den hjælp, de behøver.
”Jeg vil gerne gøre det så godt, som jeg overhovedet kan. Jeg vil sikre mig, at de efterladte får den bedst mulige oplevelse, og at der ikke sker nogle fejl,” siger Michael Madsen, der tager telefonen 24 timer i døgnet.
Det er vigtigt at nyde livet
Michael Madsen bøjer sig ned, former omhyggeligt en snebold og kaster den i retning af et stort birketræ, der er placeret på et af gravstederne. Han har lige kørt en kiste ind i kapellet under kirken.
”Der ligger min gamle matematiklærer,” siger han og kigger i retning af snebolden.
Han kender mange, som ligger begravet her. Selvom død og sorg er en fast del af jobbet, bliver det aldrig rigtig hverdag. Det gør indtryk hver gang telefonen ringer, og endnu et hjerte er stoppet med at banke. Men hvis du vil arbejde som bedemand, skal du kunne give slip på sorgen, når du kommer hjem.
”Når jeg træder ind ad døren, hænger jeg alle de triste tanker fra mig som en frakke. Det bliver jeg nødt til. Af og til kan det være svært – specielt hvis vi har begravet et barn eller ungt menneske, som knapt nok har nået at leve, men så snakker jeg med min kone om det. Det hjælper,” siger Michael Madsen.
Jobbet betyder simpelthen så meget for mig, fordi det betyder så meget for andre. Når de pårørende er glade for den hjælp, de har fået, er jeg glad.Michael Madsen, medindehaver af bedemandsfirmaet H.J. Madsen
Kirkeklokken begynder at ringe. Uret har slået 16. Telefonen i Jægergårdsgade er gået på weekend, og alle opkald sendes direkte til Michael Madsens mobiltelefon. Sådan er det hver dag. Han har stort set aldrig fri, men det gør ikke noget.
”Jobbet betyder simpelthen så meget for mig, fordi det betyder så meget for andre. Når de pårørende er glade for den hjælp, de har fået, er jeg glad,” siger Michael Madsen.
Han åbner døren til den gamle Mercedes, sætter sig ind, drejer nøglerne og tænder en smøg. Med et smil på læben og slips om halsen suser han ud gennem gitterporten til kirken. Han skal et smut forbi den lokale pølsevogn, inden han sætter kursen hjemad. For det er vigtigt at nyde livet.
”Jeg går meget op i at gøre lige, hvad jeg vil, når jeg har et par timer fri. Jeg har lært, at vi skal huske at nyde tilværelsen, mens vi er her. Det kan vi lige så godt, fremfor at være negative og skændes med vores familie om småting. De er i sidste ende ligegyldige,” siger Michael Madsen.
Bedemand H. J. Madsen gennem tiden
- Firmaet har været i familien i fire generationer. Michael Madsens oldefar købte forretningen i Jægergårdsgade for 112 år siden. I dag har bedemandsfirmaet fem afdelinger rundt omkring i Aarhus.
- Michael Madsens farmor og farfar boede ovenpå lokalerne i Jægergårdsgade. De havde en papegøje, som sagde ’H. J. Madsen bedemandsfirma’, hver gang telefonen ringede.
- Michael Madsens far faldt om og døde i forretningen i Jægergårdsgade. Han fik formentligt et hjertestop.
Mellem liv og død
- Danskerne bliver i gennemsnit omkring 10 år ældre i dag, end vi gjorde for 60 år siden.
- For godt et år siden var 1.143 danskere 100 år gamle eller derover. I fremtiden vil endnu flere, ifølge Landsforeningen Liv og Død, kunne sætte 100 flag i fødselsdagskagen.
- Halvdelen af dødsfaldene i 2015 skyldtes kræft eller sygdomme i hjerte- og kredsløbsorganer.
- Alle over 15 år kan selv tage stilling til, om de vil brændes eller begraves.
- Langt de fleste, der dør i Danmark, bliver brændt. I 2016 var det hele 83 procent.
