Det er snart 50 år siden, at Marie Lock-Hansen blev myrdet i sit hjem på Hestehavevej i Højbjerg. Det mystiske drab på ingeniørfruen har siden medført Danmarkshistoriens største mordefterforskning, men et halvt århundrede og mere end 100.000 timers politiarbejde senere er gerningsmanden stadig ikke fundet.
Det er fredag den 10. november. Året er 1967, og klokken er kvart i elleve om formiddagen. Der er stille på Hestehavevej i udkanten af Kirkeskov i Højbjerg. Efteråret har berøvet de fleste af træerne deres blade og farvet skovbunden i rødlige, gule og brune nuancer. I den store, moderne funkisvilla i nr. 2B har Marie Lock-Hansen netop lavet formiddagskaffe.
Hun går ned i kælderen og skænker en kop til Lissi Christensen, der arbejder for Marie Lock-Hansens lille duplikeringsbureau. Herefter går hun tilbage i stuen og placerer sig i lædersofaen overfor sin hushjælp, Irma Rasmussen, med sin egen kop kaffe i hånden. De to kvinder sludrer, og Marie Lock-Hansen er i godt humør. Glædeligt uvidende om, at dagen i dag vil blive hendes sidste.
Det ringer på døren. Irma Rasmussen rejser sig, men Marie Lock-Hansen siger, at hun bare skal blive siddende og går selv ud for at åbne. Udenfor står en fremmed, mørkhåret mand i en mørkeblå cottoncoat med sort filthat og hornbriller. I sin ene hånd har han en mappe. Han skal lige vise hende noget, fortæller han.
”Vi har altså travlt i dag, men hvis De kan gøre det kort og godt, så kom indenfor,” svarer Marie Lock-Hansen. De to følges ind på et lille kontor, og Marie Lock-Hansen lukker døren bag dem. Fra stuen kan Irma Rasmussen høre et skrig:
”Nej, nej,” lyder det panisk fra Marie Lock-Hansen. Herefter lyder tre skud, og skrigene forsvinder. Irma Rasmussen styrter ud i entreen.
Den fremmede mand står i døråbningen til kontoret. Han sender hende et køligt blik, og før hun når at tænke, trækker han en pistol frem fra frakken og skyder igen. Hun kan mærke kuglen bore sig gennem huden i underlivet og blodet løbe ud på hendes kjole. Irma Rasmussen synker sammen på gulvet.
”De rører Dem ikke,” siger manden roligt. Adrenalinen banker gennem kroppen, og hun ryster af angst.
”Nu skal jeg dø,” tænker hun.
Rædselsslagen lukker hun øjnene og venter på det næste skud, men der sker ikke mere. Manden har forladt huset. Fra kælderen har Lissi Christensen hørt spektaklet. Hun går hen mod trappen og kalder op for at høre, hvad der sker. Irma Rasmussen råber til Lissi Christensen i kælderen, at hun skal tilkalde politiet, mens hun selv får slæbt sig ud på terrassen og råber efter hjælp.
Chokeret løber Lissi Christensen ud af døren, ned ad Oddervej og ind til en nabo, der ringer til alarmcentralen. På vejen passerer hun en mand på fortovet. Kort tid efter ankommer ambulancen og politiet til Hestehavevej, og Danmarkshistoriens mest omfattende mordefterforskning begynder. 
MORDET, DER ALDRIG VIL DØ
Marie Lock-Hansen bliver konstateret død på stedet, mens Irma Rasmussen hastes til hospitalet og operationsbordet, hvor lægerne formår at redde hendes liv. I dagene efter mordet igangsættes en omfattende efterforskning i lokalområdet. Marie Lock-Hansens enkemand, den succesrige civilingeniør, Oscar Lock-Hansen, bliver hurtigt renset for mistanke af politiet. Det, politiet først stempler som en simpel sag med et overlevende øjenvidne, skulle senere vise sig at blive en 45 år lang efterforskning uden resultater.
Mere end 100.000 timers politiarbejde og knap 20.000 afhøringer senere har man hverken fundet morderen eller et troværdigt motiv for drabet. Selvom Østjyllands Politi henlagde sagen for flere år siden, dumper der en sjælden gang imellem stadig nye henvendelser om det, der i politikredse omtales som ”mordet, der aldrig vil dø”, ind ad døren på Politigården i Ridderstræde.
I løbet af årene er der skrevet utallige bøger og artikler om drabet på Marie Lock-Hansen, og flere forskellige konspirationsteorier lever fortsat i bedste velgående. Nogle af de mest udbredte er, at Marie Lock-Hansen skulle have haft en hemmelig elsker, var østtysk spion, og at hun blev forvekslet med en anden – nærmere bestemt Grethe Bartram, der stak danske modstandsfolk til tyskerne under krigen.
Mordet har da også alle ingredienserne i en klassisk kriminalroman: En smuk overklassekvinde myrdes i sin store villa, hvor hun lever i et tilsyneladende lykkeligt ægteskab med sin velhavende, ældre mand. Intet motiv. Intet mordvåben. Ingen gerningsmand. Som et spil Cluedo uden de afgørende kort.
KRONVIDNETS SIDSTE AFVISNING
Det er blevet år 2003. Politikommissær Mogens Brøndum er for sidste gang på vej ind på Aarhus Kommunehospital for at besøge den kvinde, der fortsat anses som nøglen til opklaringen.
Gennem årene er både han og de tidligere efterforskningsledere på sagen gentagne gange vendt tilbage til Irma Rasmussen med billeder af i alt flere tusinde forskellige mænd i håbet om endelig at løse mysteriet om mordet på Hestehavevej.
Hendes vidneberetninger og skarpe beskrivelser af gerningsmanden har siden efterforskningens begyndelse været det afgørende spor, politiet har navigeret efter. Den aldrende dame er træt, men helt klar i mælet, da han viser hende billedet af endnu en mand. Hun studerer fotografiet et øjeblik, men afviser det så blankt.
”Det er ikke ham, og i øvrigt har I vist mig det billede én gang før,” siger hun bestemt.
Mogens Brøndum takker Irma Rasmussen for hendes tid og forlader hospitalet. Endnu en gang i skuffelse. Da politikommissæren kommer tilbage til stationen, går han som så mange gange før en tur ned i kælderen for at kigge i de gamle sagsarkiver.
Her fremgår det ganske rigtigt, at Irma Rasmussen allerede i 1968 har afvist et billede af manden. Et par dage efter sover sagens eneste øjenvidne og afgørende bevis stille ind i sin hospitalsseng.
DEN MYSTISKE MAND I COTTONCOAT
Mange har gennem årene forsøgt at udrede, hvem der sendte de tre skud af sted mod Marie Lock-Hansen. Journalisten Karsten Bjørno fremlagde på 40-årsdagen for mordet en teori i Aarhus Stiftstidende, der anså en ægtepagt indgået mellem Hr. og Fru Lock-Hansen kun en uge inden mordet som et afgørende bevis i sagen.
Ægtepagten betød, at parrets hus og en stor del af den samlede formue i tilfælde af en skilsmisse ville blive Marie Lock-Hansens, mens Oscar Lock-Hansen ville blive efterladt med stort set ingenting. Teorien går derfor ud på, at Oscar Lock-Hansen selv skulle have sendt morderen ud til sin kone for at få hende til at ændre ægtepagten eller endda for at slå hende ihjel.
Journalisten Jørgen Skovsted gik i 2009 endda så vidt som til at udpege en af byens spidser i 1967, advokaten Hugo Schmidt, som gerningsmanden, der var udsendt af Oscar Lock-Hansen.
Senere har en bekendt af Oscar Lock- Hansen, Bente Engedal, fortalt til Jørgen Skovsted, at Oscar Lock-Hansen i beruset tilstand en sen nattetime i 1974 har sagt til hende, at han vidste, hvem der myrdede hans kone. Han ville dog ikke sætte navn på morderen.
Oscar Lock-Hansen døde den 12. september 1981. Om han virkelig kendte sandheden, eller om det blot var en fuld mands selvopfundne idéer, er der ingen, der ved. Måske får vi aldrig svar på, hvad der skete med Marie Lock-Hansen.
I Hestehavevej 2B går livet videre. Huset har fået nye beboere for længe siden, og mange aarhusianske cyklister passerer hver dag intetanende adressen på vej mod Mindeparken og Kystvejen. Men hvert år den 10. november mødes tidligere politiansatte, forfattere, journalister og andre interesserede stadig ved huset. For en sikkerheds skyld. Der kunne jo være dukket nye spor op.