Dødsmetal er et yndet mål for udenforståendes kritik. Men for to fans af genren handler stilarten om musikalsk entusiasme, kærlighed og fællesskab.
Af Brian Mogensen
For mange er dødsmetal en frygtelig gang larm, og fans af genren døjer dog også med en masse fordomme. Musikkens tunge udtryk og teksternes, til tider, makabre billedsprog har gjort dødsmetal til et yndet mål for de udenforståendes kritik. Dødshovederne afskrives som satanister, der brænder kirker ned og ofrer jomfruer ved månelys. En flok særlinge med langt hår og sort tøj, der benytter sig af teaterblod og kropsmaling for at se så makabre ud til koncerterne som muligt.
Da genren i slutningen af 1990erne virkelig begyndte at få momentum, var der måske heller ikke så langt mellem fakta og fiktion, og mange af de forskellige bands har gennem tiden, nydt da også godt af, at lade historierne leve videre og at have ry for at være nogle ’helvedes karle’. En af genrens store ophavsmænd, Ozzy Osbourne, har haft en stor indflydelse på den måde, som dødsmetallen opfattes i dag.
Genrens fans er kede af, at de uindviede stadig roder rundt med netop denne slags misforståelser. For det er længe siden, at Ozzy bed hovedet af en flagermus, og dødsmetal handler i højere grad om det miljø, der eksisterer omkring musikken. Et miljø med musikentusiaster, der måske ikke lige passer ind i mainstreammijøet, men som elsker sine kammerater i musikken, og som aldrig kunne finde på at gøre nogen fortræd ifølge metalfan Dea Lillelund.
”Jeg har aldrig oplevet en situation, hvor jeg får så mange krammere, som når jeg er til en koncert med dødsmetal. Alle har det på samme måde. Det er kærlighed. Når jeg står til en koncert, så lader jeg mig fylde af kærlighed. Men det er også en kultur, der er tvunget til at holde lidt sammen,” forklarer Dea Lillelund.
Sammen med blandt andre Rasmus Tychsen er hun en del af det fasttømrede miljø, der lever i dødsmetallens verden herhjemme. En verden, som mange forestiller sig som værende fyldt med sorte lys og ondt i sjælen, men som efter Rasmus Tychsens mening ikke skiller sig ud fra livet hos fans af en hvilken som helst anden genre.
Jeg har aldrig oplevet en situation, hvor jeg får så mange krammere, som når jeg er til en koncert med dødsmetal.Dea Lillelund
Fredelige folk
”Folk opfatter os som en flok helvedes karle, der ikke laver andet end at slås og tage stoffer. Tatoveringer over det hele og alt det der. Sådan er det jo slet ikke. Jeg har aldrig set en slåskamp på Copenhell for eksempel”, siger Rasmus Tychsen.
Til daglig er han selvstændig ingeniør og har arbejdet for mange større danske virksomheder. Dea Lillelund er Information Security Manager. Begge har endagligdag som alle andres. Den slidte band-T-shirt er skiftet ud med skjorte og jakkesæt, og selvom det måske ikke er det første, der bringes på banen, er det ikke fordi, at dødsmetal er noget, man holder skjult eller skammer sig over. For ligesom alle andre, der har noget, de holder af, vil Rasmus Tychsen gerne dele ud af sin glæde ved dødsmetal.
”Jeg har altid lyttet til det, fordi jeg synes musikken er fed. Og så er det også meget fedt med en band-T-shirt. Jeg vil også gerne prøve at få overtalt andre til at prøve det. Hvis man nu kunne få nogen til at kunne lide det også. Det kunne være fedt,” fortæller Rasmus Tychsen.
Familie og fans
Netop denne tilgang til musikken er ifølge ham og Dea Lillelund gennemgående for rigtig mange og en af de vigtigste årsager til, at genrens fans snakker om kærlighed og krammere. For er man dødsmetalfan, har man familie over hele verden.
”Jeg kan iklæde mig en T-shirt fra et specifikt band, et par sorte cowboybukser og nogle støvler, og så kan jeg få venner over hele verden. Sådan fungerer miljøet. Du kan gå lige hen til folk, og så har du en masse nye venner,” fortæller Dea Lillelund.
”Jeg plejer at prædike for de uindviede, at det er nogle af de flinkeste folk i verden. De gør ikke noget ved nogen. Og så er man kommet af med sine aggressioner ved at moshe eller synge med til teksterne, og så er det det. Der er altid en fed stemning, når vi bagefter går ud og drikker en masse øl,” tilføjer Rasmus Tychsen.
Jeg plejer at prædike for de uindviede, at det er nogle af de flinkeste folk i verden.Rasmus Tychsen
Når alderen trykker
Fornemmelsen af fællesskab findes i mange forskellige musikgenrer, men for dødsmetalfansene har det til tider været mere end blot en fælles interesse. Mange unge har problemer med at finde deres plads i verden, og for nogle har kombinationen af det tunge udtryk, den meget komplicerede og krævende musik, samt et makabert og til tider meget svulmende billedsprog, der bruges i sangenes tekster, været det, de har ledt efter.
”Der var en gang, hvor mange af de fans gik noget mere op i det. Det er måske også lidt forståeligt, for der er mange af de her store gutter, som måske har givet den lidt for megen gas nede i træningscenteret, og som kan virke skræmmende med langt hår og lædertøj. De er bare også blevet noget ældre og noget blødere, og en stor del af dem har måttet overgive sig til deres vigende hårgrænse. Så har de måttet lade det lange hår falde,” forklarer Dea Lillelund.
På trods af at fællesskabet har givet køb på nogle af traditionerne, og eksklusiviteten har veget for mainstreamen, holder dødsmetalfans stadig fast i den visuelle og retoriske verden, der er én af årsagerne til genrens ry. Det er sort i sort, til der kommer noget, der er mørkere, og skal det være frækt, så er kors og pentagrammer altid et hit. Kombineret med tekster, der i høj grad leder tankerne hen på satanisme, kan man også tage det lidt for seriøst. Som når bandet Belphegor udgiver et nummer med titlen der hedder Bondage Goat Zombie. Det har dog stadig
sin berettigelse.
”Det giver lidt ekstra til oplevelsen, men for langt de fleste, så er det bare gøgl. Medmindre man er virkelig hardcore,” forklarer Rasmus Tychsen.Det er dog også en krævende flok, der færdes i denne verden af sorte gevand-ter og svulmende tekster.
”Det kræver jo en del at spille musik i den hastighed, og der er typisk en masse blandt publikum, der også selv spiller. Så der er ret høje krav til de bands, der spiller. Folk står og dømmer dem på scenen. ’Der missede han lige et bånd.’ Det er benhårdt, men det gør så også, at bandsene virkelig skal tage sig sammen, hvis de ikke vil have at vide, at de gav en dårlig koncert,” siger Dea Lillelund.
Få dig en oplevelse
For de inkarnerede dødshoveder hand-ler musikken altså om kærlighed og fælleskab. Det kan for de uindviede synes langt fra de fordomme, der huserer om den verden, de lever i.
”Hvis man ikke synes, at musikken er fed, kan den være meget svær at lytte til. Men hvis du er nysgerrig, så tag ind og se en koncert. Hvis man er lidt eventyrlysten, får man en oplevelse. Særligt hvis du tør række ud til dem, der står i deres band-T-shirts. De er flinke mennesker, og hvis du vil, har du nogle nye venner for en aften,” fastslår Dea Lillelund.