En gang imellem dukker et band op på den danske musikscene og tager alle med storm for så at forsvinde igen lige så hurtigt som de kom frem. Sådan et band var Her Personal Pain, der i starten af 90’erne stormede ud af Aarhus og ind i alles hjerter. I spidsen stod sangerinden Dicte, som her ser tilbage på hendes turbulente tid i det måske bedste orkester, der nogensinde er kommet ud af Aarhus.

Af Søren Højlund Carlsen

I 1989 hed den amerikanske præsident stadig Ronald Reagan – i hvert fald i årets første tyve dage indtil han blev afløst af den første Georg Bush. D-A-D udgav deres gennembrudsalbum ’No Fuel Left For The Pilgrims’ og OB blev danske mestre i fodbold. I 1989 var der ikke noget, der hed Facebook eller Twitter, og de sociale medier bestod af et postkort og en telefonsamtale. Det var en tid hvor musiktjenester som Spotify og hjemmesider som YouTube var ren science fiction, og hvor vi stadig hørte musik på en rund skive af vinyl. Til gengæld var Aarhus i 1989 stadig det musikalske centrum i Danmark, og selv om de glade 80’er, hvor Thomas Helmig og Gnags gjorde Aarhus til danskernes foretrukne musikby, var ved at fade ud som en popsang i radiovenlig længde, så kom der stadig mange nye navne ud af byens spirende musikscene.

Et af dem hørte offentligheden første gang til i 1989, da de vandt datidens store musikkonkurrence i Aarhus; ”Vi har scenen – I har musikken”, som på amfiscenen ved siden af Musikhuset viste det bedste af det nyeste fra den aarhusianske undergrundscene. Og i 1989 hed det bedste band; ”Her Personal Pain”. ”Det var vores allerførste koncert og vi havde kun lavet de tre numre, som var på det demobånd, vi tilmeldte os konkurrencen med. Men vi vandt alligevel og det blev starten på vores gennembrud”, fortæller Benedicte Westergaard Madsen en decemberdag 24 år senere, hvor hun siden gennembrudet med Her Personal Pain nu kun er kendt i den brede offentlighed som Dicte.

En genvej
Sangerinden er en kold decemberdag på vej tilbage til Aarhus med færgen fra Odden. Sammen med Claus Hempler skal hun skal optræde i Musikhuset – kun få meter fra den scene, hvor hun – via Her Personal Pain – kom på fornavn med hele Danmark. For den gang var musikkonkurrencer vejen frem for nye bands i Danmark. Der fandtes ingen Facebook eller Twitter, hvor man kunne markedsføre sin musik. Der fandtes heller ingen tv-shows, hvor nye navne kunne opdages og spyttes ud til masserne.

Derfor var konkurrencerne en af de få hurtige veje frem for nye unge og håbefulde navne. Få år efter Her Personal Pain vandt i Aarhus katapulterede konkurrencen DM i Rock for eksempel bands som Dizzy Mizz Lizzy og Kashmir ud til enorm succes. Det samme skete for Dicte og Her Personal Pain på den lille amfiscene i Aarhus.

”Det var den første store ting, der skete for os. For den gang betød de konkurrencer virkelig noget. Når man var et nyt band, var det en af de få adgange, der var til offentligheden – så de var meget vigtige. Og der var stor prestige i at vinde; ”Vi har scenen – I har musikken”, så det betød, at nu kom der nogen og bankede på vores dør. Nu skulle vi ikke ud og banke på deres dør. Så nu var der pladeselskaber, der kiggede på os. Der var bookingselskaber, der blev interesseret – og opmærksomheden steg bare helt enormt. For eksempel skulle vi lige efter vi vandt spille på Vestergade 58 og åbne på Skanderborg Festival, og derefter rullede bolden bare – det var helt vildt”, husker Dicte, som allerede ved den første koncert efter konkurrencen – på det legen-dariske spillested Vestergade 58 – oplevede, hvordan interessen for hendes orkester nærmest eksploderede fra den ene dag til anden.

Kæmpekø
”Jeg kan huske, at vi skulle ud og spise efter vores lydprøve. Da vi så kom tilbage var der kø helt ud til gaden og vi kunne nærmest ikke komme ind igen. Først undrede vi os over, hvad der mon skete – indtil det gik op for os, at vi faktisk var dem, som folk var kommet for at se”, fortæller Dicte, som oprindeligt er født i København, men få år forinden var flyttet til Aarhus fra Viborg for at forfølge en musikalsk karriere. I Aarhus fandt hun hurtig sammen med de tre drenge; Heine Lennart Christensen, Palle Schultz og Allan ”Joy” Hansen, og de fire dannede Her Personal Pain, som efter musikkonkurrencen hurtigt blev et af de mest hypede band i Danmark og som dermed var med til at forlænge Aarhus’ regeringstid som landets musikby nummer et.

”Den gang var musikscenen i Aarhus nok tydeligere end den er nu. Ikke at vi var en del af den jyske muld på den måde. Men vi befandt os fint i byen og vi fornemmede ikke, at byen udgjorde nogen begrænsninger for at få et gennembrud og skabe sig en karriere – det kunne man sagtens fra Aarhus. I dag burde det jo være lige meget, hvor man kom fra, når vi har de sociale medier og hvor du kan brede din musik ud til hele verden. Men det virker som om, at det trods alt nu er nemmere at bo i København, London eller Berlin, hvis man vil bryde igennem med sin musik. På den måde er det nok blevet anderledes i forhold til det at være et ambitiøst band i Aarhus. Udlængslen efter noget større og noget nyt er sikkert også stærkere blandt de unge i dag” siger Dicte, som efter eget udsagn satte sig op på en jetjager, da Her Personal Pain brød igennem.

For efter sejren i ”Vi har scenen…” spillede Her Personal Pain den ene koncert efter den anden over hele landet inden de deltog på en støtteplade for Amnesty International. Her indspillede de nummeret ”You can’t always get what you want”, som blev voldspillet i radioen og blot gjorde bandet endnu mere populært. I 1991 udgav de så CD’en ”Songs from Cinema Cafe”, der med sange som Touch, Cinema Cafe og This red feeling blev en kæmpe-succes og stadig den dag i dag er fast inventar i mange pladesamlinger.

”Der var så megen energi. Jeg kan huske, at vi åbnede Grøn Scene på Roskilde Festival om torsdagen klokken seks, hvor jeg aldrig har set så mange mennesker i mit liv! Og vi spillede bare et brag en koncert. Men det hele startede så hurtigt og der var så meget energi på. Når man er ung, så tror man jo, at man kan det hele og er verdens navle. Men på den gode måde, hvor man bare kaster sig ud i alt med totalt energi og med en tro på, at man laver noget fedt. Så det gjorde vi. Men det var hårdt. Vi var ude at spille hver eneste weekend. Tidligere havde vi spillet en koncert hver tredje måned, men i det første år efter konkurrencen spillede vi op til 100 koncerter – også i udlandet, og det er mange dage, man er væk. Det er hårdt for éns omgivelser, og det er noget, man skal lære at håndtere. Samtidig var vi stadig studerende og nogen havde jobs, der også skulle passes ved siden af – vi tjente ikke nok på bandet til at vi kunne leve af det, så vi måtte fortsætte med at arbejde. Så vi sov nærmest aldrig og knoklede fuldstændigt vanvittigt”, fortæller Dicte, der ved siden af Her Personal Pain arbejdede på det lokale mediehus, Det Åbne Båndværksted

Opbakning fra byen
Men i Aarhus fandt Her Personal Pain en god støtte i det store musikliv og i den industri, der var vokset omkring de lokale kunstnere. For eksempel fik de stor støtte af Dansk Rock Samråd, der stadig holder til i Aarhus og som blandt andet arrangerer SPOT Festivalen. ”Deres leder – Gunnar Madsen – tog hurtigt fat i os for han kunne jo godt se, at det gik stærkt for os. Så han tilbød sin hjælp og støtte – og det var rigtig fedt at opleve, at der var nogen, der passede på os og bakkede op. Så der var et stærkt netværk og nogen gode folk i Aarhus, der hjalp os godt i gang og mange af dem er der jo heldigvis stadig”, siger Dicte, der tror, at Her Personal Pain fik så stor succes som de gjorde, fordi bandet ramte ned i noget nyt.

”Vi lavede noget, der var meget anderledes på det tidspunkt og det var en stor oplevelse at opleve, at det kunne man godt. Der var en længsel efter noget nyt og på den måde tror jeg, at det var en stor styrke i, at vi kom fra Aarhus og ikke bare blev pløjet ind i en københavnsk musikmaskine. Folk havde ikke hørt om os før vi kom som skudt ud af en kanon over fra det mørke Jylland. Samtidig så var jeg nærmest ene kvinde i et mandeland – forstået på den måde, at der den gang ikke var mange andre kvindelige forsangere i et rockband.