Vi kender det alle sammen. Rådhuset i Aarhus. Og i år fylder det 75 år. Her holder borgmesteren til, her bor Aarhus Kommune, og her kan man vinke til dronningen, når hun er på besøg. Men hvad færre ved er, at bag bygningens marmorfacader rummer huset et hav af historier.

Aarhus Rådhus er beklædt med 6.000 m2 norske marmorplader. Under overfladen er det udstyret med møbler af den danske designer Hans J. Wegner til en værdi på 1,5 millioner kroner i 1941. Hvert et element i bygningens store hal består stort set af enten træ eller guldfarvet messing. Fredningen af bygningen i 1994 betyder, at alt fra både bygning og inventar skal forblive som det først blev skabt, eller erstattes af noget fuldkommen magen til.

Går man rundt på rådhusets sildeparketgulv i tusinde år gammel dansk moseeg, forstår man det godt. Historiens vingesus fornemmes i luften. Om det er duften af arkiv og papir, eller om det er manden, der sidder på hug midt i hallen, mens han nænsomt forsøger at fjerne en plet i træet med et lille sølvværktøj, er svært at sige. Men i rådhuset bliver der passet godt på tingene. For med hver en ting, følger hver en særlig historie.

Trafikhallen
Idet jeg træder ind i Aarhus Rådhus forsvinder lyden af biler ude fra gaden. I stedet bliver jeg mødt af stilethæle, der klikker hen ad gulvet. Af en støvsuger, der suser frem og tilbage. Trafikhallen er navnet på rådhusets store sal, der strækker sig mange meter op, med svalegange på alle sider og store glaspartier udadtil. Her møder jeg Benny Holm Pedersen, som er teknisk servicechef. Han skal vise mig rundt.

”Omkring 1000 mennesker går igennem hallen hver dag. Og så er der 450 ansatte i huset, så der er meget liv,” fortæller han. Et par unge fyre i joggingtøj kommer op af en stor trappe fra kælderen. En mand i jakkesæt valser ned fra første sal. Et kærestepar sidder arm i arm og venter på en bænk ved indgangen.

”Læg lige mærke til, hvordan alle hjørnerne i hallen er buede,” peger Benny Holm Pedersen. Ganske rigtigt, de træbelagte vægge vajer venligt i vinklerne. Rådhuset er tegnet af arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller, der vandt en arkitektkonkurrence tilbage i 1937. Bygningen blev påbegyndt i 1938, og indviet i 1941. Og den er designet ned til mindste detalje; bøjlerne på Benny Holm Pedersens kontor er formet i træ med indgraveringer af Aarhus’ våbenskjold, og guldfarvet messing går igen i håndtag, rammer, lampestel, plakatstandere og sågar skraldespande.

”Kan du se alle ruderne, der står derhenne?” spørger Benny Holm Pedersen og peger på en bunke glasplader, der er blevet taget ud af rådhushallens gevaldige endevæg.

”Fordi huset er fredet, må vi ikke putte nyt glas ind i rammerne. Så de originale ruder skal tilbage i vinduesrammerne, når de er blevet færdige med renoveringen.” Alt husets messing bliver pudset hver eneste dag. Hver en knap på elevatoren. Hver en søjle. Hvert et gammelt askebæger. Hver dag gøres hele huset rent, og hver en planke i gulvet bliver brunet.

”Og hvis der er kommet en skade på en af plankerne i gulvet, bliver den skiftet med en af reserveplankerne, vi har nede i kælderen”.

Omkring 1000 mennesker går igennem hallen hver dag. Og så er der 450 ansatte i huset, så der er meget liv.

En blomst med hemmelige tegn
”Jeg har været med til 4000 vielser,” fortæller Benny Holm Pedersen, da vi går ind i vielsessalen. Han har arbejdet på rådhuset i 17 år og kender murernes mange historier. Væggene i vielsesrummet er bygget i cigarkassetræ og udsmykket med malerier af grøftekantens blomster i Aarhus, malet af Albert Naur. Blomstersorterne følger årstiderne rundt i rummet. Benny Holm Pedersen peger på en lille blomst og fortæller:

”Albert Naur måtte gå under jorden under 2. verdenskrig. Da han vendte tilbage, malede han en sidste blomst på væggen. Og den bærer et hemmeligt tegn. Man kan se bogstaverne A og N i blomstens mønster. Det står for Albert Naur, og faktisk kan man også se et V for victory. Og så er den malet i de samme farver som Royal Air Force, fordi de befriede os.”

Vielsessalens gulv er dækket af et stort tæppe. Selvom det passer perfekt ind i rummets indretning, er det ganske nyt.

”Det originale tæppe var slidt og måtte fornyes. Men det skulle jo være fuldstændig magen til det gamle, som blev lagt i 1941. Vi havde to tæppemagere til at lave det nye tæppe. De talte hver en knast i det gamle, så det nye kunne blive præcis magen til, og så syede de dem i en efter en.”

Dybets uanede afkroge
Fra historiske håndmalede blomster bevæger vi os nedad. I dybet. Sådan kalder Rådhusets ansatte bygningens labyrintiske kælderhav.

”Det her er rådhusets ’negermalerier’,” siger Benny Holm Pedersen. Et navn, der er et levn fra gamle dage. Væggen i det første rum vi besøger er udsmykket med malerier af afrikanske kvinder.

”Under krigen havde Det Civile Beredskab deres luftmeldekorps i det her rum. Maleren hed Eva Skytte Birkefeldt, og hun var søster til en af de frivillige fra luftmeldekorpset, så hun malede det her til dem i 1944. Hvorfor det er blevet lige de her malerier, ved jeg ikke.” I dag bliver rummet brugt til opbevaring og går under navnet; stolerummet. Og logisk nok er rummet fyldt med store stabler af Wegner stole.

En etage længere nede i dybet støder vi på Dilman og Ronald. De sidder på deres kontor. Et kontor, der ser ganske anderledes ud end trafikhallens træ- og guldbelagte look. Dilman er tømrer, Ronald er elektriker. En blanding af kaffe og savsmuld fylder næsen, mens Hansons ’mmmbop’ klinger fra en radio til lyden af rislende vand fra vandrør under kontorets loft. Der er værktøj overalt. Ledninger, elpærer, hamrer, pudsegrej. Et par nedslidte Wegner stole står henslængt om et bord.

”Der er altid noget at lave her i huset. Og vi laver alt muligt. Skifter pærer, reparerer skriveborde, trækker ledninger mellem etagerne. Sørger for det hele fungerer, som det skal ovenpå,” siger Ronald. Også gangen ude foran kontoret er fyldt med reservedele og apparater. Og længere nede ad gangen fortsætter endnu et kæmpemæssigt værksted, fyldt med grej.

Dilman og Ronald er langt fra de eneste tandhjul, der holder rådhusets maskineri i gang. I dybets kringelkroge kryber alverdens mennesker rundt. To unge fyre hopper ud fra mørket mellem nogle store rør, der ligger langs en lang gang.

”Vi hjælper elektrikerne med at trække ledninger mellem etagerne”, fortæller den ene og griner. Og atter forsvinder de ind mellem rør, ledninger og bunker af reserveplanker til trafikhallens gulv. For enden af gangen står en kasse med et flosset hul i midten.

”Under krigen brugte Det Civile Beredskab gangen som skydebane”, beretter Benny Holm Pedersen. Og sådan står gangen altså stadig tilbage i dag; med den oprindelige skydekasse for enden.

I gamle dage røg vi cigaretter hernede. Vi spiste vores mad her, og når der var landskamp, rullede vi en storskærm ned og så det sammen.

Landskampe på elværket
Maskinrummet er turens næste stop. Det summer fra alle kanter. Det er kæmpe stort. Faner snurrer i utællelige ventilationsrør, elektriske ledninger gnistrer, og varmemålere lyser med grønne tal. Midt i rummet står en gruppe runde Wegner borde med stole omkring. Gulvet er belagt med vielsesrummets originale tæppe.

”I gamle dage røg vi cigaretter hernede. Vi spiste vores mad her, og når der var landskamp, rullede vi en storskærm ned og så det sammen,” siger Benny Holm Pedersen, der må hæve stemmen på grund af lyden, mens han peger på en væg med gamle elmålere på. ”Den går dog ikke længere af hensyn til brandsikkerhed,” fortsætter Benny Holm Pedersen. Og han ærgrer sig. Så det eneste, der pryder bordene i dag, er nogle gamle arkitektlamper og et tomt kaffekrus. Gamle fotografier og billeder hænger sporadisk rundt omkring på rør, stiger og vægge. Og nok har rådhusets håndværkere knoklet her i mange år, men hyggestemningen er ikke til at tage fejl af.

Beatles på klokkespil
Fra dybets summen bevæger vi os op i højdernes susen. Efter at have rundet endnu et maskinrum, hvorfra springvandet Agnete og Havmanden på Park Allé bliver styret, tager vi elevatoren op i tårnet. Vi holder et pitstop på 7. etage, hvor de kommunale duer bor. Gennem en lem i muren kan hele byens duer frit flyve ind i et lille rum, hvor duepasser Lars fodrer dem hver eneste dag. Han har frivilligt passet på dem de sidste 8-10 år. Skulle en af duerne blive syge, bliver livet taget af den. På den måde sørger man for, at duebestanden i Aarhus er så sund og rask som overhovedet mulig. Men det er også noget af et projekt, hvis duerne slipper ud inde i tårnet, fortæller Benny Holm Pedersen. For der er mange steder at gemme sig, når man er fugl. Og fugleklatteri er ikke en favorit.

På vej ud til klokkerne, helt oppe øverst, går vi forbi tårnets orgel. Det er her, klokkernes melodier bliver spillet. Benny Holm Pedersen fortæller:

”Så spiller man bare ligesom på et normalt orgel. Man kan spille Beatles eller Rolling Stones, hvis man vil.”

Klokkerne hænger kæmpe store ude på rådhusets åbne øverste etage. De hænger med hele Aarhus by som baggrund, helt fra Trøjborg til Moesgaard. Molslinjen er ved at lægge til kaj, og man kan lige ane en taghave oppe på toppen af Aarhus City Tower.

”Der er kun én, der nogensinde er hoppet ud herfra,” fortæller Benny Holm Pedersen. ”Det ved jeg, fordi jeg kender én, der kendte hans onkel.” Det kilder voldsomt i maven og benene. ”Han landede lige oven på det gamle borgerservice.” Vi græmmes begge over historien. Jeg kaster et sidste blik på Aarhus by, der oppe fra rådhustårnet næsten ser ud som på et landkort. Så meget kan man se. Og så tager vi turen ned igen, til der hvor vi startede, rådhusets epicenter: trafikhallen.

Efter at have dykket dybt, vandret højt og set rådhusets mange hjørner, fremstod trafikhallen endnu mere historisk. Og måske det er en af grundene til, hvorfor Aarhus Rådhus stadig fremstår som et vigtigt monument i dag. Fordi det 75 år efter dets fødsel bliver ved med at kaste historier af sig.