Moesgaard inviterer børn og voksne til en farverig fest i dødens tegn, når den mexicanske højtid, De Dødes Dag, fejres på museet den 2. og 3. november.
De Dødes Dag er en stor højtid i Mexico, hvor man mindes og ærer familiens afdøde slægtninge. Der sættes altre i hjemmet til minde om et familiemedlem, gaderne pyntes med papirklip, og på kirkegården kan man se mennesker, der fejrer De Dødes Dag med spiselige lækkerier og musik til ære for den afdøde.
Ansigtsmaling og mexicansk musik
På Moesgaard fejres De Dødes Dag hvert år. Der pyntes op og laves et mindealter, og lørdag den 2. november klokken 12.00-16.30 vil der være ansigtsmaling for børn, hvor børnene bliver malet efter autentiske mexicanske forskrifter – for eksempel som et skelet. I løbet af lørdagen vil der være mexicansk sang og musik, når den mexicanske musiker, Julian Marabroto Croda, spiller i museets foyer.
Animationsfilm for hele familien
Søndag den 3. november klokken 13.00 kan man se en familievenlig animationsfilm om De Dødes Dag i museets auditorium. Filmen handler om den mexicanske dreng Miguels fantastiske rejse til de dødes rige.
Den mexicanske højtid kan desuden opleves hele året i museets etnografiske udstilling De dødes liv, som sætter fokus på, hvordan de døde lever videre i forskellige kulturer, blandt andet i Mexico.