Min passion for klatring

Kalkhvide hænder, stejle vægge og smidige kropsbevægelser. Hos Aarhus Boulders i Skejby mødes folk omkring klatresporten i et særligt fællesskab, hvor der er plads til alle. Mød 22-årige Nynne Silje Zwicky, der er daglig leder hos Aarhus Boulders. Her hjælper hun folk godt i gang på væggene, så hun kan dele sin passion for klatring.


Tekst og foto: Alexander Loft Birkmose

Mine forældre har altid sagt, at jeg klatrede, før jeg kunne gå. Jeg har altid hængt oppe under taget i vores vandrør og klatret på vores skabe. Som 9-årig begyndte min mor til klatring, så jeg også kunne komme med, fordi jeg var for lille at kunne starte på børneholdet.

Da jeg var yngre, deltog jeg i DM, men jeg deltager ikke i konkurrencer længere. Jeg har aldrig været særlig glad for at konkurrere. Jeg vil meget hellere nyde klatring og gøre det til noget sjovt. Jeg vil selvfølgelig gerne blive bedre hele tiden og presse mig selv, men klatring behøver ikke at gå op i konkurrence for mig.

Bouldering er meget fokuseret på at lave problemløsning. Vi kalder vores klatrebaner for ”problemer”. Det handler om at øve sin teknik og have fysisk styrke, men det handler lige så meget om at løse et problem. Der er ikke nogle faste regler for, hvordan du kommer op, og du kan gøre det på din helt egen måde. Så længe du rører ved start- og slutgrebene er det lige meget, hvordan du gør det.

Herhjemme startede Boulders i København, hvor en meget passioneret mand tænkte, at vi manglede en kommerciel boulderhal. Det var med til at trække klatring i en ny retning, hvor det tidligere kun eksisterede i små klubber. Med vores koncept har vi skaffet virkelig mange nye medlemmer til klatresporten. Klatring bliver samtidig en ny disciplin til OL i 2020, og vi tænker derfor, at sporten tager endnu et ryk til den tid.

Selvom klatring ikke er en holdsport, er der et virkelig godt fællesskab. Man møder hele tiden nye mennesker, og man kan virkelig lære af hinanden. Alle vil så gerne hjælpe. Hos Aarhus Boulders har viet virkelig fedt og åbent miljø. Det holder jeg meget af, fordi alle kan være med. Mange nye medlemmer siger, at de aldrig har oplevet en sport, der er så åben og inkluderende. Så efterspørgslen er rimelig høj, og vi oplever hele tiden fremgang.

Klatring kræver en vis portion fysisk råstyrke. Men man kan også komme utroligt langt på teknik og på at være smart. Det kræver meget hjerne. Man skal arbejde med, hvordan man tænker bevægelse. Så man behøver ikke at være den største bodybuilder. Det er faktisk ofte dem, der har meget svært ved klatring, fordi de har svært ved at bære på deres store muskelmasse i længere tid.

Klatring er et rigtig godt alternativ til fitnesscentre, fordi man netop har fællesskabet, og fordi det er en helt anden måde at bevæge sig på, mens man stadigvæk får trænet alle muskler i kroppen. Det handler ikke bare om at tage ned i fitnesscentret for at løfte nogle vægte. Man får en oplevelse ud af det og får brugt sin krop samtidig. I stedet for en holdtræning, hvor man skal møde op tirsdag og torsdag fra klokken 18-20, er det her meget frit. Man kan bare komme, når det passer for en og bruge hallen til, hvad man har lyst til.

Om Aarhus Boulders

  • I 2014 åbnede Aarhus Boulders klatrehallen på Graham Bells Vej i Skejby.
  • Et medlemskab giver fri adgang til klatrehallerne i Aarhus, København og Odense.
  • I hallen hos Aarhus Boulders er det muligt at leje det nødvendige klatreudstyr som fx klatresko og kalkpose.
  • Et professionelt rutebyggerteam udskifter ugentligt boulderproblemerne på væggene.
  • Klubbens ambition er at udvide med flere haller i Danmark, mens drømmen også er at åbne afdelinger i udlandet.