Mikkel Beha Erichsen er nærmest født ind på tv-skærmen. Allerede som barn blev han kendt som Troels Kløvedals søn, og senest har han været med sine egne sønner på ekspedition i ”Kurs mod fjerne kyster”. Inden berømmelsen lokkede ham tilbage til fødebyen København, tilbragte han otte ungdomsår i Aarhus. Dengang var hans moralske kompas dog ikke så fintunet som i dag. Hans aarhusianske år foregik nemlig både på kanten af verden og loven.
Af Matti Vlk Grabau
Fotos: Birthe Vembye
”Det kunne godt være Indonesien. Ja, det må være Borneos regnskov.” Han begiver sig længere ind mellem palmerne via den pænt anlagte sti. En sommerfugl flyver i en bue udenom ham og flakser i et par afventende sekunder over hans åbne, udstrakte hånd. Væsnet tager dog ikke imod tilbuddet og basker videre i sin søgen efter nektar.
Samtidig får han besked på at standse. Han bliver bedt om at læne sig op ad et smukt konstrueret trætårn, mens hænderne bliver beordret i lommen. Den obligatoriske hvide skjorte hænger løst ud over de trofaste blå jeans, og vandrestøvlerne i læder er snøret helt ind til anklerne. Med blå og hvid er han hav og bølgeskum på et lærred af tropisk grøn og frodig brun.
Parat er han. Ængstelig måske endda. Hans fod vipper utålmodigt op og ned, mens fotografen gør sig klar. Et barn og en mor går interesserede forbi. Moren især. Han er en eftertragtet herre. Og han ved det. Det er tydeligt. Varmen rører ham ikke. Men opstillingen gør. Han er vant til selv at styre showet. Nu er han overladt til andres forestillinger og kække idéer. Hun er endelig klar. Han retter på håret. Foden står stille. Hun skyder et par prøver. Men nu er det alvor: ”Smil, Mikkel!”
Vi befinder os i Væksthusene, der hører til Botanisk Have i Aarhus, og Mikkel Beha Erichsen er kommet på besøg. Til daglig er han mest kendt som tv-vært på ”Go’ morgen Danmark” og fra sit eget projekt ”Kurs mod fjerne kyster”, der har sønnerne Emil og Theis i hovedrollerne. Men i dag er han gæst.
Efter fotograferingen ser de ansatte deres snit til at hilse lidt nærmere på Mikkel Beha Erichsen. Det udvikler sig til en hel samtale om piratfisk og børneopdragelse. Straks efter kommer et ungt par slentrende forbi og beder ham ivrigt om et billede. Han stiller naturligvis op. Med et par glade, unge mennesker til agter kan vi endelig sætte kurs mod private kyster.
Lykkelige og en smule vilde
Fra han var 10 til 18 år boede Mikkel Beha Erichsen i Aarhus. To adresser og tre skoler nåede han, inden vestenvinden tog ham med. Tilværelsen som aarhusianer startede på Bodøvej i den nordvestlige del af byen. Det var en stor kontrast for ham, der havde brugt det sidste halve år på at sejle Stillehavet rundt med sin far, den landskendte eventyrer Troels Kløvedal.
Mikkel Beha Erichsens forældre havde dog været skilt, siden han var et år gammel, så hjemmet i Aarhus bestod af mor Marianne, stedfar Peter og to mindre søskende. Alle var imidlertid gode venner igennem deres fælles hippiekultur, så det var helt naturligt, at far Troels kom forbi og lånte en køje i en måned, når han var på foredragsturné.
”Pludselig landede jeg på Bodøvej blandt nogle rødder,” fortæller Mikkel Beha Erichsen. ”Så skulle jeg finde ud af, hvad man legede der. Og de lege kunne ligeså godt hedde ’bræk automaterne op nede ved købmanden’. Så måtte man jo lære det.”
Han beskriver sine otte år i Aarhus som primært lykkelige – og en smule vilde. Dog forkaster han ordet ”kriminel” som dækkende for sine lyssky fritidsaktiviteter.
”Vi var bare nogle friske drenge. Nogle glade, opfindsomme drenge, som syntes, der godt måtte ske noget,” forklarer han. ”Vi kunne godt lide at køre på knallert, så vi lånte bare nogle gamle maskiner, som trængte til at blive fixet lidt – og som ingen skulle bruge, var vi ret overbeviste om. Og så blev de bare hentet tilbage af nogle mænd i uniform.”
Mikkel Beha Erichsens behov for action var ikke begrænset til fritiden. I skolen ventede han altid utålmodigt på, at porten åbnede midt på eftermiddagen. Og så for han fluks ned på Pustervig eller Børnenes Jord for at hænge ud. Især da familien flyttede ned på Østbanetorvet, fik han et nært forhold til alt det, Aarhus havde at byde på.
”Midtbyen var vores skolefritidsordning,” uddyber han. ”Jeg elskede den midtby. Vi kendte alle gaderne, og alle vennerne boede der. Det var virkelig vores hjemmebane – den lille landsby i den store by.”
Hjemmebanen er i dag udvidet til hele Danmark. Han betegner hverken sig selv som københavner eller aarhusianer, men altid dansker. Aarhus har dog alligevel en helt særlig betydning for Mikkel Beha Erichsen:
”Jeg har stadig den der ’Hjem til Aarhus’, og jeg bliver helt blød, når jeg ankommer med færgen,” beretter han.
”Jeg har mange foredrag i Jylland, så jeg kommer tit forbi Aarhus. Jeg parkerer gerne nede på havnen og går en sen aftentur. Så overnatter jeg i min lille varevogn, og når jeg så vågner om morgenen, kan jeg sidde og kigge ud over vandet.”
Livets skole
Officielt har Mikkel Beha Erichsen ingen uddannelse. Uofficielt er han skolet af livet. Det har aldrig hindret hans karriere, for han har lavet fjernsyn i over 30 år og har altid været på forkant med udviklingen indenfor tv-verdenen. På den måde har han altid haft stor erfaring at trække på, så trods en flakkende vej gennem arbejdslivet har han alligevel indfriet mange af sine ambitioner.
”Den bedste motor for at blive god til noget her i livet er lyst,” mener han. ”Men ofte ved man ikke, hvad man har lyst til. Specielt når man er ung. Man skal bare have lidt tid. Ellers risikerer man at gå i systemets skole frem for livets skole. Og i stedet for at følge lysten tager man måske den snorlige uddannelsesvej og ender i et job, man bare ikke passer i.”
Livets skole er for Mikkel Beha Erichsen friheden til at snuse lidt rundt og finde den sjoveste sti. Han anerkender, at der kun er plads til det, fordi der heldigvis er mange, der ved lige præcis, hvad de vil. De kan så holde samfundets hjul i gang, indtil alle har fundet deres egen vej. Sådan er han selv blevet opdraget, og den filosofi har han videreført i sit eget forældreskab. Netop derfor fylder rejsen så meget i familien:
”Rejsen er altid en dannelsesrejse,” forklarer han. ”Det er en beslutning om at tage ud og blive klogere på stedet, kulturen, religionen, menneskene derude – og sig selv. Man bliver aldrig færdigdannet. Jeg blev forbagt i Aarhus, men jeg var stadig dej indeni. Det kan godt være, jeg er blevet lidt sprød i skorpen nogle steder nu, men jeg er jo ikke færdigbagt.”
Egentlig er Mikkel Beha Erichsen ikke meget for ordet ”opdragelse” i forbindelse med sin egen rolle som far. Men når det skal være, bruger han det bevidst i en kontekst af kærlighed:
”Vi har bare opdraget vores drenge med at give dem en masse kys og sige, de er gode nok, og vi har tillid til dem, og vi tror på dem, og de er dygtige, og verden ligger åben for dem, og de kan sagtens finde ud af det. Vi giver dem masser af selvtillid.”
Selvom idéen om livets skole mest hører hjemme udenfor samfundets institutioner, er samfundssind en helt central tanke i familiens filosofi. Sammen med idealet om frihed danner ansvaret for samfund og demokrati nemlig det stærkeste fundament. Han husker især sin fars påmindelse om frihedens betydning:
”Mikkel, du skal værne om din frihed. Husk det, dreng. Friheden er det smukkeste i verden.”
Modtaget som helte
Med Kronborg om styrbord lægger Havana an til at runde den sidste lille forhindring, inden København blot er en lige linje forude. Den gamle sejlbåd har tre års jordomsejling i kølvandet, og besætningen har længtes efter de danske farvande i en rum tid. Selvom det er meget længe siden, de har været hjemme, mindes kaptajn Emil og maskinmester Theis ikke, at trafikken i det nordlige Øresund plejer at være så tæt. De er selvfølgelig også vant til de store, tropiske oceaner, hvor der sjældent dukker andre rejsende op end hvaler og delfiner. Men flere og flere fartøjer sejler frem fra horisonten og slår resten følge. Med ét er snesevis af både, joller og kajakker samlet omkring Havana, og de to unge eventyrere begynder så småt at forstå.
”De er her for jer,” forklarer far Mikkel. ”Masser af mennesker har fulgt jeres rejse, og nu er de kommet for at sige velkommen hjem.”
Øjnene er efterhånden godt fugtige, men først da en båd sejler helt tæt på og rækker besætningen et fiskenet fyldt med wienerbrød, får tårerne frit løb. Gensynsglæden med fædreland og morgenbrød smelter sammen med den storslåede oplevelse af godhed og respekt fra de hundredvis af mennesker, der har valgt at sejle Havana i møde.
”Det eneste rigtige ord er ’overvældende’ – ikke mindst for drengene,” fortæller Mikkel Beha Erichsen om den dag, Havana vendte hjem. Han var selv med på båden, men kun hans to sønner Emil og Theis havde kurs mod fjerne kyster i alle jordomsejlingens tre år.
”Vi andre havde jo været hjemme og oplevet, hvor stor opmærksomhed programmerne fik. Vi fortalte det til drengene, men indtil den dag havde de kun forstået det med hjernen. Da vi så sejler ind til Toldboden i København, står der 20.000 mennesker med flag og jubler. Så kigger drengene på mig og siger: ’Far, vi var jo bare lige ude og sejle en lille tur’. Det var en kæmpe kærlighed. Tænk at få det. Hvor mange mennesker i verden er det forundt?”
Familien snakker stadig om heltemodtagelsen. Det var tydeligt på dem, at folk følte sig inspirerede, berigede og taknemmelige over at have været med på rejse. Men for familien var det bare en meget lang hjemmevideo. Mikkel Beha Erichsen er dog glad for, at eventyret nu er slut. Det har nemlig været en lang rejse på alle mulige måder for hele familien.
”Jeg har det dejligt med at få sat det sidste punktum,” konstaterer han. ”Ikke fordi vi er trætte af det, men nu er historien fortalt. Og så kan vi begynde at tage fat på nye ekspeditioner og drømme.”
En stor og forunderlig verden
Som fortælleren i ”Kurs mod fjerne kyster” har Mikkel Beha Erichsen opnået en formidabel platform, hvorfra han kan udbrede sine håb for verden. Han har altid haft en ambition om at snige en smule fornuft ind i det, han beskæftiger sig med. Og med fire populære sæsoner af rejseprogrammer føler han sig for alvor forpligtet til at udnytte talerøret.
”Når man har tilkæmpet sig en plads på skamlen, har man fandeme også at gøre sig umage og bruge taletiden fornuftigt,” mener han. ”Man skulle da være et skarn, hvis man ikke gjorde folk mere bevidste om et eller andet, der gav mening som vores forbrug af plastic eller palmeolie. Men jeg er jo ikke en apostel, der er steget ned fra himlen med den evige sandhed om noget som helst. Jeg kan bare sige, hvad jeg synes og oplever. Og være ærlig omkring det.”
Mere end noget andet ønsker Mikkel Beha Erichsen at vise danskerne verden. At bygge bro mellem kulturer og hylde både fællesskab og forskellighed. Håbet er, at den åbenhed og kærlighed, han selv går forrest med, når han er ude på togt, vil smitte af på seerne.
”Hvis der er noget, jeg vil lære nogen, er det, at det er en stor og forunderlig verden fyldt med søde mennesker,” forklarer han. ”Og frygten er vores værste fjende. Det er tit uvidenheden, der fører til frygt. Den vil jeg bekæmpe ved at vise et billede af en rar og samhørig verden. Al den venlighed, man møder verden med, kommer tifoldigt igen. Når folk får at vide, de er gode nok, som de er, tør de vise mere af sig selv, og så kan de udfolde deres forskellighed. Så bliver de den bedste udgave af sig selv.”
Eventyret er overalt
Solopgangen glimter majestætisk i det dybblå Stillehav. Varmen overtager hastigt sit herredømme på dækket. Et par delfiner plasker legende rundt omkring båden. En sval brise afkøler den solbrune besætning. Og nede fra kabyssen stiger en livgivende duft af friskbrygget kaffe op og bringer velværen frem på de døsige ansigter.
Det er tidlig morgen i Fransk Polynesien, og mod bagbord skimtes atollen Fakarava. Ombord på Havana gør de klar til at dykke ned i revpassagen og hilse på de 600 hajer, der holder til nede i dybet.
”Der gad jeg godt vende tilbage til,” mindes Mikkel Beha Erichsen. ”Jeg gad også godt vågne op i landsbyen Minca, der ligger oppe i Colombias bjerge, hvor vandfaldene står ud af bjerget. Fantastisk. Men jeg ville også gerne tilbage til et lille sted oppe ved Kalø Vig. En lille strandeng, hvor man kan parkere og sove om natten bag i sin bil.”
Man behøver ikke tage til verdens ende for at tage på eventyr. For Mikkel Beha Erichsen kan eventyret ligeså godt være en smuk solnedgang over Ringkøbing Fjord.
”Eventyr er ikke noget, man kan bestille,” forklarer han. ”Eventyr kommer helt af sig selv. Og nogle gange bliver man nødt til at sidde og vente lidt på det. Det vigtigste er, at man kan vende hjem med et kæmpe smil over hele hovedet.”
Netop det at vende hjem får større betydning for hver gang, Mikkel Beha Erichsen sejler ind i dansk farvand efter en lang rejse. Han holder mere og mere af Danmark, jo flere gange han genforenes med landet. Aldrig som kontrast til de steder, han har været. Snarere som stolthed over de kvaliteter, vi har i Danmark. Især den fælles identitet og begejstring, vi har kendt igennem generationer. Og lige præcis der findes meningen med rejsen:
”Alt det spændende ligger i spændet mellem de to virkeligheder: Den eventyrlige verden, vi bevæger os ud i, og så det at vende hjem til den her verden,” fortæller han. ”Drømmene om at tage af sted og erfaringerne, vi vender hjem med, kan være ligeså gode som selve rejsen.”
For tiden har familien fra Havana dog ingen planer om store rejseprojekter. De nyder at være hjemme for en stund. Men de har til gengæld altid tusindvis af drømme, og de skal da heller ikke være langt fra en globus, for at både den og idéerne begynder at snurre rundt.
”Vi kunne sikkert få TV 2 med på en ny rejse, men vi har simpelthen ikke været klar endnu,” vurderer Mikkel Beha Erichsen. ”Når tiden er inde, kunne destinationen være alt fra Mikronesien til Nordpolen. Alt er åbent. Men lige nu er vi glade for at være hjemme. Verden er lille, og Danmark er virkelig lille på den gode måde. Jeg elsker, at jeg lige kan smutte rundt i hele landet og føle mig hjemme over det hele.”
BLÅ BOG: MIKKEL BEHA ERICHSEN
- Født 11. august 1966 i København
- Søn af Troels Kløvedal og Marianne Kjær
- Gift med journalist Marian Midé
- Har sammen med Marian sønnerne Emil, Theis og Alfred
- Boede i Aarhus fra 1976 til 1984
- Kendt fra især ”Go morgen Danmark” og ”Kurs mod fjerne kyster”