Nogle unge går til fester, bruger timevis på sociale medier og bingewatcher Netflix i de sene aftenstunder. Andre bruger fritiden på at sidde på en musikskole og øve sig time efter time på et instrument. Finalen i talentkonkurrencen ’Unge spiller klassisk’ afholdes hvert år i Musikhuset Aarhus, og vi sad med på sidelinjen, da konkurrencen havde 20 års jubilæum, for at blive klogere på, hvad der får dedikerede unge klassiske musikere til at vælge fordybelsen i musikken.
Tekst: Vera Løvø Giver
Foto: Ivan Pral
”Næste deltager er Rasmus Sørensen på klaver,” siger konferencieren fra scenen i Musikhuset Aarhus’ lille sal. Der er 20 deltagere på programmet i finalen af talentkonkurrencen ’Unge spiller klassisk’, og at dømme ud fra de halvt fyldte publikumssæder, rummer rækkerne næppe mange flere mennesker end deltagernes forældre, måske et par bedsteforældre og musiklærere. Men Rasmus Sørensen gør en værdig entré. Han valser ind over gulvet iklædt jakkesæt til en let klapsalve, bukker, træder om bag det flere meter lange flygel, giver jakken et hurtigt puf og sætter sig med hænderne hvilende på låret. Han lukker øjnene. Salen tystner. Det eneste, der høres, er hans dybe åndedrag, der i udåndingen forlænger sig ud i armen, som lettere elegant, for at lande på flyglets elfenbenstangenter. For at slå første tone an.
Forberedelsen
Rasmus Sørensen på 20 år skal til at fremføre sine værker for juryen. Roen oser ud af ham, og netop den har han også arbejdet meget for.
Jeg tæller toner i hovedet, nynner melodistykker og tænker over, hvor i stykket jeg skal være særlig opmærksom. Rasmus Sørensen, deltager i ’Unge spiller klassisk’
”Jeg forbereder mig meget mentalt, når jeg skal optræde foran en masse mennesker og dommere. Mere end jeg faktisk spiller. Jeg tæller toner i hovedet, nynner melodistykker og tænker over, hvor i stykket jeg skal være særlig opmærksom,” fortæller Rasmus Sørensen og kigger ud på solen, der falder på Officerspladsen ude foran Aarhus Musikskole to dage før konkurrencedagen.
Når han øver til dagligt, kan han ellers sagtens komme op på seks eller syv timer.
Rasmus Sørensen har spillet klaver i syv år. Efter at have stået på venteliste i nogle år på Skanderborg Kulturskole, havde han egentlig mistet den oprindelige nysgerrighed, men hans forældre fik ham overtalt til at tage til timen.
”Med det samme kunne jeg bare mærke, at der var en fordybelse, der sagde mig noget,” fortæller Ramus Sørensen.
I dag er han tredje-årsstuderende på det treårige musikalske grundkursus MGK, som forbereder talentfulde musikere til at søge ind på Musikkonservatoriet, hvor han søger ind i år. Hans drøm er at leve af at spille. Men det er ikke alt i hans liv, der drejer sig om musikken. Han har blandt andet dyrket håndbold på højt plan, og hans kæreste spiller slet ikke musik, men går på højskole i Vestjylland. Og på det første år af MGK gik han endda også i 3.g på Skanderborg Gymnasium. Et år, der satte prioriteringsevnen på prøve.
”Der var en del sociale ting, jeg blev nødt til at prioritere fra. Jeg havde hele tiden i baghovedet, at jeg skulle huske at træde et skridt tilbage og overveje, hvorfor jeg var, hvor jeg var, frem for bare at tage med mine venner til fest eller på kanotur, eller hvad vi nu kunne finde på,” fortæller Rasmus Sørensen.
Det er ok at nørde
Christian Kraglund, der er koordinator for den klassiske linje på MGK, har gennem tiden haft mange samtaler med kursisterne om de problematikker, man nu og da støder på som ung musiker. Og der er travlheden i hverdagen ofte en af dem.
Det er blevet langt mere socialt accepteret, end det var engang, at være rigtig god til at spille et instrument. Christian Kraglund, koordinator for den klassiske linje på MGK
”De unge, vi møder, har jo allerede dedikeret sig meget til klassisk musik. Men det er jo ikke sikkert, at alle vil være professionelle musikere. Og så skal de jo prioritere musikken ud fra det,” siger Christian Kraglund.
Men for ham at se, indeholder den klassiske musik nogle kvaliteter, der i den grad er attraktive for unge i dag. Også selvom festerne, caféturene og Instagram kalder.
”På den ene side er det ikke ret godt i trit med vores samfundsudvikling generelt. Men omvendt ser jeg mange unge, som søger noget fordybelse. Ikke kun i klassisk musik. Og så er det blevet langt mere socialt accepteret blandt unge, end det var engang, at nørde med noget og være rigtig god til at spille et instrument,” siger han.
Fordybelse
Klokken er 19:59, og Rasmus Sørensen sidder endnu en aften på Aarhus Musikskole. Det er så småt ved at blive mørkt udenfor, og lydene fra huset er ved at aftage. Han er på femte øvetime. Han har spillet de samme syv takter i ring og i ring, og fingrene makker ikke ret. Men pludselig vælter det ind over ham. En følelse af berigelse.
”Det at være i en proces har altid tiltalt mig. Og når det en gang imellem kommer til syne, bliver det meget meningsfuldt for mig,” fortæller Rasmus Sørensen.
Det handler om at mærke, at man vokser. At man er i stand til at lære noget, der er svært. Og så er processen aldrig den samme fra gang til gang.
”Det kan sagtens være svært og træls, og jeg kan godt få lyst til bare at gå fra det hele og lave noget andet. Men så prøver jeg at acceptere det og være i den følelse, uden at dømme mig selv. For det er en del af processen, at det går op og ned,” fortæller Rasmus Sørensen.
At være i stand til ikke at dømme sig selv kan til gengæld i konkurrencesituationer som ’Unge spiller klassisk’ være en prøvelse. For det er den allerstørste påvirkningsfaktor, at der er dommere tilstede.
”Men hvis man skal spille sit bedste, tror jeg ikke man skal tænke på det. For når jeg dømmer mig selv, kan det godt stå i vejen for, at jeg kommer til at spille så godt, som jeg kan. For så er jeg ikke til stede,” siger Rasmus Sørensen.
Snakken summer i Musikhuset Aarhus’ foyer. Deltagere tripper rundt med familiemedlemmer og drikker kaffe, mens juryen voterer. Men der går ikke mange minutter, før pauseklokken ringer, og den mindre folkemængde tripper ind i salen. Konferencieren går i gang med at kalde de deltagere op på scenen, der har udmærket sig til en af konkurrencens mange præmier. Snakken ulmer, og spændingen sitrer. Og da den allersidste præmie, konkurrencens store talentpris skal uddeles, lyder ordene oppe fra scenen: ”Et stort tillykke til Rasmus Sørensen!”
Victor Kjær Eskildsen, 20 år, har spillet klassik guitar i to år
Jeg oplever et dybt univers i den klassiske musik, som jeg ikke har mødt andre steder. Heller ikke i rytmisk musik, som jeg spillede i flere år, før jeg begyndte at spille klassisk.
Jeg kan ikke vælge at sidde på café til ud på aftenen på en almindelig mandag, som de andre på gymnasiet kan finde på. Der er nogle sociale ting, jeg bliver nødt til at fravælge. Men så er der til gengæld nogle andre fællesskaber i musikken.
Det bedste ved at spille klassisk musik for mig er udfordringen i det. At sidde med nogle ting, der virker uoverkommelige, og så nørde i dybden med det, indtil det lykkes.
Jeg ved ikke, om jeg vil leve af at spille musik. Jeg vil kun spille klassisk musik, hvis jeg kan gå hele vejen. Og hvis ikke det skal være musik, så er jeg nok bare en typisk 3. g’er, der ikke aner, hvad han vil.
Amalie Ravnsbæk, 20 år, har spillet accordeon i 14 år
Jeg øver mellem seks og ti timer om ugen. Og så har jeg jo meget musikundervisning ved siden af. Så der går rigtig meget tid med det. Der er næsten 200 knapper på en accordeon, så det tager også meget tid at lære ordentligt.
Det bedste ved at spille accordeon er, at du nærmest har et helt orkester for dig selv. Når du spiller violin, så har du brug for en akkompagnatør. Men på akkordeon kan du selv spille alle de stemmer, du har lyst til.
Det giver noget helt specielt at have musikken sammen som venner. For man deler jo virkelig en interesse sammen. Det kan godt være ensomt at spille klassisk musik, fordi man øver meget selv, men man kan jo sagtens lave et ensemble.
Jeg drømmer om at starte på konservatoriet et sted i udlandet. Der sker ikke så meget for folk, der spiller accordeon i Danmark. Så det bliver nok i Frankrig eller Italien. Eller måske Finland.
Astrid Forsberg Thysk, 16 år, har spillet violin i 12 år
Jeg startede til violin, fordi min søster spillede. Min far spillede klaver i sin barndom, og lærte at spille violin sammen med min søster og jeg, for at kunne hjælpe os med øvning. Jeg har altid fået en fantastisk støtte fra mine forældre.
Jeg har stiftet nogle meget nære bekendtskaber omkring musikken. Det har motiveret mig til at fortsætte, og nogle gange givet noget konkurrence, der har skubbet mig på en god måde.
At spille violin har altid været en stor del af mit liv. Det er fantastisk, når man øver et musikstykke i lang tid, at man på et tidspunkt kan høre, at det begynder at lyde rigtig godt. Det virker som en effektiv drivkraft, at jeg kan mærke, at jeg udvikler mig.
Lige nu fokuserer jeg på, hvor god jeg kan blive, frem for at tænke for meget over fremtiden. Jeg nyder at spille violin og at udvikle mig.