I en baghave i Brabrand holder Aarhus og Omegns Biavlerforening til. Her samles de om deres fælles kærlighed til den danske honningbi, men de tilbyder også undervisning til interesserede, der ikke kender til de summende insekters væsen. En forening, der har fokus på honning, men som også er med til at sikre biens overlevelse i Danmark.
Tekst: Sofie Ewertsen Nissen
Foto: Stjernegaard Fotografi
Bag de store træers tætte blade gemmer der sig en gård et stenkast fra Holmstrupgårdvej i Brabrand. Skolebigården. Fuglene synger, hestene pruster, og en sød duft gør luften tyk. I baghaven skjuler flere hundrede tusinder bier sig i deres små bistader, der alle summer af energi fra forårets saftige blomster.
Det er Aarhus og Omegns Biavlerforening, der holder til her, og som denne mandag er i gang med at præsentere aftenens program. Foreningen har eksisteret siden 1874 og er en af 80 lokalafdelinger tilsluttet Danmarks Biavlerforening. Godt og vel 5000 medlemmer rundt om i hele landet, der alle har en interesse i de gule, små insekter og aktivt arbejder for blandt andet at forbedre biernes livsvilkår i Danmark.
Honning er hårdt arbejde
Her til aften er der cirka 20 deltagere i alle aldre, der står nysgerrigt og hører med, når formanden for Aarhus’ foreningen Eigil Pedersen fortæller, hvad der er sket siden sidst. Her må der gerne stilles dumme spørgsmål, men før de medvirkende får lov til at gå ned og øve ved bistaderne, altså biernes hus, bliver der delt erfaringer. Pludselig lyder det fra den anerkendte Dronningeavler Svend Sejr, om der er nogle, som vil have en dronning. Der bliver lidt stille, da en kvinde skynder sig at stikke armen i vejret. Svend Sejr er en af de mest erfarne i gruppen, der har haft bier i over 50 år, og hvor både far og farfar også var biavlere.
Snakken går videre, og Svend Sejr kommer traskende med noget, der ligner et tæppe viklet rundt om en stor bold. Flere af de andre stopper op, og da Svend Sejr pakker tæppet væk, er der en slags flettet skål vendt på hovedet.
En let brummen begynder, og da Svend Sejr vender den på hovedet, kan der ses en stor summende masse af bier. Flere tusind. Der alle har samlet sig og beskytter dronningen.
Dronningen er større end de andre bier, men fordi de andre bier kredser sådan om hende, er hun ikke umiddelbart til at se. Bidronninger kan blive flere år gamle, og som den eneste, der kan lægge æg, gør hun det op til 3000 gange om dagen. Det er hårdt for sådan en lille bi, og det er derfor, de andre bier kredser om hende. De såkaldte arbejderbier, der sikrer, at det hele er i orden i deres bo. Det er blandt andet dem, man kan se flyve hen til blomsterne. Men nogle arbejderbier henter også vand, gør rent i bistadet, passer æg eller holder vagt. Det er et krævende arbejde, så de lever ikke mere end seks ugers tid om sommeren. Heldigvis er der rigeligt af dem i bi-boet til at holde deres lille koloni ordentligt.
Held i heldragt og handsker
Selvom arbejderbierne har godt styr på deres hjem, kræver det stadig lidt opmærksomhed fra avlerne. I Skolebigården i Brabrand begynder deltagerne at iklæde sig hvide dragter, der dækker godt om benene og med et slør om hovedet. Flere af deltagerne er endnu begyndere, der med hjælp fra Eigil Pedersen, og de mere erfarne avlere, guider dem igennem bistadernes kasser. I dag gælder det om at tjekke tavlerne for voks igennem og måske spotte en dronning. Tavlerne er fyldt med små celler, der enten gemmer på honning, æg eller pupper. Eigil Pedersen står med en begyndergruppe, der spændt kigger ned i den bikasse, de har fået tildelt. Der lyder en tung summen fra de næsten 60.000 bier, der gemmer sig mellem kassens tavler, og inden der bliver åbnet helt, hiver Eigil Pedersen en røgpuster frem. Røgen skal få bierne til at slappe mere af, så de ikke stikker. På trods af slør, handsker og net slår nogle af de kommende avlere ud med hænderne og vifter med de store handsker rundt om ørene. Suset af bierne kan stadig høres gennem nettet. Det lader ikke til, at bierne ænser Eigil Pedersen, der stille og roligt trækker tavler af bier op, så lugten af forårsgræsset og de nyudsprungne blomster blander sig med en tyk duft honning. Et par enkelte dryp af det tykke stads lander på jorden, mens honningbierne summer stille rundt.
I Danmark er der cirka seks milliarder honningbier rundt om i landet, og fordi de fleste lever i bistader, som hos Aarhus og Omegns Biavlerforening, så er bien det husdyr, der er flest af i Danmark. Der findes nemlig ikke flere vilde bestande af honningbier i naturen længere. En biparasit, kaldet varromiden, som suger blod ud af bierne, har over de seneste fire årtier langsomt spredt sig over hele landet og udryddet de vilde honningbier. Nu afhænger honningbiernes eksistens kun af biavlere som Eigil Pedersen, Svend Sejr og de andre, der endnu er begynder-biavlere.
Bierne skal blive
Bierne i baghaven hos Skolebigården er den heldige af slagsen. Haven er lavet ’bivenligt’, så der er masser af blomsterstøv og nektar, som de små lodne insekter kan leve af. Honningbierne rundt om i Danmark savner nemlig blomster. Eftersom vores samfund har ændret sig markant de seneste 50 år, så har dette også en betydning for de brummende blomsterelskere. Mennesket har ellers gjort brug af biavl de seneste årtusinder, men den manglende biodiversitet og skrumpende, vilde natur har gjort søgen efter nektar endnu sværere. Det er også noget af det, som Danmarks Biavlerforening gerne vil ændre. De arbejder for biernes vilkår og livsbetingelser. Det at Skolebigården har gjort nektar tilgængeligt for bierne kan have en stor betydning for de mange hundrede tusinder af bier i Brabrand. Bierne rundt om i Danmark flyver nemlig mellem 1-5 kilometer for at skaffe sin føde. Landbrugsmarkerne er ubrugelige for de stribede insekter, der ivrigt sværmer rundt efter en have. Gerne en vild og blomsterrig en af slagsen. Derfor opfordrer de forskellige organisationer med bierne i fokus også på, at haverne rundt om i landet, skal være mere bivenlige. Og ikke kun for deres skyld.
En bivenlig have kræver ofte minimal indsats. Lad græsset vokse, ukrudt stå. Hvis du har frugt eller bær i haven, vil biernes tilstedeværelse også smitte af på både størrelse, smag og holdbarhed. De bestøver nemlig blomsterne, der derved kan udvikle sig bedre. Et slags naturligt sprøjtemiddel.
I Skolebigårdens vilde baghave er mandagsmøderne en tradition. Nogle gange kun med nybegyndere, andre gange mødes de mere øvede og passer bierne og deler erfaringer. Men alle med bierne og honning i hænderne.
Gode råd ved bistik
1. Start med at fjerne brod (selve stikket) ved at skrabe det ud med en negl eller kniv.
2. Vask stikket med vand og sæbe.
3. Lindr smerten med noget koldt som isterninger.
Bistik er normalvis ikke farlige. Men det kan de være, hvis den stikkede er allergisk.
Hjælp bierne i din have
- Undlad at klippe græsset for ofte.
- Lad ukrudtet stå og nyd i stedet dine mælkebøtter og kløver.
- Skaf bivenlige blomster med højt indhold af pollen og nektar.
- Undgå sprøjtemidler.
- Efterlad gamle grene, visne planter i haven eller sten i en bunke.