Carsten Holm har slået sine folder som radiovært i mere end 24 år i det københavnske. I december 2016 blev hovedstaden byttet ud med det, radioværten med egne ord kalder ”verdens mindste hovedstad”, Aarhus. Her laver han stadig radio. Og når tiden er til det, udforsker han musikscenen i Aarhus. Her har særligt spillestedet Tape i Mejlgade en magnetisk effekt på den garvede musikkender. Vi mødte Carsten Holm i de mørke lokaler i en baggård til Mejlgade til en snak om den forkærlighed, han nærer for stedet.

Tekst: Alexandra Bendixen
Foto: Mads Christensen

Jeg er kommet på Tape gennem de sidste tyve år. Da jeg opdagede det i 90’erne, hed det Musikcaféen, og der var det et spillested med masser af undergrundskoncerter. Op gennem 90’erne husker jeg også stedet som et festpunkt og midtpunkt i latinerkvarteret, som Mejlgade jo er en del af. Man samledes på Musikcaféen. Der var klubaftener og koncerter. Efterfølgende under navnet ”Backstage” blev stedet ikke vedligeholdt så godt. Men så tog folkene bag Trøjborg-beboerhus initiativ til Tape, og stedet er blomstret op igen.

Tape er et sted, hvor man ikke nødvendigvis går ind, fordi det er ens favoritband, der spiller. Man går herind, fordi man ved, at lige meget hvad der er på programmet, er det fedt. Det er kvalitetsstemplet på forhånd. Derudover er der en fed, dejlig og afslappende stemning blandt personalet. Der er ikke nogen, der er prætentiøse omkring nogle ting her. Det er bare et rart sted at være. Man møder en masse spøjse mennesker. Særligt, hvis man skal ud at trække luft i gården foran. Det er også en stor del af Tape.

Lige så snart man kommer ind i entréen, er der nogle unge fyre, der sidder og smiler og siger ”velkommen til”. Det koster ikke alverden at komme ind, og det koster heller ikke alverden oppe i baren. Alt sammen er med til at gøre det meget nede på jorden. Det bliver aldrig formelt.

Jeg kan godt lide de mindre musikmiljøer som Tape, hvor man også koncertmæssigt kommer meget tæt på artisterne. Hvor man ligesom kan fornemme, at der også er noget på spil for dem. Eller at der ikke er. Man kan mærke den der intensitet. Især, hvis der er mange mennesker, og de tager godt imod bandet. Det oplever man særligt på Tape, fordi scenen er cirka 10 centimer høj, og bandet er meget tæt på publikum. Man kan nærmest røre ved artisterne og dufte deres sved. Det gør det bare endnu mere intenst.

Der er noget ved publikummet på Tape. Det er et musiknysgerrigt publikum, som virker meget åbne over for, hvad der kommer i hovedet på dem. De skal nok respondere på den ene eller anden måde. Jeg har aldrig oplevet, at der er snak i hjørnerne, og at bandets koncentration forsvinder på grund af det. Der er en eller anden bevågenhed over det, der foregår på scenen. Lige meget hvad. Og det er med til at skærpe den intense stemning, jeg synes, der er på Tape.

Man kan komme, som man er. Jeg har aldrig fået følelsen af, at folk tænker: ”Nå, der kommer en langhåret, langskægget gut, som vil være ung med de unge”. Man kan træde ind fra gaden, som man er, og det afspejler sig i publikummet. Sådan er stemningen bare.

Lokalet er mørkt, der er lavt til loftet, og installationsrørene sidder frit fremme. Her er bare sort. På en eller anden måde er det lidt en klub. En spillestedsklub. En hule faktisk, som jeg godt kan lide. Man får helt lyst til at pakke sig lidt ind, når man kommer herned. Og når der er mange mennesker, bliver lyden især rigtig god. Fordi alle vi, der står blandt publikum, er med til at være en slags lyddæmper.

Jeg har haft masser af gode oplevelser på Tape. Jeg har engang været DJ med en anden fyr. Det var en virkelig festlig aften. Der var også en anden aften med et band, der hedder Boho Dancers. I slutningen af sidste nummer stoppede musikken, og det var kun sangerinden, Ida Wenøe, der spillede på sin akustiske guitar. Hun sang til, og lyden kom kun fra hende. Ikke en højttaler. Hun gik ned blandt publikum, hvor hun stod i bare tæer. Alle holdt vejret. Vi har vel været 130 den aften. Da hun stoppede, gik der et øjeblik, før folk begyndte at klappe, for alle havde en klump i halsen. Rigtig mange stod faktisk og tuede. Det var magisk.

Siden SPOT-festival tog Tape på programmet, har det helt klart været det første sted, jeg har pejlet mig ind på. Jeg havde også en rigtig fed aften hernede i år med nogle rigtig gode navne. Danske bands. Jeg blev her hele aftenen. Når jeg først er gået ind her, så foretrækker jeg at blive fremfor at skulle fare et andet sted hen og kun opleve halve koncerter. Så vil jeg meget hellere have den fulde oplevelse her.

 

TAPE
Tape er et
uafhængigt, nonprofit koncertsted med placering i Mejlgade 53 i Aarhus. Holdet bag er blandt andet koncertarrangørerne fra Flux og Raum Eins.

Den 29. januar 2017 åbnede det nye spillested Tape i samme lokaler, som tidligere har huset spillestederne Backstage og Musikcaféen i 33 år.

Ambitionen med Tape er at skabe et samlingspunkt for byens uafhængige koncertarrangører, som har markeret sig med bookinger, der har været med til at accelerere et progressivt musikmiljø på tværs af genrer.