Sæson efter sæson befolker de trofast lægterne på Ceres Park og følger ’De Hviie’ gennem op- og (oftest) nedture i al slags vejr. Men hvem er de? Og hvor kommer dedikationen fra? Vi har været en dag i lære som fodboldfans hos byens højtelskede hold.
14.43: Opvarmning
En tung lugt af cigaretrøg rammer mig, da jeg træder ind ad døren til Søren Bruun. Der er stuvende fyldt på eksfodboldspiller og ærkeaarhusianer Stig Tøftings bar på Sankt Pauls Kirkeplads. Primært af hankøn iført hvide T-shirts med Ceres-bannere på maven og blå-hvide halstørklæder med store, røde bogstaver. AGF står der. Langs bordene drikkes Aarhus-sæt og snakkes Superliga-resultater, mens blikkene med jævne mellemrum rettes mod fjernsynet, der viser Premier League. Det fuldstændigt samme scenarie finder man hos Butler Bar på den anden side af gaden.
20-årige Mads Rundstrøm og 21-årige Magnus Tholstrup er begge store AGF-fans. De har fulgt holdet i tykt og tyndt, siden de var små. De to venner tropper op til samtlige hjemmekampe og følger også ofte holdet ud af byen til stadions rundt omkring i hele landet.
”AGF betyder rigtig meget for mig. Der er meget få ting, jeg ville prioritere over at tage på stadion. Der skal virkelig meget til, for at jeg ville misse en kamp. Sådan har det altid været,” fortæller Mads Rundstrøm, der til daglig studerer på Aarhus Business College.
”For mig er det et frirum, hvor jeg kan komme væk fra dagligdagens stress og tænke på noget helt andet et øjeblik,” siger den HF-studerende Magnus Tholstrup.
Endnu en gruppe fans træder ind ad døren. Et par stykker af dem er i hvide skjorter og laksko. Andre er i hængerøvsbukser og sneakers. Da jeg ser mig omkring i baren, går det op for mig, at det generelt er en blandet skare under AGF-merchandisen. Mads Rundstrøm og Magnus Tholstrup opfylder heller ikke umiddelbart mine fordomme om fodboldfans. Ingen af dem er kronragede. Der er ingen synlige tribal tattoos. De ligner faktisk bare to helt almindelige unge fyre.
Jeg tror ikke, der findes nogen typisk AGF-fan. Vi er alle sammen så forskellige. Der er klart en overvægt af mænd, men der er også både kvinder og børn imellem.Mads Rundstrøm, AGF-fan
”Jeg tror ikke, der findes nogen typisk AGF-fan. Vi er alle sammen så forskellige. Der er klart en overvægt af mænd, men der er også både kvinder og børn imellem,” fortæller Mads Rundstrøm.
”Når man taler om fodboldkultur i skolen og medierne, kommer det næsten altid til at handle om hooligans og White Pride, og så kan man godt føle sig lidt udstillet eller sat i bås,” siger Magnus Tholstrup.
”De typer er der selvfølgelig også, men de er ikke i overtal,” supplerer Mads Rundstrøm, og Magnus Tholstrup fortsætter:
”Nej, her er alle mulige typer – lige fra socialgruppe 1 til 5, tror jeg.”
15.32: Fanmarch gennem byen
Fansene har nu samlet sig uden for barerne på Sankt Pauls Gade. Det ubeslutsomme danske forårsvejr viser sig fra sin absolut værste side denne søndag. Regnen siler ned, og en iskold vind bider i kinderne og farver dem lyserøde. Men for de allermest dedikerede AGF-tilhængere er alt vejr stadionvejr, og en smule regn skal ikke holde dem fra at bakke op om byens hold. Der lyder spredte klik fra øldåser, der knappes op, før et optog af huer og mørke dynejakker bevæger sig gennem regnen med kurs mod Ceres Park. Ind imellem lyder et ”sjå-lå-lå” eller et ”kom så ’De Hviie’” fra mængden.
Vi går som regel altid og gejler hinanden lidt op på vejen. Man bliver nogle gange lidt et andet menneske, når man træder ind på stadion, tror jeg. Både på godt og ondt.Magnus Tholstrup, AGF-fan
”Vi går som regel altid og gejler hinanden lidt op på vejen. Man bliver nogle gange lidt et andet menneske, når man træder ind på stadion, tror jeg. Både på godt og ondt,” fortæller Magnus Tholstrup.
”Til tider kan der faktisk nærmest være decideret had indblandet. Hvis for eksempel modstanderen hedder Brøndby IF kan man godt få råbt nogle ting, som måske ikke lige er så rare,” griner Mads Rundstrøm.
Der er nu ikke meget gang i optoget endnu. Til gengæld er der fart på. Fangruppen ignorerer den røde mand ved fodgængerfeltet foran Tivoli Friheden og bevæger sig hastigt videre. Halvtag, øl og varme pølser lokker lige fremme.
16.53: Opgøret nærmer sig
Gruppen af fans er ved at have indfundet sig på C-tribunen. De fleste er mænd, men der er også enkelte kvinder og et par yngre drenge imellem. Flere hilser på hinanden, som de tager plads. En mand har taget en tromme med, og rytmerne lyder allerede og finder vej til folks fødder. En tung lugt af cigaretrøg og pølser spreder sig.
For AGF er det en hjemmekamp, men jeg er på udebane. Selvom jeg er indfødt aarhusianer, har jeg kun befundet mig på ’De Hviie’s’ territorium en enkelt gang før. En skæbnesvanger lørdag i år 2010, hvor min lillebror i mangel på bedre havde slæbt mig med til kamp. Det var OB, som var på besøg. Kampen endte 3-0 til fynboerne, og AGF måtte sige farvel til Superligaen. Det er vist ikke nødvendigt at fortælle, at der var pænt dårlig stemning. Folk udvandrede i vrede, længe inden kampen blev fløjtet af. Nu står jeg så her. Syv år senere. OB er på besøg igen, og dagens kamp er vigtig for nedrykningsspillet, informerer Mads Rundstrøm mig om.
”Resultaterne påvirker mig rigtig meget. Hvis jeg for eksempel kommer hjem, og vi har tabt 4-0, så går jeg bare direkte i seng. Men efter en sejr, er jeg stadig glad dagen efter. Jeg har oplevet to nedrykninger nu, og det er nok de dårligste oplevelser, jeg har haft som AGF-fan. Der havde jeg bare lyst til at grave mig ned,” fortæller han.
Thomas Helmigs nyklassiske kærlighedserklæring til ’Smilets By’ brøler ud af højttaleren, og hele tribunen ledsager entusiastisk den store byhelt og medfan på ”Jeg lukker mine øjne i Aarhus.” Jeg overgiver mig til stemningen og fællesskabet og skråler med. Man er vel aarhusianer.
17.00: Kampstart
”Tag rigtig godt imod A. G. F!” brøler speakeren, og fansene jubler, da spillerne løber ind på banen til lyden af ”Vi’ de hvide fra Fredensvang”. Mens de små hvide og grønne mænd finder deres pladser på banen, sætter trommerne og fankoret i gang omkring mig.
”Åh-uh-åh-uh-åh, Aarhus A-G-F,” lyder det.
Bortset fra den loyale fanskare på C-tribunen er det ikke mange, der er mødt op til dagens kamp. På den anden side af banen har en gruppe dedikerede OB-tilhængere fundet vej, men ellers står de fleste sæder tomme.
Kampen fløjtes i gang. Koncentrerede øjne følger den lille hvide bolds vej rundt på den regnvåde grønne plæne. Efter et øjeblik dukker et rødt skær pludselig op i venstre side af mit synsfelt. En fan, hvis ansigt er gemt bag både hue og solbriller, har tændt et romerlys, og vinker med det i takt til trommens rytme. Slagsangene tager til i styrke, mens min sorte jakke farves hvid af aske.
”Shalalalala. Du er klubben min, du er min kærlighed.”
17.24: Stor chance til OB
Steffen Rasmussen redder bolden, inden den når ind i AGF’s mål, og C-tribunen ånder lettet op.
”Hold kæft mand. Han redder bare alt i dag,” siger en begejstret mand ved siden af mig.
Trommen og koret sætter i gang igen:
”Sjå-lå-lå-lå-lååå.”
”Du ved godt, hvem du skal holde med, ik’å?” lyder det kækt bagfra. En mandlig fan har tydeligvis opdaget, at jeg ikke er så hjemmevant. Jeg forsikrer ham om, at det ved jeg trods alt godt og sjå-låller med for at vise lidt god vilje.
Tyve minutter senere fløjter dommeren første halvleg af. Nogle af fansene omkring mig forlader tribunen for at tanke op på øl og pølser. Et sæt, jeg hurtigt har lært, er et vigtigt redskab i livet som fodboldfan.
18.02: Anden halvleg
”Kom nu frema’ for helvede,” råber en mand ved siden af mig.
Anden halvleg er skudt i gang. Det står stadig 0-0, og folk er sultne efter et mål.
Efter et øjeblik kommer en stor chance til bysbarnet Morten ’Duncan’ Rasmussen. Alle holder vejret, og der går et sug igennem mængden, da bolden drøner over målet.
”Hold kæft, hvor er det ring’, mand. Så skift ham dog uuuuj,” lyder det på klingende aarhusiansk fra en mand ved siden af mig.
Der er tydeligvis store følelser forbundet med spillet, og fansene skiftevis jubler og buh’er.
”Hvis vi scorer, er man helt i ekstase, men hvis vi kommer bagud, er man omvendt helt nede i kulkælderen. Man kommer tit hele følelsesregisteret rundt i løbet af en kamp.” – Magnus Tholstrup, AGF-fan
”Hvis vi scorer, er man helt i ekstase, men hvis vi kommer bagud, er man omvendt helt nede i kulkælderen. Man kommer tit hele følelsesregisteret rundt i løbet af en kamp,” fortæller Magnus Tholstrup.
”Jeg har både set fans græde af glæde og bryde helt sammen, når vi har tabt,” supplerer Mads Rundstrøm.
Efter tyve minutter lykkes det en OB-spiller at få bolden i mål, men der dømmes for offside.
”Fyn er fin, men OB er til grin,” synger AGF-fansene hånligt.
18.28: Flyvende fynboer
Det, der ikke måtte ske, er sket. OB har scoret. Der er et øjebliks stilhed på C-tribunen. Mads Rundstrøm og Magnus Tholstrup ærgrer sig åbenlyst, men straks efter er trommen igen i gang, og de to venner brøler entusiastisk med.
To minutter senere går bolden ind igen. Endnu et mål til OB. Jeg kigger mig omkring. Døde og tomme blikke ser tilbage. Nogle bander og kaster vredt med deres ølkrus. Andre trækker opgivende på skuldrene.
I overtiden lykkes det endelig for ’Duncan’ at sende bolden i det fynske net med et straffespark. Men det er for sent. Kampen er tabt.
”Det er fuldstændig ligegyldigt. De har smidt det væk,” siger Magnus Tholstrup træt.
Da jeg spørger til, om de aldrig har overvejet at skifte klub, himler begge mine følgesvende med øjnene af mig. Men lad os nu være helt ærlige: Resultatmæssigt har der sjældent været ret meget at smile af for AGF.
”Jeg er AGF-fan, fordi jeg er aarhusianer. Og man kan altså ikke holde med FCK, når man er fra Aarhus. Så er du bare plastikfan. Jeg kunne aldrig drømme om at holde med nogen andre,” siger Magnus Tholstrup.
Mads Rundstrøm nikker og fortsætter:
”Man kan ikke bare skifte hold. Det er ligesom at begå utroskab.”
18.51: Endnu et nederlag
Allerede før slutfløjtet begynder flere af fansene at forlade deres pladser. Mads Rundstrøm er tydeligvis påvirket af kampresultatet. Han tager fat i gelænderet, læner overkroppen ud over og brøler ned mod banen:
”Trøjen forpligter!”
Han slår med stor kraft til et tomt ølkrus på gelænderet. Det laver et par piruetter i luften, før det falder mod jorden og lander på tilskuerpladserne nedenfor.
Da vi forlader stadionområdet, ruller en flabet OB-tilhænger sit bilvindue ned.
”Go’ tuuur hje-em,” lyder det efter de slukørede AGF-fans. En af dem mumler et halvhjertet ”hold da kæft”. De andre lader bemærkningen passere ubemærket hen. Jeg forsøger mig som kæk sportsjournalist:
”Hvad føler I lige nu?”
”At det bliver godt at spille 1. division,” sukker Magnus Tholstrup opgivende og trækker på skuldrene.
”Ej. Men lige nu har jeg det sådan. Næste kamp tror jeg på det igen,” fortsætter han, og Mads Rundstrøm nikker.
”Det ser i hvert fald ikke godt ud. Lad mig sige det sådan. Men vi står her næste gang igen,” lover han.
”Vi er altid bag vores hold. Uanset om de taber eller vinder.”
De forsikrer mig om, at de begge to vil være AGF-fans for altid. Ihærdigheden må man i hvert fald give dem. Jeg sender en stille tanke af sted mod spillerne i omklædningsrummet. Mon de er helt klar over, hvor hengivne støtter de har?
”AGF-fans er meget loyale. Vi er sgu gået igennem meget sammen, ”siger Magnus Tholstrup.
De griner begge to, og Mads Rundstrøm stemmer i:
”Altid. Om det så kommer til at hedde 2. division en dag, så skal vi sgu nok være der alligevel.”
Foran den store røde bygning for enden af Stadion Allé skilles vores veje. Min dag som AGF-fan er forbi. Jeg skal ikke kunne sige, om jeg en dag kommer forbi igen. Rigtig fodboldfan bliver jeg nok aldrig, men der er nu alligevel noget over fanfællesskabet. I AGF-trøjer er alle katte grå – eller ’hviie’. Uanset om du så er bankdirektør eller kassedame uden for banen. Og det er der da noget smukt i.
FODBOLDSLANG:
At ”parkere bussen”: Når mange spillere fra ét hold stiller sig ned i forsvaret på én gang.
At ”spille indianerfodbold”: Når spillet er ustruktureret og hektisk.
At ”få en ostemad”: Når en spiller får et gult kort.
At ”være på skovtur”: Når målmanden placerer dig uhensigtsmæssigt langt fremme.
At ”lave en direktør”: Når en spiller misser en virkelig stor målchance.
At ”være nøgen”: Når en angribende spiller er helt fri foran mål.