Nogle gange går hverdagen på Aarhus Brandstation langsomt. Andre gange går den hurtigt. Meget hurtigt. Nogle gange er dagene fyldt med latter og glæde – andre gange med koncentration og alvor. Tag med til brutale brande, muntre morgenborde og usædvanlige udrykninger, og oplev hvordan mændene i de lysebrune uniformer støtter hinanden i en kontrastfyldt hverdag.
Tekst: Karen Haaning
Foto: Birthe Vembye & Christer Rise Malfoy
Duften af nylavede popcorn svæver i rummet med de otte sorte læderlænestole. Hver stol har den sidste time været vippet en smule bagover, og de matchende skamler har fået selskab af otte trætte par fødder. Solen var endnu ikke stået op, da de for fjorten timer siden tog de første skridt på brandstationen. Nu har mørket igen omkranset Aarhus. Alle øjne er rettet mod fjernsynet, der som en vigtig herre har sin faste plads midt på væggen, foran halvcirklen af stole. Kun en lav raslen af fingre, der i blinde griber ud efter endnu en håndfuld popcorn, blander sig med lyden fra fjernsynet.
Bip bip, bip bip! Pludselig larmer, lyser og ryster de små, sorte apparater, der konstant har ligget på lur i hver brandmands lomme. Fra det ene øjeblik til det andet er alle mand på benene, og trætheden er længe glemt.
”Så går det løs!” når den rutinerede brandmand Allan Juul at råbe, sekundet inden det tændte fjernsyn forlades alene tilbage.
Ude på gangen suser fem mænd med velkendte skridt ned ad trappen til venstre, mens de resterende tre kurer ned ad den sølvgrå brandstang fem meter fremme. Det første par fødder har endnu ikke ramt det jordrøde gummiunderlag nedenfor stangen, da det næste par svæver i luften.
I stueetagen venter brandbilerne utålmodigt foran de nu åbne garageporte, mens brandmændene kæmper for at komme i de lysebrune uniformer, inden sekundviseren på væggen har galoperet en omgang. Først de robuste støvler, så bukserne med de røde seler, jakken og til sidst hjelmen med det gullige skær, der engang var hvid som sne. Med blå blink og udrykning flyver de tre biler op ad Ny Munkegade.
”Fri fra højre!” lyder det koncentreret fra brandmesteren Torben Bækgaard, et splitsekund inden den første brandbil krydser den røde lysregulering. En mindre bil og en sort scooter holder tilbage for grønt på tværs af fodgængerfeltet. På bagsædet slås to brandmænd med røgdykkerudstyr, walkie-talkies og handsker. Chaufføren svinger brandbilen op ad en smal rampe og ind mellem to boligblokke. Det er tydeligt, at det langtfra er første gang.
12 minutter og 15 sekunder efter alarmen gik, er vi tilbage på brandstationen – uden hverken at have set røg eller flammer. Et harmløst stearinlys havde vækket brandalarmen, der automatisk havde givet besked videre til stationen.
Få øjeblikke senere er de otte lænestole atter vippet bagover, skamlerne har igen fået selskab af trætte fødder, og fingre griber i blinde ud efter de sidste håndfulde popcorn. Det er som om, at de forrige minutter slet ikke eksisterer.
For brandmændene i Ny Munkegade er vant til en hverdag, hvor det på skift går langsomt og hurtigt. En hverdag, hvor latter og glæde pludselig erstattes af koncentration og alvor. En hverdag, hvor liv erstattes af død.
Børneværelset uden bagtrappe
”Ikke mere Nutella til Johan,” siger en yngre brandmand lunefuldt og sender et smørret smil i selvsamme retning.
Johan Nielsen lægger to hænder på maven, og mændene omkring det fristende morgenbord griner højlydt. Vittigheder, smil og latter kastes ud over læberne, mens ostemadder, kaffe og blødkogte æg kastes ind. Bag brandstationens røde mursten er det let at spotte liv og glade dage, men kigger man lidt nærmere, opdager man, at smilene af og til forsvinder, og at latteren af og til dør hen. Det skete for brandmesteren Torben Bækgaard en dag for tyve år siden.
Den dag så han både røg og flammer, da der i mørket var blevet sat ild til en knallert under hovedtrappen i et lejlighedskompleks. I en af lejlighederne sov en mor med sin kæreste og sin otteårige søn, mens flammerne og røgen kravlede tættere og tættere. Da moderen vågnede og opdagede, at noget var galt, åbnede hun døren ud til opgangen. Flammerne stod ind i hovedet på hende og tvang hende tilbage til soveværelset. Soveværelset, som havde en bagtrappe. Det havde børneværelset på den anden side af flammerne ikke.Torben Bækgaard, brandmester på Aarhus Brandstation
”Da jeg fandt ham, lå han på maven med små legetøjs-plastikfigurer i hænderne. Han var død af røgforgiftning,” siger Torben Bækgaard, brandmester på Aarhus Brandstation.
Torben Bækgaard bar drengen ned i et ligklæde og afleverede ham til Falck-redderne. Han tog det som en opgave ligesom alt muligt andet, men det er en af de nætter, han af og til mindes. Moderen rejste efterfølgende til Afrika og hjalp børn i nød. Hun fortalte sin historie i fjernsynet, og der var ligeledes skriverier om det i aviserne.
Røgdykkeren, der sammen med Torben fandt drengen, havde selv en søn på samme alder. Det tog ham lang tid at komme sig over hændelsen. En dreng, der dagen forinden havde været i live, var nu død. En vagt, der sandsynligvis også var startet med morgenkaffe og latter, var nu sluttet med alvor.
Flyvende fællesskab
Det er langtfra hver dag, at døden sniger sig ind på stationen i Ny Munkegade. Men når den gør, kan den for nogle være vanskelig at slippe af med igen. Derfor er støtte og sammenhold blandt mændene i de hårdføre uniformer vigtig. Når de kommer hjem efter en voldsom brand, trafikulykke eller andet, snakker de derfor altid om hændelsen.
Der er plads til, at man kan give udtryk for, hvis man har det svært. Der er jo ingen her, der sidder og nedgør hinanden – tværtimod.Torben Bækgaard om støtte og sammenhold på brandstationen
”Der er plads til, at man kan give udtryk for, hvis man har det svært. Der er jo ingen her, der sidder og nedgør hinanden – tværtimod,” siger Torben Bækgaard.
For når man tilbringer hver fjerde døgn sammen, bliver kollegaerne til ’din anden familie’, som brandmanden Allan Juul beskriver det. Og så er man der for hinanden – både i glæde og i sorg.
På trods af at sorgen i nogle perioder kan fylde, er det let at få øje på glæden, når man bevæger sig rundt på stationens snævre gange og i de utallige lokaler. Både i røgdykkerværkstedet, gymnastiksalen og i køkkenet, da Allan Juul med en pludselig iver i stemmen fortæller om de vildeste flammer, han i sine 28 år som brandmand har mødt.
En tidlig morgen blev de blå blink erstattet af roterende vinger og grå bølger. En helikopter bar røgdykkere og brandslanger fra land til vand, og forlod dem på et flydende flammehav. Et fragtskib brændte i fem etager. Når vandet fra de hjælpsomme slanger havde kvalt ilden, gav det skoldhede jernskrog atter flammerne liv på ny. De ville ikke dø.
Det var en oplevelse uden lige og meget lærerigt! Måske lyder det forkert, at jeg siger det om en ildebrand, men det er nu engang det, jeg er uddannet til og trænet i. Så er det klart, at jeg bliver glad, når jeg bliver udfordret til det yderste, og det så går godt.Allan Juul, brandmand
Ti timer og mange varme kampe senere overgav den gyldne modstander sig endelig. Udmattede, men tilfredse blev brandmændene med gnist i øjnene sejlet hjem af en mindre kutter. De havde i fællesskab sejret.
”Det var en oplevelse uden lige og meget lærerigt! Måske lyder det forkert, at jeg siger det om en ildebrand, men det er nu engang det, jeg er uddannet til og trænet i. Så er det klart, at jeg bliver glad, når jeg bliver udfordret til det yderste, og det så går godt,” siger Allan Juul, i skæret af spisebordslampen.
Lyset i den gamle gymnastiksal og på det lille røgdykkerværksted er blevet slukket. Men for enden af den sølvgrå brandstang, blandt de røde brandbiler, brænder lyset altid. Tomme uniformer, støvler og hjelme er parkeret på hver sin faste måtte – klar til at assistere mændene i de sorte lænestole, der om en time kommer flyvende. Denne gang for at møde et harmløst stearinlys, andre gange for at møde voldsomme flammer – men altid for at hjælpes ad.
På den hvidkalkede væg bag bilerne vogter store, græsgrønne ord. Ord, der både følger brandmændene, når hverdagen går langsomt og hurtigt, i latter og i alvor:
”En for alle, alle for en”.
Klar, parat, ryk ud i en fart!
- Når der er udrykning, skal brandmændene, ifølge stationens eget krav, være kørt i løbet af et minut. Ifølge servicemålet skal de indenfor tættere bebygget område være fremme efter 10 minutter, og udenfor tættere bebygget område efter 15 minutter.
- De bliver kaldt ud til brand, færdselsuheld, kemikalieudslip og folk der falder i havnen eller søer.
- Antallet af udrykninger varierer meget. Nogle gange er der ingen i løbet af en døgnvagt, mens der andre gange er mere end 10. Cirka en tredjedel af alle udrykninger er blinde, hvilket betyder, at en alarm er startet, uden at der er brand.
- Lyset på brandstationen tænder automatisk, når der er udrykning om natten.
- Når der ikke er udrykning, vedligeholder brandmændene røgdykkerudstyr, vasker biler, laver dykker- kemikalie- og brandøvelser, rengør stationen og træner for at holde sig i god form. På en døgnvagt er der arbejdspligt fra 8-16.