De fleste af os står kun ansigt til ansigt med en af Danmarks 45 professionelle hospitalsklovne, når sygdommen rammer familiens mindste. Men hvad er det egentlig, den farverige figur er til for? Og hvad foregår der, når hospitalsklovnen er på job? Mød hospitalsklovnen Veranda, der får smilet frem hos børnene på Aarhus Universitetshospital i Skejby.
Tekst: Louise Højmark
Foto: Pernille Thorup Nørbo
Klap, klap, klap, klap, lyder det, da et par fødder sætter fra på gulvet, og den grå Volkswagen-børnebil drøner gennem legerummet. Forbi det røde miniaturekøkken. Forbi den røde miniaturestol. Forbi den gule og røde legebil.
Men som man måske ellers skulle tro, er det ikke et barn, der flyver forbi legetøjet blandt de råhvide vægge på børneafsnittets isolationsafdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby. Det er en voksen kvinde. I blomstret skjorte, gule bukser og lilla sko. Med en rød næse og en stor, lilla blomst i de brune krøller. Det er hospitalsklovnen Veranda.
Hun er dog ikke alene. På en lille Ferrari sidder nemlig tre-årige Benjamin. Men ikke særlig længe. Det røde miniaturekøkken er nemlig også vældig interessant at være i nærheden af, især når man kan skabe et is-tårn ud af plastik-mad.
”Kan vi lave grøn is?” spørger Benjamin – og selvfølgelig kan de det. Alt kan nemlig lade sig gøre i Verandas selskab.
Alt sker ud fra nu
Veranda er én ud af de 45 professionelt uddannede hospitalsklovne, som er tilknyttet Danske Hospitalsklovne. Foreningen har eksisteret siden 2003 og har til formål at skabe glæde blandt de omtrent 75.000 børn, der hvert år indlægges på landets hospitalsbørneafdelinger.
For mig giver det enormt meget mening, at jeg kunstnerisk kan gøre noget, der betyder noget for andre. At jeg kan gøre en forskel, selvom det lyder kliché-agtigt.Karina Krægpøth Sørensen, hospitalsklovnen Veranda
”Mit vigtigste job er at være nærværende sammen med børnene. For gennem det nærvær sker der så mange andre ting. Her opstår humoren, venskabet, fantasien. Jeg kan ikke lægge en plan hjemmefra og tænke: I dag skal jeg lave noget med balloner. Alt sker ud fra nu,” siger hospitalsklovnen Veranda – eller Karina Krægpøth Sørensen, som hun hedder, når den røde næse og det farvestrålende tøj er lagt i den lyserøde rullekuffert, som er hendes faste følgesvend på jobbet.
Siden 2014, hvor hun blev uddannet hospitalsklovn, har Karina Krægpøth Sørensen haft sin gang på blandt andet Aarhus Universitetshospital i Skejby. Farverne på tøjet skifter, men den røde næse er altid på plads. Med den på træder hun nemlig ind i børnenes verden.
”For mig giver det enormt meget mening, at jeg kunstnerisk kan gøre noget, der betyder noget for andre. At jeg kan gøre en forskel, selvom det lyder kliché-agtigt. Men det, at jeg er der, gør måske, at nogen kan klare et kemokur-forløb. Det er en kæmpe drivkraft. Det at være på scenen behøver ikke kun være underholdning. Det kan også have en dybere kerne,” fortæller hun.
Den pointe kan netop være en af udfordringerne ved at være hospitalsklovn: Ofte møder Karina Krægpøth Sørensen nemlig forventningen om, at hun udelukkende skal være dagens underholdning.
”Der er klovnen – sig noget sjovt,” imiterer hun og uddyber:
”Selvfølgelig er jeg til for glæde og for latter, men jeg er også meget mere end det. Jeg er en ven og en sammensvoren, hvis opgave det er at give barnet en pause fra sygehusverdenen. Og det kan godt ske gennem fis og ballade, men nogle gange er det vigtigere, at jeg kan holde i hånd eller stille alle de spørgsmål, barnet ikke selv kan sætte ord på.”
At rumme kontrasterne
Alt det, Veranda og hospitalsklovnsmakkeren Prinsesse Plaster – eller Marta Carbayo, som hun oprindeligt hedder – gør, sker da også på børnenes præmisser. Ét sted nøjes de med at vinke til en lille pige, et andet sted leger de med hånddukker på en stue, og midt ude på gangen bliver Veranda pludselig væk og må sammen med Prinsesse Plaster lede efter sig selv. En del af arbejdet som hospitalsklovn er netop at fornemme, hvad de enkelte børn har brug for: Er det et hej, en sang, fjolleri eller bare tilstedeværelse?
Selvfølgelig kan det påvirke mig, for eksempel når jeg ved, at et barn skal dø, men det øjeblik jeg har med ham eller hende, hvor vi griner og er venner – det er den stemning, jeg går derfra med.Karina Krægpøth Sørensen, hospitalsklovnen Veranda
”Man kan gå fra noget, der er helt vildt meget gang i, til et rum med et barn, der måske er døende. Det er meget kontrastfyldt, og det skal man kunne rumme,” siger Karina Krægpøth Sørensen.
Og jo – selvfølgelig er det hårdt at bruge sin dag sammen med ofte meget syge børn, uddyber hun.
”Det ville være naivt at sige nej. Selvfølgelig har jeg mine følelser med og bliver påvirket, men på en måde er det, at jeg har kostume og næse på også en form for beskyttelse. Og når jeg så har fri, så pakker jeg Verandas tøj ned i kufferten og lader oplevelserne blive der. Det er en mental måde at rense mig selv på,” fortæller hun og fortsætter:
”Når jeg er sammen med børnene, møder jeg dem som børn og ikke patienter. For når jeg kommer ind med en rød næse på, sker der noget andet i rummet. Og det giver mig så meget positivt, at det opvejer det hårde. Jeg får energi af at være sammen med børnene, jeg bliver glad og opfyldt, så jeg går ikke tungsindig fra arbejde. Selvfølgelig kan det påvirke mig, for eksempel når jeg ved, at et barn skal dø, men det øjeblik jeg har med ham eller hende, hvor vi griner og er venner – det er den stemning, jeg går derfra med.”
Vildt kiksede klovne
At være hospitalsklovn for syge børn har dog ikke altid stået som et drømmejob for Karina Krægpøth Sørensen. Hun er oprindeligt uddannet folkeskolelærer, har en diplomuddannelse i drama og dramapædagogik og arbejdede i flere år som teaterlærer på Femmøller Efterskole på Mols.
”Jeg mødte nogle hospitalsklovne gennem forskellige workshops, og jeg havde alle mulige fordomme om, at det var sådan nogen, der rendte rundt i store sko og var vildt kiksede, og at deres arbejde slet ikke var så kunstnerisk som mit,” fortæller Karina Krægpøth Sørensen.
”Men så fik jeg mulighed for at komme med én af dem på arbejde – og så var det bare en helt vildt spændende og fascinerende verden. Jo flere klovne jeg mødte, jo mere så jeg jo, at det var professionelle, uddannede og dygtige folk.”
I dag er Karina Krægpøth Sørensen ikke i tvivl om, hvad der er det allerfineste ved det job, hun ikke tøver med at kalde verdens bedste.
”Alle de børn, som bliver mine venner – måske bare for en halv time, en dag eller nogle uger – det er fantastisk. Jeg glæder mig altid til at komme på arbejde, og jeg går altid hjem med et smil på læben,” siger hun. 
En klovn for alle
Det er dog ikke kun børnene, der kan have brug for et møde med den rødnæsede figur. Også lille Benjamins forældre vil gerne tale med Veranda og Prinsesse Plaster om Benjamins angst for blodprøver, og hvad de håber, at hospitalsklovnene kan hjælpe med næste gang, det er tid til et stik.
Og selvom både Veranda og Prinsesse Plaster stadig er iført de barnlige klæder, er tonen i lokalet nu pludselig anderledes. Mere voksen. Mere seriøs.
”Hospitalsklovne er til for både børn, forældre og personale,” fastslår Karina Krægpøth Sørensen.
”Mange forældre vil gerne tale med os, og her skal vi ikke lave noget gakket, men bare være der. Vi skal ikke kun være nogen, der kan tale med de tre-årige.”
På samme måde skal hospitalsklovnene også kunne agere som en hjælpende hånd for personalet.
”Når Benjamin for eksempel er bange for at få taget en blodprøve, kan vi forsøge at lette processen. Det gør måske, at personalet ikke skal fastholde ham, når prøven skal tages. Dermed ikke sagt, at vi er magi, og at det ikke gør ondt på ham, men det kan være, der er noget andet, han husker fra processen,” forklarer Karina Krægpøth Sørensen.
Hvad gemmer sig bag døren
At en hospitalsklovn som Veranda er mere end et magisk fænomen, er måske ikke åbenlyst for andre – men det er det for Karina Krægpøth Sørensen selv, der dagligt kan stå i situationer, hvor hun ikke ved, hvordan hun lige umiddelbart skal reagere.
Jeg kan ikke lægge en plan hjemmefra og tænke: I dag skal jeg lave noget med balloner. Alt sker ud fra nu.Karina Krægpøth Sørensen, hospitalsklovnen Veranda
”Og det er fordi, jeg ikke ved, hvad jeg møder. Nogle gange er der nogen, der siger, de ikke kan lide klovne, og så skal jeg lige trække vejret og overveje, om jeg skal forsøge at vise dem, at jeg måske er noget andet, end de tror, eller om jeg bare skal acceptere, at her er det ikke mig, der er brug for,” forklarer hun.
Ifølge Karina Krægpøth Sørensen handler det dog ofte også om at gennemskue, hvem det egentlig er, der ikke kan lide klovnen – og hvorfor. Er det forældrene, der beslutter det på barnets vegne, eller er det personalet, der ikke kender til klovnens arbejdsmetoder? Her er det vigtigt for Karina Krægpøth Sørensen at vise de pågældende en lille flig af, hvad hun kan, så de måske selv inviterer klovnen med en anden gang.
”Og det er det, der er en stor udfordring ved mit job: Hele tiden at skulle indstille sig på noget forskelligt. Jeg ved aldrig, hvad der er bag den næste dør, jeg åbner,” siger Karina Krægpøth Sørensen.
Karina Krægpøth Sørensen
- 37 år. Bor i landsbyen Vrinners på Mols.
- Er som hospitalsklovn tilknyttet Aarhus Universitetshospital i Skejby, Regionshospitalet Hammel Neurocenter samt Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Viborg.
- Underviser desuden på hospitalsklovnuddannelsen, afholder workshops om emnet samt står bag børneteatervirksomheden Badut.
I hospitalklovnen Verandas taske er der altid:
- Sæbebobler.
- En hånddukke.
- Et musikinstrument – for eksempel en kazoo eller et rasleæg.
- En underfundig genstand – for eksempel en tandbørste eller fluesmækker.
Danske Hospitalsklovne
- Der er 45 professionelt uddannede hospitalsklovne tilknyttet den landsdækkende forening, og yderligere otte hospitalsklovnelærlinge er ved at tage uddannelsen, som varer halvandet år.
- Foreningen blev stiftet i 2003, men inden da havde Aarhus Universitetshospital i Skejby som det første sted i landet haft en hospitalsklovn tilknyttet i form af henholdsvis et pilot- og udviklingsprojekt.
- I Aarhus besøger hospitalsklovnene i dag både Aarhus Universitetshospital i Skejby og på Nørrebrogade.
- Danske Hospitalsklovnes arbejde finansieres af private bidrag, sponsorer og fonde. De fleste hospitalsklovne arbejder som klovn på deltid.