Kun lidt uden for Aarhus midtby ligger Jydsk Væddeløbsbane, men i dag er det ikke mange, der finder derud. Alligevel finder man både børn, voksne og gamle veteraner, der godt kan huske, da stedet var et tilløbsstykke.
”Det må være den med det fedeste navn, der vinder. Man ved aldrig, når det er amatører.”
Tre mænd midt i 20’erne går og diskuterer, hvilken hest de skal spille på. De er del af en lille, broget flok, der er steget af bus 11 og går ned mod Aarhus væddeløbsbane. Her er både unge og gamle, mænd og kvinder, og de skal til Aarhus Trav Amatør Klubs fødselsdagsløb, der har været en årlig tradition siden 1987. På afstand kan man høre en skarp kommentatorstemme tale ud gennem de klassiske små megafonlignende højtalere.
”Næste løb starter om fem minutter, og så skal jeg gøre opmærksom på, at der kan købes paraplyer i vores Galopbar til 40 kr.,” siger stemmen, inden han giver sig til at interviewe en af jockeyerne, der deltager i et løb senere.
Selvom solen jævnligt kigger frem fra bag skyerne, regner det lige så ofte i små byger, og folk på væddeløbsbanen pendler mellem tribunerne og de indendørs lokaler. Flere har selv medbragt kaffe, øl og madpakker og må derfor blive udendørs, men de har klædt sig på til det.
”Det er en stor del af kulturen herude, at man selv kan tage mad og drikke med. Det giver sådan en hyggelig stemning,” fortæller en kvinde, der står og ryger, som dog har valgt at tage plads i Galopbaren i anledningen af vejret.
Mindre besøgt
Indenfor kan der gambles, spises grillmad og drikkes fadøl, mens man iagttager løbene på afstand gennem vinduet. Her opholder de garvede spillere sig, ældre kvinder og mænd, der ligner, at de er kommet på væddeløbsbanen hele deres liv. De sidder og studerer deres spillekuponer, mens de taler om hestene, deres gevinster og løst og fast.
På barens overetage sidder Villy Sørensen sammen med sin fodboldklub, der holder deres årlige fællesudflugt på væddeløbsbanen i år. Det er Villy, der har foreslået det. Han har haft sin gang her de sidste 60 år, rundt regnet, og selvom han ikke har så stor tilknytning til stedet længere, kan han ikke lade være med at komme tilbage. Som treårig var Villy første gang med sine forældre for at se hestevæddeløb, og da han havde tjent sin værnepligt, fik han arbejde som hestepasser og siden jockey.
”Jeg kunne godt lide arbejdet her. Det føltes som det mest naturlige at lave for mig, men jeg var nødt til at stoppe efter nogle år. Der var ingen fremtid i det,” husker Villy Sørensen.
Branchen har fået sværere kår med tiden. I takt med at sporten er blevet professionaliseret, er det blevet dyrt at have heste, og man har måttet spare og skære ned, hvor man kunne. Samtidig er besøgstallet til væddeløbene faldet meget, siden Villy Sørensen startede, og det, mener han, blandt andet er de nye spiltjenesters skyld.
”Folk vil hellere sidde derhjemme og spille penge på sport eller onlinekasino i stedet for at komme ud og se løb. Det er blevet så nemt med alle de nye muligheder,” mener han.
”Der kommer stadig folk på væddeløbsbanen, i alle aldre, men der er slet ikke så mange som i gamle dage. Det er jo ærgerligt.”
Masser af heste, løb og sjove navne
Jockeyerne på banen er aldersmæssigt også vidt forskellige. Der er både unge og ældre mænd og kvinder. I dagens amatør-ræs er der også deltagere fra Norge og Sverige. De kører løb med jævne mellemrum, og kommentatorerne er flinke til at give besked, når der er henholdsvis to minutter, et minut og tredive sekunder til start. Hvert løb varer to omgange, og der er ofte spænding til det sidste, når de seks heste spurter mod mållinjen.
Over højtalerne annonceres det, at hesten Summer Day med dagens sejr har vundet tre gange i denne sæson. Det næste løb viser sig at få et overraskende udfald, da ’den fynske stridsvogn’ snyder favoritterne og snupper førstepladsen. Lyden fra publikummerne intensiveres, jo tættere hestene kommer på mål. Et sus går igennem menneskemængden, når løbet afgøres. Folk rækker armene i vejret eller ryster på hovedet. Nogle viser deres kupon til sidemanden med et stort smil. Andre gør ikke.
Næste runde indebærer et mindre line-up bestående af hestene Annie Lennox, Unforgetablegolden og Listas Starlight. De indledende runder består af 12 løb, der blandt andet også byder på deltagernavne som Pomfritten, Tullamore G K og Speedy Højlund. I alt er der tilmeldt 64 heste til dagens konkurrence, som alle kæmper om at vinde årets finale.
På Galopbaren håber gæsterne også på, at deres favorit tager sejren. De fleste af de fast besøgende spiller på løbene, og der må gerne hoveres. Især hvis en yngre i gruppen har satset bedre end en af de mere erfarne. To mænd omkring de 70 står og snakker jovialt midt i lokalet. Lidt efter går den ene af dem ud af døren og stiller sig for sig selv, skuende ud mod banen.
Ikke kun hasardspil
Manden hedder Henning Pedersen, og han er kommet alene i dag, da hans to faste spillepartnere ikke kunne være der. Alligevel mangler han ikke selskab.
”Man kommer jo til at kende folk. Jeg kender de fleste af veteranerne, men selvfølgelig kun fra banen. Vi kender ikke hinanden personligt, men snakker bare om lidt af hvert, når vi er her,” forklarer Henning Pedersen.
Selv er han også lidt af en veteran. Han blev bidt af hestesporten som ung og har ikke kunnet lade den være siden.
”Jeg er kommet her næsten hver gang, der har været løb siden 1963,” fortæller han.
”Min far tog min kone og mig med til væddeløb første gang, da jeg var 20 år. Dengang sagde han ’jeg håber aldrig, du vinder noget’. Men det gjorde jeg. Jeg har vundet 25.000 engang!”
Henning Pedersens far var bange for, at sønnen ville blive afhængig af at spille på hestene, men for Henning er det mere end bare hasardspil, der får ham til at komme tilbage gang på gang. Han kan lide stemningen og atmosfæren, og så interesserer han sig for hestene og det tekniske i sporten. For eksempel kan han godt fornemme, at det er amatører, der rider i dag.
”Der er niveauforskel. Hvis en professionel rytter satte sig bag en af de samme heste, ville han sandsynligvis vinde, selvom tempoet er nogenlunde det samme,” fortæller Henning Pedersen.
Han glæder sig over, at også de svenske og norske ryttere deltager i dag. Det giver det hele et lidt større format.
”Hov, nu skal jeg altså lige se det her!” meddeler han og vender sig igen mod væddeløbsbanen.
En stille dag
Selvom besøgstallet er faldende på væddeløbsbanen, så ser de, der trods alt er fremmødt, ud til at nyde at være der. Måske er det banens lidt afsides beliggenhed, der afholder den brede befolkning fra at besøge den i en tid, hvor centralisering overtager i byerne. Meget få af bænkene ned mod selve banen er benyttet denne eftermiddag, og går man ind på de indendørs tribuner, står de gabende tomme.
Det ser selvfølgelig anderledes ud, når der køres professionelt i weekenderne. Her oplever personalet ofte fyldte borde udenfor og masser af liv i baren. Men væddeløbsbanen kunne sagtens tåle lidt mere liv, end der er i dag. De besøgende på banen synes i hvert fald ikke, det ville gøre noget, hvis lidt flere mødte op. Ligesom i gamle dage.