Aarhus Teater har været centrum for kunst og underholdning siden år 1900. I årenes løb har alt fra store skuespillere til levende ænder taget plads på scenen og modtaget publikums klapsalver. Men bag scenen findes over 500 rum, som gør de store oplevelser mulige. Kom med på besøg i Danmarks største landsdelsscene.
Tekst: Charlotte Kusk Clausen
Foto: Pernille Thorup
Den store trædør med skiltet ”personaleindgang” åbner. I døråbningen står en kvinde med mørkerødt hår, sorte briller i panden og et smil om munden.
”Er det jer!?”, spørger hun.
Kvinden er Marianne Philipsen, der er historiker, teatrets arkivar og dagens rundviser. Vi træder indenfor i, hvad der skal vise sig at være en arkitektonisk labyrint.
Fra gadeplan tager vi elevatoren op og lander i husets kantine. Der er borde med grønne og gule stole, gule rammer på væggene og bløde sofagrupper. Vi sætter os i en af sofaerne.
”Før jeg begyndte her, kom jeg aldrig i teatret. Til gengæld er jeg sandsynligvis Danmarks største ekspert på Johanne Luise Heiberg. Hun var skuespiller i 1800-tallet. Jeg har hende endda tatoveret,” siger Marianne Philipsen.
Hun ruller sit ærme op og afslører, at hun har en silhuet af kvinden med den sirligt placerede krølle foran øret portrætteret på underarmen.
Kostumer fra år 1944
Fra kantinen går vi et par trin op ad en lille, knirkende trappe til kostumeloftet. På begge sider af den lange, smalle gang er kostumer i navngivne rum omgivet af gitre, som man kender det fra kælderrum rundt omkring i Aarhus. Hvert rum er fyldt med så meget tøj, at man kan blive væk i det. ”Holberg-garderobe” står der på en af dørene. I rummet er der smukt udsmykket tøj med store, hvide flæser. På gulvet under tøjet står en trækasse fuld af hvide sko med brede hæle og sølvspænder.
”Laserummet” står der på en anden dør. Her er tøjet alt andet end fornemt.
”Et kostume kan blive genbrugt som laset tøj. Skrædderne har jo alle mulige tricks til at få tøj til at se møgbelortet ud, uden at det er det,” fortæller Marianne Phillipsen. Jeg tager fat i en postkasserød vest med gulddetaljer foran.
”Den der havde Anders Bircow på i Les Miserable,” fortæller hun.
Vi går ud af rummet og bevæger os ned ad gangen og ind i et andet rum, der har rækker af kjoler og hatte.
”Sidste år fandt jeg et slag, skuespillerinden Besse Giersing havde på i en af sine sidste forestillinger, før hun begik selvmord i 1944. I arkivet sidder jeg med over 30.000 fotografier fra teatrets historie, og der er altså steder, hvor jeg kan genkende kostumer, vi stadig har.”
“I arkivet sidder jeg med over 30.000 fotografier fra teatrets historie, og der er altså steder, hvor jeg kan genkende kostumer, vi stadig har.Marianne Philipsen, historiker og arkivar ved Aarhus Teater.
Vi farer vild i kjolerækkerne på vej ud og må vende en omgang for at finde friheden. Døren til kostumeloftet lukker vi bag os, og træder ind i skræddersalen. Midt imellem giner, stofrester og symaskiner er tre kvinder i gang med at skabe kostumer til en kommende forestilling. Derfra går vi gennem et lille rum, hvor skuespillerne får taget mål til kommende kostumer. Vi går op af en trappe igennem malersalen, hvor malerne er i gang med at male bagvæg til en kommende forestilling. Til sidst lander vi nede på bagscenen.
Aldrig et museum
På bagscenen er både gulv og bagvæg sort. På den anden side af den store bagvæg er et stykke i fuld gang på Scala-scenen, men der slipper ikke en lyd ud til os.
Heromme hænger kostumer til skuespillerne i musicalen Jesus Christ Superstar. Op ad den ene væg står reoler med glitrende masker og sorte hovedbeklædninger, som skuespillerne bærer under forestillingen. På en af hylderne står et par spraydåser og øverst oppe på reolen en efterladt vandflaske. Ved siden af reolen står borde med spejle, hvor skuespillerne kan opfriske rollens udtryk i løbet af forestillingen. I hjørnet af spejlene hænger billeder af skuespillerne, som de ser ud i rollen som Marie Magdalene eller Herodes.
”Vi har jo en herregang og en damegang, hvor garderoberne er. Men i en forestilling som Jesus Christ Superstar, hvor der er mange kostumeskift, foregår de på bagscenen,” forklarer Marianne Philipsen.
Vi går ind til den store scene med guldtapet, lysekroner og 700 tilskuerpladser. Marianne Philipsen fortæller, at alt ser ud, som det gjorde for 117 år siden, da teatret stod færdigt – med undtagelse af et par tekniske ændringer, som Hack Kampmann ikke kunne have forudset.
”Der var plads til 1000 mennesker, indtil man udvidede orkestergraven. Guldtapetet er en kopi af det, der blev sat op i år 1900, og det er specialfremstillet af en tapetmager i Tyskland, men lysekronerne er de samme som dengang,” fortæller hun.
På trods af husets alder, skal man ikke tro, at huset er et museum. Flere udskårne luger i det sorte scenegulv er vidnesbyrd om, at det her er en levende arbejdsplads. Marianne Philipsen peger på én af dem ”ja, dem laver man efter behov, hvis noget skal sænkes op eller ned,” siger hun.
Elendige pladser
Fra scenen kigger vi op på kongelogen, der i teateret helt usædvanligt er placeret til højre for skuespillerne – som ét af de to eneste teatre i verden. Til venstre for skuespillerne er damelogen placeret. I teatersprog kaldes de to sider dame- og kongeside. I det daglige fungerer de ligesom styrbord og bagbord på et skib.
”Det er sådan skuespiller, instruktør og scenograf manøvrerer rundt. Men da huset blev bygget, skulle der være restaurant i samme side som kongelogen. Så den blev lagt i den modsatte side, hvor der var plads til en privat trappe og et værelse, hvor de kongelige kunne blive modtaget,” fortæller Marianne Philipsen.
Selvom det lyder fornemt med egen indgang er Marianne Philipsen ikke synderligt imponeret.
”Det er jo de dårligste pladser! Man kan kun se en tredjedel af scenen, medmindre man læner sig ud, og det gør man jo ikke, når man er kongelig,” siger hun.
Måske er det derfor, Dronningen bliver placeret midtfor, når hun om lidt skal se den forestilling, der åbner Festugen.
Oplysning og underholdning
Forrest på scenen, oppe under loftet er Marianne Philipsens yndlingsdetalje placeret. Her ser tre figurer ud over publikum. En kvinde, der bærer laurbærkranse i sine løftede arme og ved siden af hende to børn. Til højre en dreng med en fakkel, til venstre en pige med et spejl.
”Faklen symboliserer oplysning. Man skal huske på, at når man går i teateret, så lærer man noget. Man bliver ikke bare underholdt. Og pigen med spejlet står ikke og gør sig lækker. Hun holder spejlet ud over publikum, fordi man skal huske, at teateret er selvrefleksion og en spejling af virkeligheden,” fortæller Marianne Philipsen.
Dådyr i paryk
Vi går fra scenen hen til kongeværelset. På gangen udenfor værelset hænger billeder af Frederik d. 9. og Dronning Ingrid. I værelset er der samme guldtapet som hos den Store Scene. Til daglig er rummet et mødelokale, og på det store, ovale træbord i midten af lokalet har en scenograf efterladt briller, taske og scenemodel.
Vi går ned forbi sminke-maske. Duften af sminke hænger i luften, og en hylde buer under vægten af de mange bøger, der har taget ophold på den. Parykker, skæg og briller fylder rummets skuffer, skabe og reoler.
Vi går gennem damegangen, forbi garderoberne og ned i et smalt lokale. Her sidder forestillingsleder og lyddesigner Ise Kjems foran en computer. Hun ser koncentreret ud, selvom lyden fra forestillingen i det næste rum trænger gennem væggene.
”Jeg er ved at forberede den næste forestilling. Rummet skal laves drastisk om, så lige nu er jeg ved at undersøge akustikplader,” fortæller hun. Da Ise Kjems rykkede ind i lokalet for to år siden, havde det to små skriveborde og ingen personlighed. I dag har det smalle rum både et tekøkken, en sofa og ét langt skrivebord, og på væggene er billeder fra tidligere forestillinger.
”Og så er der en scenografidel, som jeg har tilsat en paryk,” fortæller Ise Kjems og peger på et dådyrhoved med store, lyse krøller. Hun går ind i et rum ved siden af og henter et dådyr med stor rumhjelm.
”Den skal op ved siden af,” siger hun og smiler.”
Våben, dildoer og falske kager
Vi bevæger os videre til rekvisitkælderen. På vejen møder vi Ditte Winter og Julia Svenningsen, der er ved at tørre neg. Negene skal dyppes i lim, så de kan klare det hårde liv på scenen. Vi går gennem et rum, hvor en halv gris er ved at komme til live, og lander i kælderen med små rekvisitter fra gulv til loft. Marianne Philipsen peger på en gennemsigtig kasse.
”Vi har også en hel kasse med dildoer. Sidst der var en dildo på scenen var i sidste uge til Freak Out. Det er moderne tider.”
Vi har også en hel kasse med dildoer. Sidst der var en dildo på scenen var i sidste uge til Freak Out. Det er moderne tider.Marianne Philipsen, historiker og arkivar ved Aarhus Teater.
I kælderen er alt fra falske blomster til livagtige kager, der alle har haft deres plads på scenen. Men også levende rekvisitter har fået et øjeblik i spotlyset.
”For nogle år siden spillede vi en forestilling, hvor vi havde fem ænder på scenen. Vi var bange for, at de ville flyve ud over publikum, men det skete ikke. Men de larmede! På et tidspunkt skulle en af karaktererne fodre dem. Efterhånden vidste de, hvornår han skulle komme på scenen, og så skræppede de op. Efter forestillingen kom de tilbage til landmanden, vi havde lånt dem fra. Men to af dem fik divanykker og vågnede op 19:30 hver aften. De endte deres dage som julemiddag,” fortæller Marianne Philipsen, mens vi går gennem våbengangen, der er en smal, buet gang med våben på væggene hele vejen igennem.
Hjemlig arbejdsplads
Vi går over på den anden side af gaden, gennem en gård ind i endnu en bygning. I bygningens kælder ligger Marianne Philipsens hjemmebane: arkivet. Her er der reoler med gamle og nye manuskripter, fotografier og programmer fra hele teaterets historie.
I det ene hjørne har Marianne Philipsen indrettet, hvad der mest af alt minder om en lille stue. Der er en rød reol, med en rød elkedel og et rødt krus. Ved siden af står en stor, lyserød sofa, et par stole, og på sofabordet i midten en stor skål med rød-hvide Marianne-bolsjer.
”Ta’ et bolsje. Det skal man, når man er på arkivet. Min far var sportsjournalist, og hver gang han havde været ude at rejse, havde han Marianne-bolsjer med hjem til mig. Og så passer de til farverne hernede,” siger Marianne Philipsen. Med munden fuld af bolsjer går vi over på den anden side af gaden, inden vi igen slutter turen foran den store, brune trædør.