Omkranset af høje bøgetræer, tæt på vand og by, gemmer Aarhus’ ældste tennisklub sig. I over hundrede år har aarhusianske tennisentusiaster her forsøgt at mestre et af historiens teknisk sværeste og mest elegante spil.
Hvis du følger Kystvejen lidt længere op end Østbanetorvet, for at dreje til højre ad den lille sidevej, Sandgravvej, møder du et smukt, rødt træhus. Stopper du op her og lytter efter, vil du i dagtimerne støde på en særegen, men yderst karakteristisk lyd. Hul og dunk på en gang. Følger du lyden, vil du se de gule tennisbolde svæve gennem luften, for snart radikalt at skifte retning, efterfulgt af det karakteristiske hule dunk. Dit blik vil møde unge som gamle tennisspillere, med hånden knyttet tæt om ketsjeren, løbende over banernes røde grus. Nogen slår løst, griner og lader en rap bemærkning flyve tilbage samme vej som den gule bold, mens andre med sammenknebne øjne og sved på panden, kæmper hårdt for at mestre spillet til perfektion.
Det er jo ganske særligt at have en tennisklub, så tæt på byen, i så smukke omgivelser.
Hule dunk i stilheden
”Jeg synes virkelig, det er lykkes at bevare ånden på stedet. Jeg nyder at komme herop og træne,” siger Poul Markussen begejstret, en tidlig fredag eftermiddag på Aarhus Lawn Tennis Selskabs baner. Det er varmt. Så varmt, at selv det røde grus på banerne ser ud til at svede. Alligevel flyver boldene allerede nu gennem luften på klubbens i alt syv baner. Nogle børn i skolealderen træner ihærdigt deres forhånd, mens et ældre par koncentreret spiller sidste sæt. Foruden det uforanderligt hule dunk af en velreturneret serv, er her næsten helt stille. Det er svært at fatte, at Kystvejen bugter sig få meter fra det røde grus.
Poul Markussen fortæller om tennisbanernes historie: ”Vi er jo byens ældste tennisklub. Helt tilbage fra 1901 har man spillet tennis herude. Dengang lå klubben et stykke udenfor byen. Det er næsten ikke til at fatte i dag.” Poul Markussen lægger gennem fortællingen vægt på den helt særlige stemning og historie, man oplever i ALTS:
”Det er jo ganske særligt at have en tennisklub, så tæt på byen, i så smukke omgivelser,” siger han og fortæller videre om, hvordan tennisbanerne i sin tid blev bygget i resterne af en gammel grusgrav.
Sodavand, øl og samba
Poul Markussen har selv spillet tennis i klubben i de seneste 25 år, og udover selv at slå bolde over nettet en gang om ugen, spiller han en vigtig rolle i klubbens motionsudvalg. Poul Markussen har alle årene haft den samme træningsmakker og den samme tilgang til sporten:
”Jeg spiller, fordi jeg kan lide det. Jeg har da vundet et par turneringer og sådan, men det er ikke det, der er vigtigt for mig,” som han siger.
Tilgangen til tennissporten deler han med mange af klubbens andre motionister, der kommer år efter år uden ambitioner om mesterskaber, men med glæden og kærligheden til tennissporten. Men at være medlem af ALTS er for Poul Markussen og de andre motionister mere og andet end bare træning:
”Vi motionister mødes ikke kun om tennistræningen. Det sociale er også en stor del af det. For eksempel spiser vi også sammen, afholder træningsturneringer, eller mødes over en øl, et glas vin eller en sodavand i kantinen. For nylig var vi endda til en Samba-lektion,” fortæller Poul Markussen, glad for de mange hyggelige stunder, engagementet i klubben giver ham.
Sværere end på skærmen
Kærligheden til spillet er den lim, der binder de godt 425 medlemmer i ALTS sammen. Den lim, der for dem til at vende tilbage år efter år. For Poul Markussen er det særligt spillets tekniske sværhedsgrad, der fascinerer:
”Det, der gør tennis så fedt, er, at det teknisk er så svært et spil. Det kan godt være, at det ser let ud på TV, men i virkeligheden kræver det en teknisk snilde. Man kan forbedre sit spil, lige meget hvor god man bliver,” fortæller han, mens blikket følger de gule boldes færd over det røde grus.
Dog er Poul Markussen ikke i tvivl om, at spillets tekniske sværhedsgrad skræmmer mindst ligeså mange, som det fascinerer:
”Et af spillets udfordringer er netop, at mange falder fra, fordi det er for svært at lære,” forklarer han, mens vi bevæger os fra juniortræningen og længere ned mellem banerne:
”Tennis havde sin storhedstid i firserne. For 25 år siden spillede omkring 120.000 danskere tennis. I dag er der under 60.000 medlemmer,” forklarer Poul Markussen, der primært tror, at den manglende popularitet skyldes, at moden inden for sport ændrer sig.
”Folk vandrede jo fra tennisbanerne til golfbanerne, og i dag finder man dem så i fitnesscentrene,” forklarer han.
Spillere på alle niveauer
På trods af tennissportens dalende popularitet, har medlemstallet i ALTS været nogenlunde konstant, siden klubben blev stiftet i 1901. Et hold unge mennesker står da også klar til at overtage tennisbanerne efter børneholdet, og efter dem fortæller Poul Markussen mig, at de endnu ældre spillere finder vej til de bøgetræsomkransede tennisbaner tæt på by og vand:
”Vi har faktisk mange ældre kvinder, som spiller i klubben,” forklarer Poul Markussen, og fortsætter: ”Det gode ved tennissporten er jo, at man selv kan bestemme tempoet.”
Selvom flertallet af klubbens medlemmer er motionister som Poul Markussen selv, så har ALTS også spillere i Danmarks bedste divisioner:
”Vi har blandt andet en spiller, der netop har været i finalen til DM,” smiler Poul Markussen stolt. Vi står lidt op ad hegnet og betragter de unge spillere returnere boldene hårdt og præcist. Så går vi tilbage mod det røde træklubhus. På bænkene foran huset sidder mænd og kvinder og snører tennisskoene inden dagens match. Snakken går lystigt. Varmen trygger, og lukker man øjnene glemmer man let, at man befinder sig midt i Aarhus.