28-årige Valentina Matta flyttede i 2017 fra Italien til Aarhus for at begrave sig i bronzealderens metalhandel. Da hun i sin tid ansøgte om en ph.d.-stipendiat på Aarhus Universitet, kendte hun knap til Aarhus’ eksistens. I dag er den aarhusianske kultur godt indgraveret i hende, og kun manglen på solstråler, familie og ægte italiensk espresso får hende til at drømme sig tilbage til Sardinien.
Tekst: Cecilie Høgh & Alexander Loft
Foto: Alexander Loft
Hvorfor valgte du at flytte til Aarhus?
Det var faktisk helt tilfældigt, at jeg havnede i Aarhus. Jeg drømte om at studere en ph.d. i arkæologi i Nordeuropa, og så endte jeg med at blive optaget i Aarhus. Jeg anede ingenting om byen før da. Jeg havde kun hørt ganske lidt om Den Lille Havfrue i København, før jeg tog til Danmark. Nu har jeg udforsket Aarhus i næsten to år.
Hvad var dit første indtryk af Aarhus?
Mit første indtryk af Aarhus bar præg af dynamik. Jeg kommer oprindeligt fra en mindre by, så for mig var Aarhus en stor by, og det kunne jeg godt lide. Aarhus har mange arrangementer for internationale, men det var også svært for mig i starten. Danskerne er svære at komme i snak med, da de er lidt mindre ekstroverte og åbne end det sydeuropæiske folkefærd.
Hvordan møder du nye mennesker i Aarhus?
Jeg fået en del venner gennem mit arbejde her i afdelingen på Moesgaard. Selvom danskerne er kan være svære at komme ind på livet af, oplevede jeg, at når man først har fået danske venner, så er de meget inkluderende og forsøger at få dig til at føle dig hjemme. Danskere forstår virkelig at have en gruppe af venner med sammenhold som en familie, og det kan jeg virkelig godt lide ved danskerne.
Hvad er dit yndlingssted i byen?
Jeg elsker Botanisk Have. Det er et smukt stedt. Jeg kan virkelig godt lide naturen her i Aarhus, og mit indtryk er, at aarhusianerne passer på naturen og bruger den meget. Før jeg kom til Aarhus, kunne jeg ikke forestille mig at gå en tur i skoven, hvis det var koldt eller regnfuldt, men nu er det nærmest en nødvendighed for mig at gøre hver dag efter frokost.
Hvad var den største overraskelse ved at flytte til byen?
I sydeuropæisk perspektiv bliver Skandinavien generelt beskrevet som et sted, hvor alt er perfekt. Et sted, hvor folk er superglade. Det kan sagtens være, at det er rigtigt langt hen af vejen, men da jeg ankom, overraskede det mig, at det var så svært at komme ind på livet af danskerne. Jeg skulle lære en hel ny måde at interagere med folk på her.
Hvordan er uddannelsessystemet i Danmark i forhold til Italien? Uddannelsessystemet er fuldstændig anderledes. I Italien er det mest udbredt, at undervisningen foregår via forelæsninger. I Danmark oplever jeg, at forelæsninger er vigtige, men at feedback og diskussion er mindst ligeså vigtigt. I Danmark er det ikke kun underviseren, som har ret. Jeg kan godt lide, at du har lov til at tage stilling og have en holdning i det danske uddannelsessystem. I Italien vil du aldrig sætte spørgsmålstegn ved det, underviseren siger.
Hvad kan danskere og italienere lære af hinanden?
Italienerne kan af danskerne lære at være mere tålmodige og ydmyge. Italienere kan godt være meget skråsikre på, at det de siger er rigtigt, mens danskerne i højere grad tænker tingene igennem, før de udtaler sig. Omvendt kan danskerne lære af italienerne at være mere passionerede og begejstrede. Selvom en dansker elsker et eller andet, oplever jeg, at de udtrykker det meget moderat. Jeg kunne godt tænke mig, at danskerne viste deres begejstring med noget mere entusiasme.
Hvad savner du mest ved dit hjemland?
Jeg savner helt klart mest solen. Generelt er vejret er noget af det, som påvirker mit savn mest. Jeg synes egentligt ikke, at det er den kolde vinter i Danmark, der er det værste, men derimod det grå og skyede vejr. Det kan indimellem få mig til at drømme mig tilbage til Sardinien. Og så savner jeg en ægte italiensk espresso! Selvom danskerne gør et godt forsøg på en espresso, så bliver det bare aldrig det samme som den, vi laver i Italien.
Nationalitet: Italien
Alder: 28 år
Studerer en ph.d. i arkæologi ved Aarhus Universitet.
Bor i Marseliskvarteret i Aarhus.
Hver sjette aarhusianer har udenlandsk herkomst. Vi møder nogle af dem for at byde velkommen til byen. Oplev Aarhus set gennem deres øjne og få et autentisk indblik i både kontraster og ligheder.