Historien bag Aarhus Lystbådehavn

Det tog fem år at færdiggøre Aarhus Lystbådehavn, som i dag huser Nordens største træskibshavn. Følg med tilbage i tiden og få historien bag det maritime miljø på lystbådehavnen.

Tekst: Alexander Loft Birkmose

Stregerne blev sat
I 1924 foreslog to lokale sejlklubber, at man skulle anlægge en lystbådehavn ved den nordlige kyststrækning omkring det centrale Aarhus. Det blev til Aarhus Lystbådehavn, som nærmere bestemt blev placeret mellem Skovvejen og det nuværende Aarhus Ø.

Stor indvielse
Byggeriet af Aarhus Lystbådehavn gik i gang i 1928, men to kraftige storme forsinkede byggeriet, og lystbådehavnen stod derfor først færdig i 1933. Godt 10.0000 mennesker deltog i den store indvielse af lystbådehavnen med et prisskilt på knap 2 mio. kroner, hvilket i dag svarer til 76 mio. kroner.

Usædvanlig mindesten
Under indvielsen afslørede man samtidig en mindesten for den forhenværende borgmester Jakob Jensen, som havde været medlem af Havneudvalget under byggeriet af lystbådehavnen. Mindestenen var en smule udsædvanlig, fordi Jakob Jensen endnu var i live.

Masser af plads
Lystbådehavnen er begrænset mod havet af et 890 meter langt kystværn, og havnebassinet er 4 meter dybt. Mod syd er der et 54 meter langt bolværk med to beddinger, der er beregnet til lystbåde på op til 100 tons.

Hjemsted for mange
Aarhus Lystbådehavn er hjemsted for flere foreninger, heriblandt Aarhus Strandjægernes Motorbådsklub, Aarhus Sejlklub og Træskibsforeningen, hvor sidstnævnte er Nordens største træskibshavn.

DET’ FRA AARHUS, IK’Å!
Vi sætter fokus på ting, der har rod i byen. Denne gang fortæller vi om Aarhus Lystbådehavn, som blev indviet for over otte årtier siden.