Brød og skuespil. Det mente de romerske kejser jo, der skulle til for at sikre ro på bagsmækken fra proletarerne. Filosofien var, at hvis bare underklassen var mæt og underholdt, så kom der ikke vrøvl med den.
Af Søren Bitch Christensen
Men hvad så hvis proletarerne begyndte at bage deres eget brød? I en baggård i Studsgade står de fysiske minder stadig fra en tid, hvor arbejderne gjorde et forsøg på at tage brødet ud af munden på byens fabrikanter ved at etablere deres eget bageri og skaffe brød på bordet for tusindvis af arbejdere.
Brødbilerne og de røde garager
Der er to veje ind til det glemte arbejderindustrieventyr. Du kan gå ind fra Mejlgade og dreje ind i gården lige efter Oli Nico i nummer 35 og fortsætte hele vejen rundt til højre. Det vil bringe dig ind til baggården. Du kan også gå ind af den statelige port i Studsgade 16-18. Så står du der – i Arbejdernes Produktionsforenings glemte bageri.
Der er ikke så meget at se ved første øjekast. Det første, man lægger mærke til, er de lange, lave røde garager i det smukke garageanlæg. Her holdt brødbilerne til. Et gammelt bindingsværkshus inde i gården står for sig selv. Her var der bageri med indtil flere ovne. På vej ind ad porten er blikket måske faldet på de mange lemme i porten. Jeg forestiller mig, at man har kunnet trække sit brød der, men jeg ved det ikke. Måske var det til brødbudene.
Hestene gik i evig rundkreds
Nu er den bortrevet, men midt i det hele stod en hestegang. Det var en mølle, der blev trukket af heste, der gik rundt og rundt. Ofte havde de klapper for øjnene eller lignende. Jeg vil tro, de med tiden blev skøre i hovedet af det. I de fine bindingsværksgårde ud til Studsgade var der installeret andre maskiner, ovne, og der var plads til personalet og bogholderiet. Dengang var de selvfølgelig ikke spor fine.
Bageriet blev stiftet i 1884 et andet sted i byen, men i 1888 flyttede det herhen. Arbejderne var i 1884 blevet bragt i oprør over høje brødpriser. De kæmpede for rettigheder og politisk indflydelse – og kampen for det daglige brød var en del af den større sammenhæng. Koryfæer fra den tidlige arbejderbevægelse trådte deres politiske barnesko i bageriet. Jakob Jensen, der i 1919 blev den første folkevalgte borgmester, var for eksempel forretningsfører der.
Man kunne blive optaget som medlem for 12 kr., prisen for en aktie, som kunne købes på afdrag med 50 øre om måneden. Med tiden blev det de ”institutionelle investorer”, der dominerede, da man i 1906 gav Arbejdernes Fællesorganisation med underliggende foreninger ret til at købe aktier.
Arbejderne levede ikke af brød alene – også af kringler
I december 1907 gik man skridtet videre. I en ny, grundmuret bygning, der stødte op til det nu nedrevne, ældre bageri, indrettede foreningen sig med nye maskiner og ovne. ”Og nu skal De se,” sagde Jakob Jensen til den forsamlede presse og præsenterede dem for dagens virkelige nyhed: Arbejdernes bageri kunne nu også bage kringler! Vægge beklædt med fliser vakte også opsigt, og bageriet blev rost af alle aviser, ”ogsaa Modpartens Blade” – det vil sige Stiftstidende!
Arbejderne levede ikke af brød og kringler alene. Arbejderne havde store ambitioner om at bygge deres eget industri- og handelsimperium. Der kom hurtigt kul- og brændselshandel. I 1891 havde arbejderbevægelsen også fået eget bryggeri, og avis havde den haft siden 1884.
Imperiet stod for fald
Arbejderne vandt borgmesterstolen, men de erobrede ikke det private marked. Lidt efter lidt faldt imperiet fra hinanden.
Det gik ned ad bakke for de arbejderstyrede virksomheder i slutningen af 1930’erne. Bryggeriet blev afviklet, men i Studsgade var der fortsat bageri, selvom også brændsels- og kulafdelingen på havnen måtte standses i 1960’erne. Til sidst blev ”fintbrødsbageriet” solgt til Brugsen, men man forsøgte at køre videre med rugbrød og franskbrød i et nyt bageri. Det blev lagt i Brabrand og indgik i koorporationens fællesbageri under navnet Rutana Vest.
Det er alt sammen historie. Men gå ind i baggården i Studsgade og få en fornemmelse af en glemt tid, da almindelige mennesker forsøgte at vinde kampen om sjælene og stemmerne ved at bage brød.