Undervandsjagt med harpun handler ikke kun om at pløkke fisk. En tur under havoverfladen er også farvel til smartphone, stress og støj og goddag til velvære og afslapning.
Af Henrik Lomholt Rasmussen
Plop siger det, da jeg forsvinder ned under overfladen og erstatter den vante verden med snik, snak, og stadige tjek af smartphonen med et urgammelt jagtinstinkt i et tyst og for mange ukendt rige.
Jeg er på min første undervandsjagt med harpun. Den foregår i Aarhus Bugt. Min makker er Jesper Simonsen. Han har været skudt i harpunfiskeri, siden han for 20 år siden pløkkede sin første fisk i vandet ud for sine forældres sommerhus på Mols. Nu svømmer han lidt foran mig med harpunen klar til skud. Det er sidst på eftermiddagen på en dag midt i oktober. Havet er 13 grader varmt – lunt, når man er iført en isolerende neoprendragt – spejlblankt, roligt og klart. En lav sol er med til at give fem meters sigte.
Blød takt
Rigeligt til at få øje på lilla søstjerner, krabber i forsvarsposition med løftede kløer samt småfisk i fuld fart mellem sten, grønt søgræs og brunlig tang, som duver i blød takt med de undersøiske dønninger. Dem gynger jeg også blidt med på, mens jeg nyder at hænge i havoverfladen og trække vejret gennem min snorkel. Efter en dyb indånding går turen ned mod bunden nogle meter under mig. Jeg er kommet væk fra stenbunden og har, når jeg retter blikket væk fra kystretningen, udsigt til sand, sand og atter sand. En brandmand sejler forbi og der en til. Flotte og faretruende er de orangerøde gopler med meterlange tentakler. Hov, hvad var det? Jeg vender mig i vandet og får øje på en stime sej. De 20-30 sølvblanke fisk standser et øjeblik, men inden jeg når at tænke “Skyd!” og får hævet harpunen, er de væk.
Vælg selv
Jesper Simonsen har heller ikke trykket sit våben af. “Jeg så en slethvar (en fladfisk, red.) på sandbunden for lidt siden. Men den var kun 15-20 centimeter, så den lod jeg være,” fortæller han, mens vi træder vande med hovederne over havoverfladen.
“Som harpunfisker kan man – modsat dem, der fisker med stang eller garn – selv vælge sit bytte. På den måde undgår man at skade bestanden ved eksempelvis at tage for små fisk eller fisk, der som eksempelvis havørreder er fredede i visse perioder af året,” fortæller Jesper Simonsen. De etiske overvejelser får vi dog ikke brug for på denne undervandsjagt. Fiskene glimrer nemlig ved deres fravær. ”Næh, det ser ikke ud til, at vi får nogle flade i dag,” konstaterer Jesper Simonsen. Han er ikke ude efter øretæver, men bruger blot harpunfiskernes jargon for at spidde skrubber, rødspætter og andre fladfisk.
Vi tager bestik af nogle fiskeres garn og svømmer lidt udad for at ikke at komme i karambolage med dem, inden vi på ny går under overfladen.
Bar figur
Optakten til vores undervandseventyr foregår i bar figur i vejkanten nær stranden, hvor Jesper og jeg gør klar til at trække i våddragterne. ”Jeg var så smart at tage varmt sæbevand med. Så er dragten ikke bare nemmere, men også rarere at få på, end hvis man bruger koldt vand,” siger Jesper og pøser godt med sæbevand fra en femliters dunk ned i sin camouflagemønstrede mundering. Den samme behandling får min todelte, sorte sag. Svup, så er bukserne på, og kort efter er overdelen vredet på plads. Fødderne bliver iført et par tykke dykkersokker, og hænderne forsvinder i et par neoprenhandsker.
Dolk og blybælte
En skede med en dolk til at skære sig fri af fiskegarn, hvis uheldet skulle være ude fæstnes om den ene læg. Rundt om livet spænder jeg et bælte med otte kilo blylodder. De modvirker opdriften fra den syv millimeter tykke dykkerdragt.
Med svømmefødderne i den ene hånd og harpunen i den anden – og for Jesper Simonsens vedkommende også en rød-hvid bøje til markering af vores tilstedeværelse under overfladen – går vi ned på stranden og ud i vandkanten. Våddragtens hætte krænges over hovedet, svømmefødderne kommer på fusserne, og så er det tid til at få dykkermasken på plads. Næste skridt er at gøre harpunen klar til skud.
God styrketræning
Af sikkerhedshensyn skal det altid foregå under vandoverfladen. Siddende i vandkanten placerer jeg harpunens håndtag mod min brystkasse og trækker så våbnets tykke elastik ind mod mig med begge hænder. God styrketræning, for der skal kræfter – og øvelse – til at få elastikken helt tilbage og gummibåndets lille krog lirket på plads i indhakket, som er forbundet med harpunens aftrækker.
“Så er vi klar,” siger Jesper Simonsen og gentager sine sikkerhedsinstrukser: “Husk, at du skal holde fingeren fra aftrækkeren, indtil du vil skyde en fisk. Sigt aldrig på din makker med våbnet og lad det pege nedad, når du svømmer.”
Tre-fire meters afstand
Men i dag kommer harpunerne altså ikke i aktion. For sjov trykker vi dog våbnene af og harpunerer en klump tang på havbunden på godt en meters afstand. ”Jo tættere du er på byttet, jo sikrere er du på at ramme. Men omvendt er der også større risiko for, at fisken får øje på dig og flygter. Med en harpunline på et par meter og en harpunlængde på godt en meter kan man i teorien skyde fisk på tre-fire meters afstand med udstrakt arm,” forklarer Jesper Simonsen.
Hans personlige rekord er harpunering af en havørred på 6,6 kilo. ”Men det er også fedt lige at smutte ud og fange nogle friske flade til en fiskelasagne,” siger Jesper Simonsen.
Enten eller
Han understreger, at man inden undervandsjagten skal afgøre, hvilken slags fisk, man vil have på harpunspyddet. ”Vil man skyde fladfisk, som holder til på bunden, skal man se nedad og ikke andet. Vil man have pelagiske fisk som havørred, torsk og multe, der svømmer i frit vand, skal man se fremad. Det er enten eller,” forklarer Jesper Simonsen. Og i dag blev det til ingenting. Men skidt med det. For da vi efter en time i det våde element sidder i vandkanten er sjæl, sind og krop fyldt af fred, ro og velvære.
“Man kan ikke være heldig hver gang. Uforudsigeligheden er en del af spændingen. Men man får altid en naturlig wellnessbehandling af undervandsjagt,” fastslår Jesper Simonsen.
Det har han ret i.