Med sin rolige tilgang og store menneskelige indsigt tager Anders Agger os med ind bag lukkede døre og åbner vores horisont for, hvordan vi lever vores liv side om side. Mød manden, der ikke kan være andre end sig selv.
Anders Agger lægger mange timer bag sig på de danske landeveje i sit virke som tv-dokumentarist for Danmarks Radio. Derfor foregår interviewet også på asfalt. Vi møder Anders Agger i DR’s grå betondomicil i Aarhus til køreturen hjem mod bopælen i Ringkøbing. I hans sorte Mercedes firehjulstrækker triller vi ud af Aarhus og på motorvejen mod vest. Anders Agger er aktuel med en ny sæson af ’Indefra – med Anders Agger’, der bliver sendt på DR2. ’Indefra’ er en dokumentarisk serie, hvor Anders Agger skaffer adgang til mennesker og miljøer, der kan være komplicerede eller direkte ubegribelige at forstå. I de tidligere sæsoner har han blandt andet været indenfor hos Adolf, en forvaringsfange i Herstedvester Fængsel, fulgt direktøren i Novo Nordisk op til halvårsregnskabet og besøgt et asylcenter i Hanstholm.
”Det ligger i Indefra-programmernes natur, at vi gerne vil ruske op i de faste forestillinger, vi har om, hvordan det er at være Jehovas Vidne eller forvaringsfange, som har slået ihjel. Det er interessant, om man kan finde ind til en eller anden form for forståelse for, hvorfor menneskerne er blevet, som de er,” fortæller Anders Agger.
Falder i staver
Nysgerrighed og lysten til at forstå og finde sammenhænge falder Anders Agger naturligt. Når han holder for rødt i et lyskryds, er han typen, der kigger ind i de andre biler og reflekterer over, hvem dem ved siden af er, og hvor de er på vej hen. Det samme gør sig gældende, når han bevæger sig rundt i supermarkedet.
Stilheden og pauser kan være meget gode, for så bliver dét, der kommer ud af munden måske også ofte mere begavet.
”Når jeg er ude og handle, bruger jeg meget lang tid på at finde ud af, hvem de er, dem der går med de forskellige indkøbskurve. Altså ud fra indholdet i kurven. Så det er nok noget basalt og menneskeligt, men jeg har kunnet gøre det til mit arbejde at få lov til at spørge ’hvem er du?’ eller ’hvad ligger der i det her?’”
Evnen til at lade sig undre er en tilgang, som han også overfører til sine programmer, hvor han gerne lader stilheden sænke sig, så tankerne kan flyde.
”Jeg falder nogle gange i staver i mine egne programmer, fordi jeg står og tænker over nogle ting. Hvilket der er nogen, der udlægger som om, at jeg bare er helt vildt langsom eller er meget jysk. Jeg holder ikke pauser for at holde pauser. Jeg holder pauser, fordi jeg ikke lige ved, hvad jeg skal sige,” fortæller han og griner.
”Men stilheden og pauser kan være meget gode, for så bliver dét, der kommer ud af munden måske også ofte mere begavet.”
Anders Agger er søn af en skoleinspektør og hjemmesygeplejerske, og så er han den yngste i en søskendeflok af tre brødre. Derfor har han også fra barnsben været vant til, at han ikke er epicenter for al opmærksomheden. Skulle han byde ind i samtalen, når familien sad om aftensmadsbordet, skulle det være med noget konstruktivt. Noget der kunne bidrage til samtalen snarere end at fylde den ud.
”Det her er virkelig ikke en vendetta mod, hvordan mine børn og den næste generation er. Men i dag har man måske en tendens til at tro, at man er epicenteret for alt. Jeg tror, det er sundt nogle gange – også som journalist – at huske, hvor historien ligger,” fortæller han.
Frygter ikke nye sammenhænge
At være søn af en skoleinspektør havde sine udfordringer, især på første skoledag i en ny og ukendt skolegård med far som øverste leder. En situation Anders Agger som barn oplevede at stå i en lille håndfuld gange i forbindelse med at familien flyttede.
”En af de gange, hvor jeg startede i en ny skole, var det helt tydeligt, at der var nogle i klassen, som virkelig ikke syntes, at jeg skulle komme og være skoleinspektørens søn. Altså en magtkamp fra dag ét, som jeg ikke rigtig var med på. Jeg kunne bare mærke, at nogle syntes, at jeg ikke for hurtigt skulle have en plads i klassen,” fortæller han.
Anders Agger er forsigtig med selv at trække paralleller mellem skolegangen, og det at stå alene i skolegården uden nogen at støtte sig op ad, og hans evne til at kunne indgå i de fleste sammenhænge i sin journalistik. Men en parallel er der nok, siger han. Anders Agger er i hvert fald ikke ked af at indgå i nye, ukendte sammenhænge. Han kan godt være nervøs, men han er ikke bange.
”Nu er jeg jo midaldrende. Og så konkluderer man noget, som man ikke tænkte på dengang. Men jeg tror bare, at min skolegang lærte mig at gennemskue, hvem der er hvem i gruppen, og hvor jeg skulle slå til henne for at få en plads,” siger han.
De akavede og usikre situationer
Anders Agger har siddet i mange forskellige specielle interviewsituationer, hvor han har været usikker eller følt sig akavet og i tvivl om, hvordan han skulle gå til mennesket overfor sig. En af gangene var i programserien ”Kongehuset Indefra”, hvor han i et år fik særlig adgang til at skildre Kongehuset indefra. Dér oplevede han at sidde overfor dronningen og være etikettenervøs over, hvordan han skulle gribe interviewet an uden at blive fastlåst i klicheer.
”Jeg tror, at jeg i det første spørgsmål til dronningen lavede cirka tre konduitefejl i én sætning. Dronningen kiggede bare på mig og sagde; ’De må gerne prøve igen’. Det er jo fint, så er det ligesom lidt nemmere,” fortæller Anders Agger, imens han ler selvironisk ved genfortællingen af situationen.
”Men jeg har også siddet med en dement kvinde i Løgum Kloster, hvor jeg simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle sige til hende. Det klarede hende og familien selv. Omvendt har jeg jo også siddet overfor Peter Lundin. Og jeg har kigget på en sømand, der skulle dø indenfor kort tid. Så jeg har siddet i meget forskellige situationer, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige.”
For Anders Agger er det essentielt ikke at forcere svarene hos de mennesker, han sidder overfor. Det er nødvendigt at tage situationen i sin naturlige rækkefølge og opnå en fællesmængde, inden de udfordrende og følsomme spørgsmål stilles.
Jeg vil helst, at der er så stor overensstemmelse som muligt mellem den Anders, der sidder og snakker med Thomas Helmig inde i fjernsynet, og ham som snakker med sine venner privat. Det er bedst, hvis jeg kan holde nogenlunde balance i det, og at jeg ikke spiller en anden. For det kan jeg ikke. Jeg er ikke ret dygtig til at forsøge at være en anden.
En redigeret virkelighed
Når Anders Agger toner frem i fjernsynet alene eller med tv-makkeren, kokken Anne Hjernøe, mærker seerne tydeligt, at han er en person, der hviler i sig selv.
”Jeg vil helst, at der er så stor overensstemmelse som muligt mellem den Anders, der sidder og snakker med Thomas Helmig inde i fjernsynet, og ham som snakker med sine venner privat. Det er bedst, hvis jeg kan holde nogenlunde balance i det, og at jeg ikke spiller en anden. For det kan jeg ikke. Jeg er ikke ret dygtig til at forsøge at være en anden,” fortæller han.
At Anders Agger ikke kan spille skuespil, kom i særdeleshed til udtryk for ham i de første år af Anne og Anders programmerne, hvor det blev besluttet, at der skulle være nogle underliggende stemninger i programmerne. Det kunne blandt andet være venskab eller kærlighed.
”Når Anne og jeg mødtes i programmerne, så skulle der ligge sådan en eller anden flirt, som pegede mod noget. Det kunne jeg bare mærke, at jeg stivnede fuldstændig i. Jeg er ikke skuespiller, det kan jeg simpelthen ikke finde ud af,” siger han.
Anders Agger pointerer, at det er vigtigt at forstå, at det han skildrer gennem sine programmer ikke er hele sandheden, men hans bud på sandheden. Programmerne er en redigeret virkelighed af, hvad han oplever, og hvordan han oplever dem, han møder.
Nik og Jay-fasen
Det er først inden for de seneste år, at offentligheden er begyndt at forholde sig til Anders Agger, hvilket passer ham så fint, med stærkt tryk på ’så’.
”Mine børn synes, det er ret sjovt, at jeg er blevet et kendt ansigt. Det er sådan lidt Nik og Jay-agtigt, siger de. Altså at der i min alder er nogen, der vil have taget billeder sammen med mig. Mine børn tænker bare; hvad fanden sker der, det er min far,” fortæller han.
Mange i mediebranchen taler om karriere, et begreb som Anders Agger stejler fuldstændigt over. Han bryder sig simpelthen ikke om k-ordet.
”Jeg bliver så bange, når folk i min branche taler om karriere. For det synes jeg ikke, at jeg har. Jeg har et arbejdsliv. Jeg beskriver noget via et menneske eller et miljø, og derfor er det urimeligt, at det er mig, der bliver den, der har karrieren,” fortæller han.
Glemte at flytte fra Ringkøbing
Anders Agger er blevet boende i Ringkøbing, selvom jobbet hos Danmarks Radio er centreret i Aarhus. At han er blevet i Ringkøbing betyder ikke nødvendigvis, at han ikke kunne finde på at flytte til Aarhus på et tidspunkt, for det tror han måske kommer til at ske. Men lige nu ser han ikke grund til at flytte fra Vestkysten.
”Jeg har fantastiske venner i området, som ikke mindst kender mig, fordi de har kendt mig i 20 år. I Ringkøbing har jeg intet med at være fjernsyns-Anders at gøre. Der er jeg ham, der har noget med fodbold at gøre. Og så glemte jeg bare at flytte herfra,” fortæller han.
Vesterhavet er også en af de bærende grunde til, at Anders Agger ikke er flyttet fra Ringkøbing. Det er langtfra hver dag, han tager til havet, men han kan godt lide, at det er indenfor rækkevidde.
”De der drenge fra Heavy Agger sagde det meget fint; ’Jeg går ikke til Vesterhavet hver dag, men jeg ved, at det er der’. Den der grundsikrede ret til, at jeg kan gå derned og se på noget, som er gråt og stridigt den ene dag og helt blåt, blankt og mildt den anden dag. Det er fedt,” siger han.
Vestenvinden
Vi kører ind i garagen ved hjemmet i Ringkøbing. Inde i carporten holder en postkasserød retro-cykel.
”Den har jeg købt af Søren Ryge, er den ikke fed?” spørger han og stiger ud af bilen.
Anders Agger er meget engageret i det lokale fodboldmiljø, og skal derfor videre ud til en af klubberne og se dem træne, og så er der en fodboldkamp i TV’et senere, han ikke kan gå glip af. For enden af den villavej, hvor Anders Agger bor, ligger Ringkøbing Fjord. Det er ved fjorden, at vores tur ender med en lille gåtur. Med en kraftig vestenvind, der får de karakteristiske brune lokker til at danse og kitesurfere som baggrundsbillede, tager vi afsked.