Når man træder ind ad døren hos Tove Laursen og hendes mand, Brian Laursen, er der ikke plads til at hænge jakken nogen steder. Hun har en enorm passion for dukker og dukkehuse, og den har fået lov til at fylde det meste af deres lejlighed.

Tekst: Daniel Lingren
Foto: Kenneth Stjernegaard

 

Tove Laursens interesse er ganske særlig. Det er en interesse, som mange kvinder, og sikkert også flere mænd, har delt med hende i deres barndom. Skabene, der pryder entréen og fortsætter ind i stuen og videre ud på altanen, er fyldt med mørke dukker. Flere hundrede af dem.

Dukkerne er linet op i rækker, store som små, hylde efter hylde. Lejligheden er fyldt med dukker, og tusindevis af øjne stirrer på dig, så snart du træder ind. Dukkerne sidder i de mange højskabe langs væggene, de står på gulvet, ligger i dukkevogne eller sidder til bords i det enorme miniature dukkehus, som Tove Laursen har hængende på væggen i stuen.

Hun ejer mere end 1.500 mørke dukker. Men hun har ikke talt dem i lang tid. Der er også kommet en del lyse dukker til, men dem har hun slet ikke talt med. Egentlig passer de heller ikke ind i samlingen, men hun har fået dem af blandt andre hendes sønner, så hun synes næsten ikke, at hun kan være andet bekendt end at stille dem frem.dukkerDen første af mange
Da Tove Laursen var seks år gammel, fik hun sin første dukke af sin bror. Den har hun altid værnet om. For hende var det som kærlighed ved første blik og i en sådan grad, at hun har måtte eje dukker magen til hendes første, hver gang hun er stødt på dem. Uanset dukkernes hudfarve.

Hobbyen kom en smule i bero, da hun selv havde små børn, men har ellers været vedholdende hele livet igennem. Hendes egne børn fik heller ikke lov til at lege med dukkesamlingen, men børnebørnene har nu alligevel kørt lidt rundt med nogle af dukkerne i dukkevogne. Men ikke længere. Børn leger ikke med dukker på samme måde, som de gjorde engang, fortæller Tove Laursen.

”Min veninde og jeg snakkede om forleden, at da vi var konfirmeret legede vi også stadig med dukker og kørte med vores dukkevogne. Det gør børn på den alder ikke i dag.”Et dukkehus i dukkehuset
I hjemmet hos Tove og Brian Laursen er dukker og dukkehuse noget, de kan samles om, og pensionisttilværelsen giver dem muligheden for det.

”Al min tid går med dukker og dukkehuse. Min mand er tidligere skiltemaler, så han er handy og kan hjælpe med dukkehuset. Det er rigtigt hyggeligt, at vi kan samles om det. Hvis min mand ikke også var interesseret i det, så gad han heller ikke at se på alle de dukker.”

Miniaturedukkehuset på stuevæggen er beregnet til voksne og rummer en verden i sig selv. Det store dukkehus indretter Tove Laursen selv rum for rum. Hun lægger selv de små fliser, klistrer selv tapetet op og samler selv de mange små møbler, som pryder alt fra køkken til badeværelse. Det er ganske enkelt som et rigtigt hus med små vinglas i skabet, grøntsager i køkkenet, og Tove Laursen har endda små miniatureudgaver af Kaj Bojesens ikoniske dyrefigurer af træ.Et personligt præg
Det 4-etager høje dukkehus er et univers for sig og rummer en verden af historier, hvor kun fantasien sætter grænsen. Og fantasi har Tove Laursen masser af. Hun peger ned i dukkehusets nederste etage. Rummet er fyldt med små miniature guitarer, trompeter og alskens andre instrumenter i flotte farver og med fine detaljer.

”Her har jeg tænkt, at der skal være musikbutik, og i den anden ende skal der være rulleforretning, for sådan en har min svigermor haft.”

Dukkehusets øverste etage adskiller sig en lille smule fra butikkerne i stueetagen og de to herskabsetager på 1. og 2. sal.

”Her har jeg den letlevende. Jeg skal have sat en snydedør op, så det ser ud som om, at der er en bagtrappe. Kunderne, der kommer op til hende, må ikke komme op ad hovedtrappen. De må gå ad bagvejen. Jeg har endda fået to pærer dertil. En rød og en grøn.”

Tove Laursen digter liv og historier ind i den lille miniatureverden. Det er en del af hobbyen. Dukkehuset er ligeså meget et rum, hvor hun kan genspejle sit eget liv. Ud over svigermorens rulleforretning i kælderen samler dukkehusentusiaster, som Tove Laursen, mange af møblerne selv, og i nederste etage af hendes dukkehus står blandt andet et porsasystem, som har en ganske særlig betydning for hende.

”Det her er et miniature porsasystem. Da min mand og jeg flyttede sammen, var det de første møbler, vi havde heroppe, så det måtte jeg have. Det kunne jeg ikke undvære.” Øl og cigaretter
Tove Laursens hobby er tidskrævende, men ikke nok med det, så er den også, som så mange andre hobbyer, dyr. Det har hendes veninder flere gange kommenteret på, men hun har altid svar på tiltale.

”Mine veninder spørger nogle gange, hvordan jeg har råd til sådan en hobby, men så plejer jeg at spørge: ’Hvorfor har du råd til at ryge 20 cigaretter?’ Det her er mine cigaretter og mine øller.”