Danmark hører til blandt den absolutte elite inden for bowling, men sporten har alligevel svært ved at tiltrække nye udøvere. Vi var med en tirsdag aften, hvor nogle af dem, der trods alt har kastet deres kærlighed over keglespillet, skulle træne.
Af Jonas Barfoed
Foto: Emil Klitsgaard
Lyden er umiskendelig. Et tørt bump, den efterfølgende rumlen, som stiger i intensitet og tone, inden det hele resulterer i en kakofoni af klirrende kegler. Strike! Men her er ingen store jubeludbrud eller high-fives, som når vi andre forsøger os med bowling og usagt kræver bekræftelse af den eminente magtpræstation, vi netop har leveret.
Medlemmerne af førsteholdet i klubben BK Viking vurderer i stedet koncentreret og lydløst deres bevægelse og memorerer enhver detalje for at kunne udføre den igen på præcis samme måde næste gang. Og det gør de så. Gang på gang på gang ryger de 15 pund tunge kugler af sted med imponerende ensartethed og præcision og vælter de 1,5 kg tunge kegler. Bowling på et niveau, som de fleste af os ikke kan være med på, og som mange måske slet ikke vidste blev dyrket herhjemme.
Dennis, Rasmus, Niklas, Jens, Jan, Claus og Leif udgør førsteholdet i klubben, som spiller i den bedste danske bowlingrække. Flere af dem har kendt hinanden og spillet sammen længe, og det kan mærkes på sammenholdet.
”Vi har et rigtig tæt forhold, og vi er mere end bare holdkammerater. Og så er humoren ret … intern,” griner 35-årige Jens Ravn Sørensen.
Han startede med bowling for 20 år siden som et skoletilbud, hvor man kunne komme og prøve spillet, og han blev med det samme fanget af den tekniske sværhedsgrad og nørderiet, der følger med. Men også det sociale aspekt af sporten gav ham lyst til at fortsætte.
”Det er på samme tid en individuel sport og en holdsport. Det er jo kun dig, der sender kuglen af sted, men man spiller som et hold. Man kan være glad for, at man selv spiller godt, og at holdet spiller godt, men de to ting følges ikke altid ad, så det betyder meget, at man ser det som en fælles ting,” siger han.
Til lyden af en meget harmløs playliste og en svag duft af friture fra den tilstødende restaurant i Bowl n’ Fun vender han igen blikket mod den 18 meter lange laminatbane, hvis olierede overflade glinser i lyset, og sender kuglen af sted. Resultatet er ikke overraskende endnu en strike.
Svært at få de unge med
Jens Ravn Sørensen er på mange måder et drømmeeksempel for bowlingsporten herhjemme. At få de helt unge under 18 år med er nemlig det klart største problem, Dansk Bowling Forbund oplever. Siden storhedstiden i midt-90’erne er det kun gået nedad med medlemstallet, og selvom det nu ser ud til at stagnere, er det stadig svært at få fat i de unge og dermed sportens fremtid.
”Hvis ikke vi gør noget ved rekrutteringen af unge bowlere, så kan vi jo næsten sætte os ned og udregne vores udløbsdato,” siger administrations- og udviklingschef hos Dansk Bowling Forbund, Jan Donde.
Selvom dansk bowling oplever stor sportslig succes, og netop er hjemvendt fra EM som den mest succesfulde nation for tredje år i træk, går det desværre ikke godt med antallet af udøvere herhjemme.
”Vi mærker det samme som mange andre sportsgrene, at folk prioriterer deres fritid anderledes, end de plejede. Vi er en social sport, hvor man som hold møder op og træner på faste tidspunkter, og vi oplever, og folk vil have mere fleksibilitet, så de kan passe det ind i deres eget skema. Det kan blandt andet ses i landets fitnesscentre, som har stor succes,” siger Jan Donde.
Få i antal, stærke i sammenholdet
For at komme ud til de unge har Dansk Bowling Forbund søsat kampagnen ”Projekt 7000” med målet om at få medlemstallet op på 7000 igen. Det skal blandt andet ske ved en omfattende skoleturnering, så de unge kan komme ud og prøve kræfter med sporten.
En af dem, man ikke behøver at bekymre sig om at rekruttere, er 15-årige Niklas Jannik Sørensen, som spiller for BK Viking. Allerede som 6-årig startede han med bowling, og han er i dag en af de yngste i ligaen. Men med en mor som tidligere verdensmester, lå det næsten i blodet. På trods af en forholdsvis stor aldersforskel til sine holdkammerater, oplever han det ikke som et problem.
”Det er helt fint at være sammen med nogle lidt ældre på holdet. På en måde føles det, som om jeg modnes hurtigere, og jeg er blevet taget rigtig godt imod,” siger Niklas Jannik Sørensen.
Når han er ude til turneringer, er de fleste som på hans eget hold også ældre, men når der endelig er nogle på hans egen alder i enten Danmark eller udlandet, så er der med det samme et bånd mellem dem:
”Alle på min alder i sporten kender hinanden, og der er et rigtig godt sammenhold. Der er aldrig nogen, der er oppe at skændes eller opfører sig dårligt over for hinanden. Måske fordi vi er så få unge, tænker man mere over at være gode venner og komme godt ud af det med hinanden,” siger han.
Mens Niklas Jannik Sørensen gerne tropper op og bruger nogle timer i bowlinghallen i selskab med folk, der er op til 40 år ældre end ham selv, tror Jan Donde fra Dansk Bowling Forbund, at der kan være en anden grund til, at det er svært at lokke andre unge til. Deres forældre.
”Der er ikke meget forældreprestige i at sige, at nu sender man sit barn til bowling frem for svømning, fodbold eller badminton. Det bliver vi også nødt til at forholde os til. Vi kommer aldrig til at være i ‘top 4’, men vi kan arbejde for at ændre det billede, mange har af bowling, til det bedre,” siger han.
Det er tydeligt at se, at teknikken skal være i orden, og det er også den fællesnævner, der bliver nævnt igen og igen hos holdet.
”Man skal virkelig tænke over situationen og sin krop, mens man er i det. Det er overvejelser og teknik over fysik, og hvis man er til det, så er bowling en af de bedste sportsgrene at dyrke,” siger Niklas Jannik Sørensen.
Hans holdkammerat Jens Ravn Sørensen er helt enig:
”Det er måske en stejl indlæringskurve at få helt styr på teknikken, men der er til gengæld ikke noget minimumskrav i hverken den ene eller anden ende af skalaen i forhold til fysisk formåen. Alle kan være med, og når man først er steget lidt i graderne, er der gode muligheder for at komme ud og få nogle gode sportslige og sociale oplevelser,” tilføjer han.
Samles om det sære
Et kig ned langs banerne giver også indtrykket af, at her er der plads til alle. Lille som stor, tyk som tynd, mand som kvinde, ung som gammel, spinkel som robust. Det er nok de færreste sportsgrene, der kan prale af at have så alsidig en skare af udøvere, og mens førsteholdet er ved at pakke sammen, får renset overskydende olie af deres bowlingkugler og lagt dem ned i tasken ved siden af sandpapir i korn 600 og 800 og udskiftelige såler til bowlingskoene, breder snakken sig lystigt.
Her er forskellen på folk ikke noget, man går op i. I sidste ende er de jo alle sammen helt ens, og de har den helt samme aversion mod hvide kegler og en utrættelig lyst til at smadre dem med tunge kugler. De er kort sagt bare pjattede med bowling.