Hos Krav Maga Global i Aarhus vil flere kvinder lære at slå, skrige og sparke i tilfælde af, at en overfaldsmand skulle dukke op fra en mørk gyde. Men det er ikke den form for overgreb, som kvinder er mest udsat for. De fleste overgreb sker af en, de kender.
Tekst: Caroline Rossmeisl
Foto: Stjernegaard Fotografi
”Giv mig din pung!”
De to mandlige instruktører står over for hinanden.
”Han truer mig her,” siger Christian Namrok henvendt til rækken af kvinder. De har alle øjnene rettet mod den opsatte kamp.
Instruktørerne hopper let fra side til side. Deres bare fødder laver mærker i den grå måtte.
”Vi kommunikerer. Jeg giver ham pungen, men ikke i hånden.”
Christian Namrok kaster pungen igennem luften. Den lander på måtten, og manden bukker sig efter den.
”BAM!” råber Christian Namrok og giver ham en albue i siden.
”Og så kan jeg komme væk,” forklarer han og retter sig op mod skaren af sine elever.
Det er onsdag aften. Flere kvinder i alle aldre er mødt op i det lille træningslokale til selvforsvarsundervisning på Krav Maga Global i Aarhus. Her tilbyder de selvforsvar med udelukkende kvindehold.
Hver mandag og onsdag står 54-årige Christian Namrok og lærer kvinderne, hvordan de skal råbe, slå, sparke og i nødstilfælde bide sig ud af et overgreb.
Han fortæller, at han gennem de seneste år har oplevet en stigning i antallet af kvinder, der gerne vil lære selvforsvar.
”Jeg tror, at kvinderne vil tage sagen i egen hånd. De har fået øjnene op for at lære selvforsvar,” siger Christian Namrok.
Kom væk
Krav Maga er ikke en kampsport som Judo og Karate. Det er et selvforsvarssystem. I Krav Maga handler det udelukkende om at komme væk, fortæller Christian Namrok.
”Man skal gøre det, der er nødvendigt. Man skal simpelthen påføre angriberen noget smerte, så man kan få et åbningsvindue,” siger han og iagttager elevernes teknik.
En lyshåret pige stopper pludselig op. Hun holder sine hænder stille i luften med et forvirret udtryk i ansigtet.
”Hvis du ikke kan huske teknikken, så gør noget andet. Du må ikke gå i stå,” siger Christian Namrok til hende.
Pigen nikker og kommer fri af grebet.
”På gaden har du måske ikke flere chancer til at komme fri end den ene. Derfor er det ikke vigtigt, hvad du gør, bare du gør noget,” fortæller Christian Namrok.
Der er ingen regler i Krav Maga. Alt er tilladt. Selv beskidte tricks som at bide eller prikke modstanderen i øjnene. ”Det hjælper ikke at slå i maven, hvis du er oppe imod en mand, der vejer 120 kilo. Så er det bedre at gå efter skridtet, hvor mænd er sårbare,” siger Christian Namrok.
Mest utryg om aftenen på gaden
”Spark igen!”
30-årige Gitte Trang sparker bagud. Den opsatte fletning har efterhånden givet op, og det løse hår flagrer om ørerne på hende. Der lyder et dunk, da hun rammer puden.
”Husk at se, hvor du sparker hen,” siger Christian Namrok.
Hun anstrenger sig og ser med et lille smil bagud. Så sparker hun igen. Hårdere. Puden dirrer i modstanderens hænder.
Gitte Trang er en af deltagerne på kvindeholdet på Krav Maga Global. Hun føler sig mere tryg på gaden, efter at hun er begyndt til selvforsvar og har fået nogle teknikker, som hun kan bruge.
”Når jeg skal hjem med bussen om aftenen, eller hvis der går en mand bag mig, føler jeg mig mere tryg. Jeg har en ide om, hvad jeg kan gøre for at forsvare mig,” siger Gitte Trang.
Men faktisk er risikoen for at blive overfaldet som kvinde på gaden lavere, end de fleste tror.
Der er større risiko for, at en kvinde bliver overfaldet i hjemmet af en, hun kender, end af overfaldsmanden, der springer frem fra en mørk gyde.
Chris Poole, som er konsulent i voldsforebyggelse fortæller, at omkring 80 procent af alle overfald mod kvinder generelt sker i det private og af en person, de kender.
Hun mener derfor, at man burde tilføje det fokus i selvforsvarsundervisningen.
”Traditionel selvforsvarsundervisning kan lære kvinderne nogle teknikker, som fungerer i det offentlige rum. Men det er kun effektivt i omkring 20 procent af de situationer, som de kan komme ud for. Hvad så med de andre?” spørger hun retorisk.
Gå den anden vej, sig fra eller løb
Selvforsvarsteknikker er derfor ikke altid nok for at kunne beskytte sig som kvinde, ifølge Chris Poole.
”De fleste former for selvforsvar og kampsport er udviklet for mænd, af mænd. De handler derfor om de former for vold, som mænd bliver udsat for,” siger hun.
Karakteren af den vold, som kvinder mest udsættes for, er helt modsat for mænd.
For mænd sker vold hyppigst i det offentlige rum mellem fremmede mennesker. Det er lige omvendt for kvinder.
Chris Poole mener derfor ikke, at kvinderne altid er godt nok forberedte, hvis volden bliver forårsaget af en, de kender.
Hun har set et eksempel på en kvinde, der havde det sorte bælte i karate, men som alligevel blev handlingslammet, da hun endte i en voldsituation med sin kæreste. Hun kunne ikke få sig til at slå ham, og så endte det med, at han slog hende i gulvet.
”Hvis man har trænet, at det er en ukendt mand, der laver overgrebet, så kan man være uforberedt, når det er en, man kender. For man har ikke lært, at situationer med dem også kan udvikle sig i en farlig retning,” siger hun.
Men kvinder kan lære at gøre brug af optakten til volden. For der er en lang optakt i de fleste tilfælde af vold mod kvinder.
”I optakten har de mulighed for at sige nej, mulighed for at gå den anden vej eller løbe væk for at skabe afstand. Så behøver de i de fleste tilfælde slet ikke at slås,” siger Chis Poole.
Små kampe i hverdagen
En tung lugt af sved er begyndt at hænge i det lille træningslokale.
Gitte Trang har lukket sine øjne. Det er hendes tur til at stå med ryggen til sine modstandere. Tre mod en. Hendes hænder hænger slapt ned langs siden. Da nedtællingen begynder, knytter hun dem en smule.
”BIP.”
Modstanderen angriber med en pude. Gitte Trang hamrer med sine handsker mod den. Sveden hagler af hende, og hun bliver rød i hovedet.
”3 sekunder, 2, 1,” tæller Christian Namrok ned.
”BIP.”
”Gi’ den power!” råber han.
Christian Namrok fortæller, at stressøvelserne er vigtige i selvforsvarstræningen.
”Ofte fryser man i en farlig situation. I øvelserne forsøger vi at træne det væk, så kvinderne handler i stedet for at fryse. Det er bedre at gøre noget, end slet ikke,” forklarer han.
Chris Poole mener også, at det er godt at lære kvinderne forsvarsteknikker. Men de bliver også nødt til at træne deres mod og selvtillid. Så kvinderne kan handle, inden situationen bliver farlig.
Det skal de også træne i hverdagen langt fra træningslokalet.
”Det er de små hverdagssituationer som for eksempel at forsvare sin mening på arbejdet og tænke: `Det, jeg mener, er ligeså meget værd`. Det er det, som er med til at opbygge selvfølelsen og modet,” siger Chris Poole.
Hun mener, at hvis man opbygger et mod og en selvtillid, vil det gavne i en presset situation.
”Hvis du ikke kan sige nej til en ved firmafesten, som begynder at rage lidt for meget. Hvis du ikke føler ret til at sige fra, så er det ikke så sandsynligt, at du vil være i stand til at bruge slag og spark i en presset situation. Hverken på gaden eller derhjemme,” siger Chris Poole.
Selvtillid af selvforsvar
Flere af kvinderne på holdet får mere ud af undervisningen end bare teknikker. Christian Namrok hører fra flere af sine elever, at de har fået mere selvtillid.
”Vi skubber deres grænser. Der er mange af kvinderne, der pludselig finder ud af, at de godt kan forsvare sig,”siger Christian Namrok.
Det er Chris Poole enig i. Selvom man kun får øvet kampteknikker, kan det alligevel have en positiv effekt.
”For nogle kvinder kan det at lære spark og slag give en følelse af kontrol. Og det kan de overføre til andre situationer i deres liv,” siger hun.
For Gitte Trang har selvforsvar betydet, at hun føler sig mere sikker i sin hverdag.
”Jeg er gået fra at være i tvivl og tænke: `Hvad kan jeg gøre` til at tro lidt mere på, at det kan og skal jeg nok finde ud af,” siger hun.
Hun tørrer et par sveddråber væk fra panden, sætter sin tandbeskytter i og vender blikket tilbage mod sin modstander.
Om Krav Maga Global
- I Krav Maga Global i Aarhus udbydes der undervisning med hold bestående af udelukkende mænd, udelukkende kvinder, mixede hold og børnehold.
- I undervisningen trænes forsvar mod forskellige angreb som kvælning, spark, slag og forsvar mod våben herunder af kniv.
- Krav Maga Global blev grundlagt i 2010 og har siden været i spidsen for Krav Magas udvikling.
- Krav Maga Global har i Danmark, udover i Aarhus, skoler i København, Valby, Odense, Kolding og Svendborg.
- Krav Maga Global er tilstede i 65 lande verden over.
Kilde: KravMagaGlobalAarhus