Fra domkirken og ned langs Skolegade løber en 200 meter lang underjordisk tunnel omgærdet af mystik. Ikke mange aarhusianere kender til tunnelen, der blev brugt som flugtvej af modstandsbevægelsen under. 2. verdenskrig og nu lukkes helt af for al adgang.

Spredte regndråber rammer brostenene foran Aarhus Domkirke. Himlen er faretruende grå. Med trippende fødder venter jeg utålmodigt foran de tunge kirkedøre, der er forsvarligt aflåst for natten. Helt ekstraordinært har jeg fået lov til at komme med ned i den sagnomspundne underjordiske tunnel, der efter signede går fra domkirken ned gennem Skolegade. Tunnelen har siden opførelsen i 1922 været lukket for offentligheden, og informationerne om den er mildest talt sparsomme.

Adgang forbudt for eftertiden
Den venstre kirkedør går pludselig op indefra. Ganske langsomt. Først kan jeg ikke se nogen i våbenhuset, men så der i halvmørket ser jeg kirkeværge Søren Bo Jensen. Den velklædte ældre mand er iført en lang mørk frakke og byder mig venligt velkommen i kirken. Han er i dag den eneste med adgang til tunnelen.

DOM2

”Du skal lige vide, at det her er sidste gang nogensinde, vi bevæger os ned i tunnelen. Domkirken har besluttet at lukke adgangen til tunnelen helt af,” siger den høflige kirkeværge og fortsætter: ”For at sige det helt klart, så har der aldrig været adgang til tunnelen under kirken, og fra i dag er der overhovedet ingen adgang.”

Den besked modtager jeg med en vis ærefrygt, der ikke mindskes af, at vi går fra våbenhuset gennem kirkens højtidelige rum. Fra de høje hvidkalkede mure stirrer vægmalerier med bibelske motiver med tomme øjne, og de få ord, vi veksler runger højlydt i det enorme rum.

”Den sidste, der nogensinde får adgang til den underjordiske tunnel,” genlyder det i mit hoved.

Ildebrand og fjernvarme
Søren Bo Jensen fortæller mig sagte om tunnelens oprindelse.

”Tunnelen blev opført i 1922. Formålet var at føre varme fra kedelrummet i sognegården ind i kirken for at varme kirkerummet op om vinteren. Senere ophørte brugen af kraftvarmeværket, og tunnelen blev i stedet brugt til nye fjernvarmerør. I 2014 blev også fjernvarmeledningerne fjernet, og tunnelen har siden stået helt ubrugt hen,” fortæller kirkeværgen. I samme ombæring fortæller han om en brand i tunnelen, der stadig står tydeligt i hans erindring.

”I 2014 udbrød en brand i tunnelen i forbindelse med fjernelsen af fjernvarmeledningerne. Branden udbrød kort inden juleaften og havde nær afblæst hele juleprædiken, fordi giftige partikler var kommet fra tunnelen op i kirkerummet.”

Mindet om branden er dog også det eneste uforudsete, der er sket i tunnelen i de 22 år, Søren Bo Jensen har været kirkeværge.

Omgærdet af mystik
Vi bevæger os fra præsteværelset gennem det store kirkerum og ind i et lille aflukke i det sydvendte kapel, hvor nedgangen til tunnelen er skjult. Imens fortæller Søren Bo Jensen om de mange myter, der gennem årene har knyttet sig til den underjordiske tunnel.

Du skal vide, at det her er sidste gang nogensinde, vi bevæger os ned i tunnelen.Søren Bo Jensen, kirkeværge

”Der er rigtig mange myter om tunnelen, og de fleste er og bliver myter. Jeg har aldrig set hverken spøgelser eller vampyrer og har heller ikke oplevet noget som helst andet overnaturligt. At en munkeorden holdt hemmelige loger hernede passer heller ikke. Tunnelen blev, så vidt vi ved, opført i 1922, og dengang var hemmelige munkeordner altså historie selv i Aarhus.”

I det hele taget gør kirkeværgen meget for at afmystificere tunnelen, der siden sin opførelse for over 94 år siden har forsøgt at tiltrække sig så lidt opmærksomhed som muligt. Fra domkirkens side har man bevidst forsøgt ikke at gøre for meget opmærksom på tunnelen, da den altid har været lukket land for den almindelige aarhusianer.”Vi har bevidst ikke ønsket at udbrede kendskabet til tunnelen, fordi den altid har været helt og aldeles lukket af for offentligheden. Jeg tror faktisk ikke, at særlig mange aarhusianere i dag overhovedet ved, tunnelen eksisterer,” fortæller Søren Bo Jensen, inden han finder sit store nøglebundt frem og låser op til det lille aflukke, hvor nedgangen til den underjordiske tunnel befinder sig.

Gemt under rengøringsartikler
Det lille aflukke i det sydvendte kapel bliver tydeligvis anvendt til andet end nedstigning i undergrunden. Nedgangen er skjult af et trægitter i gulvet dækket af rengøringsmidler, spand og mobbe. Kirkeværgen åbner hjemmevant gitteret, og en meget smal stige af metal kommer til syne. Det er den stige, der fører ned i dybet under domkirken.

Jeg når lige at synke to gange, inden jeg følger efter Søren Bo Jensen ned ad den vakkelvorne stige. Det første stykke af tunnelen er meget, meget smalt, og jeg når lige at mærke klaustrofobien gribe mit legeme, inden tunnelen breder sig ud, og jeg igen kan stå oprejst.

Tunnelen er oplyst af elektriske elpærer, der sidder fast i de afskallede betonvægge. Her lugter let jordslået. Luften er kølig. Trods lidt spindelvæv om de dovne elpærers svage lys, er her forholdsvist rent og pænt, og jeg ser hverken flagermus eller rotter i den dunkle tunnel. Her er cirka to meter fra gulv til loft og en meter mellem tunnelens vægge.

Flugtvej under krigen
Kirkeværgen genoptager hurtigt fortællingen om tunnelen.

”Den eneste sande fortælling jeg kender om tunnelen stammer fra 2. verdenskrig, hvor modstandsfolk brugte tunnelen som flugtvej fra kirken,” forklarer han og fortsætter: ”Efter sigende lavede præsten et tegn med sine ben, hvis der var farer for tyskere udenfor kirken. På den måde kunne modstandsfolkene tale i kirken, uden tyskerne fattede mistanke.”

Aarhus Domkirke har mange hemmeligheder, som offentligheden ikke kender eller har adgang til.Søren Bo Jensen, kirkeværge

Som jeg står i halvmørket dybt under jorden, har jeg ikke svært ved at forestille mig, hvordan modstandsfolk med hjertet siddende i halsen har flygtet fra besættelsesmagten gennem den snævre tunnel. Mens Søren Bo Jensen beretter, hvordan tunnelen sikrede, at man uforstyrret kunne diskutere modstandskampen, bevæger vi os dybere ned ad den 200 meter lange gang mod Sognegården i Skolegade.

Kirkens mange hemmeligheder
Jeg har en fornemmelse af, at vi har gået længe, da tunnelen pludselig runder skarpt. En slidt trædør med en massiv hængelås er muret ind i væggen.

Sognegården er i dag privatejet, og domkirken har siden 2014 ikke haft adgang til opgangen i den gamle sognegård. Vi vender derfor om, og tilbagevejen gennem den dystre tunnel
forekommer mig kortere. Jeg lægger mærke til flere detaljer i takt med, at mine øjne vender sig til det dunkle lys fra de spindelvævsindbundne elpærer. Den afskallede maling på de rå betonvægge ses tydeligt nu, ligesom jeg bemærker, at der flere steder i tunnelen er lavet små stikveje af en til to meters længde.

”Aarhus Domkirke har mange hemmeligheder, som offentligheden ikke kender eller har adgang til,” fortæller Søren Bo Jensen og fortsætter: ”Tunnelen, du har fået kendskab til her, er bare en af dem.”

Hans ansigt er halvt oplyst af det elektriske lys, halvt mørklagt. Vi når det smalle stykke, inden den vakkelvorne metalstige igen fører os op i det lille aflukke i domkirkens sydvendte kapel.

DOM1Vi lukker aldrig op igen
Dagslyset står i skarp kontrast til det elektriske lys i tunnelen, og luften er anderledes frisk. Vi lukker trægitteret i gulvet og forlader det lille rum med rengøringsartikler aflåst. Jeg kan ikke lade være at tænke på, at det var sidste gang, et menneske satte sine fødder i den tunnel.

”Jeg kan lige lukke dig ud ad bagvejen,” siger kirkeværgen og bladrer i det store nøglebundt. ”Så kan du lige se den gamle sognegård, som tunnelen fører op til.”

Søren Bo Jensen lukker os ud af en mindre trædør i domkirkens sydlige hjørne og peger ned ad Skolegade på et gammelt bindingsværkshus med røde mursten.

”Husk nu at gøre opmærksom på, at vi lukker tunnelen helt af for al adgang,” siger den ældre kirkeværge behjælpeligt, inden han forsvinder tilbage i domkirken.