DanJord
Troels Haahr

Arbejdsfolk i uniform – del 1

Mange mennesker har noget andet tøj på, når de er på arbejde. Udseende og årsager varierer en hel del. I en portrætføljeton over de næste tre uger sætter Aarhus Panorama fokus på arbejdende aarhusianere, der på den ene eller anden måde bærer uniform.

Vagtfunktionær i P-kælderen ved Dokk1

Henrik Dyhm, 26 år
“Jeg kan egentlig godt lide min uniform. Det er den bedste, jeg har haft indtil videre. Den er slidstærk, behagelig, synlig og den har, hvad man skal bruge. Masser af lommer. Den består af mørke bukser med reflekser forneden, mørke sikkerhedssko og mørk trøje med tydeligt firmanavn. Og så altid sikkerhedsvest. Uniformen gør, at kunderne tydeligt kan se, hvem de skal henvende sig til. Hvis ikke man er vant til slips, kan det være en ulempe.”arbejdsfolk_i_uniform_aarhus_panorama2

 

Butiksansvarlig i Clausens Fiskehandel

Søren Martin Clausen, 42 år
“Vi tilstræber selvfølgelig alle sammen at have tøj på med logo. Vi vil også alle samme gerne være ens i tøjet. Det er ret vigtigt, så det ser professionelt ud. Det tøj, jeg har på i dag, er inspireret af busseronnen – den dragt, som fiskere altid havde på i gamle dage. Den ligner lidt en kokkejakke, men i vores lyseblå nuancer og så med den røde tråd – bogstavelig talt – der går igen i flippen og på ærmerne. Tøjet er meget, meget slidstærkt og relativt vandafvisende. Og så er der en elastik i ærmet, så hvis vi står med noget, som er vådt og skal trække ærmet op, så gør elastikken, at ærmet bliver siddende. Kvaliteten er også ultra god. Den kan tåle at blive tørretumblet, og det er også ret nødvendigt, da vi vasker trøjerne hver eneste dag. De bliver jo ret hurtigt snasket. Ellers går vi altid rundt i gummistøvler, for der er ikke andet, der fungerer, fordi vi spuler meget. Og bukserne er kokkebukser. Så uniformen kan jeg godt lide. Den er meget autentisk til branchen. Og når vi alle sammen har det samme på, så ser det jo bare fedt ud. Påklædningen synes jeg faktisk er rigtig vigtig.”arbejdsfolk_i_uniform_aarhus_panorama13

Museumsarbejder i Den Gamle By

Helga Bjørnekær, pensioneret
Helga spiller 1-2 gange ugentligt præsteenken, Madam Wiberg, der levede i Odense i 1800-tallet.

“Jeg synes, at dragten er smuk, og den vækker opmærksomhed. Ordsproget ’klæder skaber folk’ kan man komme til at tænke på, da den viser, at Madam Wiberg var en holden dame fra det bedre borgerskab. Når jeg derfor har dragten på, er det en hel anden måde at formidle historien på. Dragten giver anledning til at fortælle om de mennesker, der levede på det tidspunkt, og det er en stor fornøjelse at opleve, hvordan publikum bliver overrasket. Nogle gæster undskylder, de kommer fra vores verden og ikke kender til høflighedsfraserne. Den tager dog 20 minutter at tage på, da der er mange klædningsstykker, hvor nogle skal snørers. Krinoline, fiskebensskørt og kappe hedder nogle af dem.”arbejdsfolk_i_uniform_aarhus_panorama14

Maskinfører hos Dan Jord

Morten Bonnichsen, 27 år
“Min uniform består af sikkerhedssko, arbejdsbukser, en jakke og en hjelm. Og hørebøffer. Trøjen er en gammel firmatrøje fra Esbjerg. Ellers har jeg tommestok og handsker. Det er noget lækkert tøj, synes jeg. Det er frit og ikke så stramt, og det er varmt og i god kvalitet. Det flækker ikke bare, men kan holde til noget. Det er Helly Hansen. Så det er rart at have noget slidstærkt tøj, hvis det er, du vælter og arbejder med asfalt og sten. Fordelen er også, at der er reflekser i, så man kan se os i mørke. Ulemperne er, at det ikke er så smart. Man går ikke lige ned i Føtex og handler ind i det.”arbejdsfolk_i_uniform_aarhus_panorama10