For mere end 15 år siden trådte Uffe Elbæk for første gang ind i Aarhus Byråd. Men før karrieren som politiker og iværksætter fik sin start, levede han en utraditionel tilværelse. Med en opvækst på Store Restrup Højskole fik han kollektivismen ind med modermælken. En kollektivisme, han tog med sig på en rejse tværs over Amerika, hele vejen til Moskva og hjem igen. Alt, Uffe Elbæk rørte ved, blev til nye muligheder, og verden lå for hans fødder. Men derhjemme lokkede de politiske ambitioner og drømmen om at sætte et aftryk for bestandigt – både på Aarhus og Danmark.
Tekst: Daniel Christian F. Skinbjerg
Foto: Kenneth Stjernegaard
På Aarhus Rådhus vandrer en mand iført en meleret sweatshirt med lystige skridt hen ad de mørkebrune moseegsbrædder. Han ser sig interesseret omkring, men det er ikke første gang, han sætter sine ben i bygningen beklædt af norsk marmor. Tværtimod er det en mand, der med særdeles vanlighed finder vej op ad trappen til første sal – efter at have hilst på selvsamme sikkerhedspersonale, der stod ved skranken, da han traskede ud af bygningen for knap ti år siden.
“Det er langt tid siden, alt for langt tid siden, jeg har været her sidst,” fortæller Uffe Elbæk, da han træder ind ad døren til byrådssalen. Mens han vandrer langs ringen af borde, betragter han portrætterne af tidligere aarhusianske borgmestre på væggen. Med hånden placeret ved hagen, retter han et blik og et skævt smil mod et af malerierne.
Om han tænker tilbage på, hvordan det hele startede tilbage i 2001, eller på de mange år han spenderede i salen, er uvist. Men én ting er sikker. Det var her, det hele startede. En rejse, der skulle tage ham hele vejen fra Rådhusets marmorbeklædte vægge til de bonede gulve på Christiansborg. Men også en rejse der skulle udfordre ham på både godt og ondt.
Højskoleopvæksten
Før skæbnen førte ham forbi det aarhusianske, voksede Uffe Elbæk op i, hvad de fleste nok vil kalde et alternativt miljø. Fra barnsben blev han opdraget af forældre stærkt inspireret af de politiske strømninger, der opstod i 60’ernes USA. På Ry Højskole og senere Store Restrup Højskole, hvor han boede, blev han en del af et helt særligt fællesskab, der skulle danne udgangspunktet for Uffe Elbæks fremtidige engagement og politiske holdninger.
”Politik, kultur, samfundsforhold – det hele blev diskuteret over middagsbordet. Mine forældre havde altid været optaget af at gøre samfundet bedre, hvilket kom til udtryk på forskellige måder. Grundtonen var mest af alt, at man skal være engageret, involvere sig og bidrage til samfundet,” mindes Uffe Elbæk om højskoletiden.
Hans mor og far var forstandere på Store Restrup Højskole. For dem var det kun naturligt at bo på selvsamme højskole, som de stod for at drive. Men på samme tid mindes Uffe Elbæk, at det var en markant anderledes opvækst, end hvad hans jævnaldrende i kernefamilier oplevede. Særligt én ting husker han tydeligt.
Mine forældre sagde altid, at vi børn skulle vælge det, som vi følte var rigtigt – men vi skulle altid gøre os umage. Alt det, vi gjorde, skulle vi lægge alle vores kræfter i. Vi skulle ikke sløse med vores talent.Uffe Elbæk om at få ambitionerne ind med modermælken
”Hver dag spiste vi sammen med højskoleeleverne eller køkkenpersonalet. Vi spiste aldrig ’derhjemme’, som de fleste andre. Det eneste tidspunkt, hvor jeg kan huske, vi oplevede at være en reel kernefamilie, var, når vi tog til Bornholm hver sommer. Noget af det mest eksotiske var simpelthen at se mine forældre lave mad,” fortæller han.
Forældrene var begge progressive pædagoger, præget af Summerhill-bevægelsen i England, der arbejdede for fri børneopdragelse. For Uffe Elbæk betød det, at han måtte finde sine egne veje. Selvom det måske lå i kortene, at han skulle blive akademiker, ligesom hans morfar, der var rigsarkivar.
”Mine forældre sagde altid, at vi børn skulle vælge det, som vi følte var rigtigt – men vi skulle altid gøre os umage. Alt det, vi gjorde, skulle vi lægge alle vores kræfter i. Vi skulle ikke sløse med vores talent. På den ene side måtte man gøre det, man ville, men på den anden side var der nogle høje forventninger,” fortæller Uffe Elbæk.
En del af ungdomsoprøret
Tilbage i 1968 sad Uffe Elbæk med hovedet klistret til transistorradioen. Ud af højttaleren lød Jørgen de Mylius, der præsenterede den nyeste musik fra hippie-oprøret i USA. Grateful Dead, Jefferson Airplane og Jimi Hendrix bliver synonymer med Uffe Elbæks ungdomsår.
Med lydbølgerne åbnede sig en helt ny verden – en verden med politisk aktivisme og kampen for en bedre tilværelse. En åbenbaring for den unge Uffe Elbæk.
”Efter at have hørt musikken blev jeg bare helt væk i den her progressive strømning. Kunst, politik og socialt engagement – det hele stemte med det, jeg stod for. Vestkystens musik- og kulturscene blev mine kulturelle orienteringspunkter, og verden blev bare så meget større,” fortæller han og fortsætter:
”Mange gange har jeg tænkt over, hvor særlig en historisk lomme jeg er vokset op i. Tænk at få smidt så meget inspiration i hovedet på én gang.”
Musikken fra landet ’over there’ blev en inspirationskilde for 14-årige Uffe Elbæk. Han lærte, at man ikke blot kunne sidde og se til, hvis man ville skabe forandringer. At forandringer var nødvendige, og at man altid vil kunne gøre det bedre.
Aktivist, kollektivist og kommunist
Få år senere flyttede Uffe Elbæk til fra højskolen til byen for at tage sin studentereksamen på Aalborg Katedralskole. Men som altid var det ikke just en konventionel livsstil, der dragede den unge kollektivist. Mens kammeraterne på skolen levede i kernefamilier, hvor mor og far altid var i nærheden, flyttede han ind i et kollektiv for at blive boligaktivist.
”At komme til Aalborg og bo i kollektiv var igen markant anderledes. Det var som at gå til hardcore, marxistisk, leninistisk skoling. Efterhånden blev jeg en ægte aktivist og alt det der,” siger Uffe Elbæk.
Kort før han begyndte på gymnasiet, mødte Uffe Elbæk en person med ligeså store ambitioner som ham selv. Anders Dam blev en af hans tætte venner – og sammen kæmpede de sig vej gennem årene på Aalborg Realskole. Det viste sig, at Anders Dam senere skulle blive direktør for Jyske Bank, en af Danmarks største finansielle institutioner.
”Jeg husker tydeligt, hvordan Anders Dam og jeg diskuterede vores fremtidsplaner både på realskolen og i gymnasiet. Vi lavede sjov med, at han nok ville ende med at blive en af de mest progressive finansfolk, og at jeg ville blive iværksætter eller politiker,” fortæller Uffe Elbæk med et smørret smil, velvidende om at der er en vis ironi forbundet med, at de i deres professionelle liv blev to diametrale modsætninger.
Efter at have gennemført gymnasiet flyttede Uffe Elbæk for en kort stund til hovedstaden – først til Christiania og senere til Nørrebro. Hurtigt blev han en del af de aktivistiske kræfter i 70’ernes København som medlem af Nørrebros Beboeraktion, der besatte ældre, forladte bygninger i området.
”Det var vilde tider. Jeg husker, at der var nogle lave huse i det indre Nørrebro, som stod til nedrivning, hvilket vi selvfølgelig syntes var helt forkert. Vi besluttede at besætte husene, for at de ikke blev revet ned,” siger han og stopper for en kort stund, hvorefter en seriøsitet indtræder i hans stemme.
”Det var heftigt. Heftigt i den forstand, at man skulle ind og dirke elektronikskabet op og pille ved ledningerne, for at få strømmen til at virke, og dreje og hive i nogle ventiler for at få vandet til at løbe.”
Fra Nørrebro til New York
Aktivismen blev lagt på hylden for en stund, da Uffe Elbæk sammen med sin daværende kæreste, Karin Eriksen, i sommeren 1976 tog til New York. Her ventede en tur tværs over USA – til Vestkysten, hvorfra Uffe Elbæk otte år forinden var blevet inspirereret af musikken, kulturen og fællesskabet.
Men kort inde i turen fandt de ud af, at ikke alt var som efter planen. Med sig havde de en blind passager. Karin var blevet gravid. Sammen stod de i deres livs dilemma – skulle de tage hjem til Danmark eller fortsætte turen?
De valgte at fortsætte turen tværs over USA, hvor de besøgte De Sorte Pantere, en politisk organisation, der kæmpede for sorte amerikaneres rettigheder. Her blev Karin undersøgt på deres sundhedsklinik.
”Vi fik at vide, vi skulle tage en beslutning nu, hvis vi ville have en abort. Grænsen var ved 12 uger,” mindes han.
Det blev til mange diskussioner – de fleste af dem langs stranden i San Francisco. Verden lå for deres fødder, men hvad skulle de vælge? Karin Eriksen ønskede at beholde barnet – så i sidste ende handlede det om, hvorvidt Uffe Elbæk ville være en del af dets liv.
”Det var en uoverskueligt beslutning – men til sidst valgte jeg at blive en del af barnets liv. Hvis jeg skulle være far, skulle det også være på den rigtige måde,” fortæller Uffe Elbæk.
Et halvt år senere lander Uffe Elbæk og en højgravid Karin Eriksen i Kastrup. De var hjemme, men de vidste på samme tid, at kollektivet på Nørrebro måtte skiftes ud med et familievenligt alternativ. Det var her, beslutningen om at flytte til Aarhus blev til – om end det kun var en midlertidig løsning.
En ny tilværelse
”Det var ikke engang meningen, vi skulle blive i Aarhus i så lang tid. Men jeg er lykkelig over, at vi tog beslutningen om at blive i byen,” siger Uffe Elbæk, mens han skuer ud af vinduet fra første sal på Aarhus Rådhus, ned på Sønder Allé.
Efter et stykke tid gik Karin Eriksen og Uffe Elbæk hver til sit. Men barnet blev en stabiliserende faktor i hans liv, sammen med sin bonussøn, som han sidenhen tog til sig efter et andet forhold med Kirsten Kampp. Selv mener han, at han nok havde arbejdet sig over kanten, hvis ikke de havde været i hans liv.
Men tredive, uventede år blev det til i Aarhus. En periode, hvor Uffe Elbæk udviklede et specielt forhold til byen, hvori han endte med at sætte et aftryk for bestandigt.
”Aarhus har et helt specielt sted i mit hjerte. Det sjove er, at byen prægede mig på mange forskellige måder, men på samme tid prægede jeg også byen,” siger Uffe Elbæk med tanke på Frontløberne og KaosPiloterne.
Med Frontløberne – også kendt under navne som De Flyvende Pisbønner, Den Rullende Rottefestival eller Next Stop Sovjet – vendte Uffe Elbæk op og ned på det kulturelle miljø i Aarhus. Men det blev også afsættet til en ny uddannelse, der var med til at skabe den aarhusianske iværksætterscene.
Inspirationen fandt han – sjovt nok – i Moskva, hvor han i september 1989 havde været med til at ’invadere’ Sovjetunionen ved at sende en kæmpe karavane af unge over grænsen til en koncert ude foran Moskva Universitet. Et projekt, der startede, da en rødhåret, københavnsk kvinde en solskinsdag i maj bankede på Frontløbernes kontor i Mejlgade.
”’Hvad!? Vil du invadere Sovjetunionen?’ udbrød vi nærmest i kor. Det var det max vildeste, vi havde hørt. Man kan jo ikke bare vade ind i Sovjetunionen på det tidspunkt. Det virkede umuligt fra start, men på samme tid tænkte vi, at det var noget, som vi bare måtte sige ja til,” fortæller han og fortsætter:
’Hvad!? Vil du invadere Sovjetunionen?’ udbrød vi nærmest i kor. Det var det max vildeste, vi havde hørt.Uffe Elbæk om Next Stop Sovjets spæde start
”Da vi vendte hjem til Aarhus stillede vi os selv spørgsmålet – hvilken uddannelse burde vi egentlig have haft, for at kunne gøre det her? Vi var slet ikke forberedte. Jeg var aldrig blevet undervist i at lave kontrakter med KGB, konfliktløsning med den russiske mafia eller at sætte et satellit-link op fra Moskva til København.”
Det blev startskuddet for KaosPiloterne var et bud på en anden uddannelsestænkning, drevet af; ’det kan gøres bedre’. Et ’drive’, som Uffe Elbæk havde taget med sig fra barnsben – og som ifølge ham selv, stadig er inspirationen bag det, han laver den dag i dag. Om så det er Alternativet, World Outgames eller noget tredje.
Politik på aarhusiansk
Tilbage i byrådssalen sætter Uffe Elbæk sig ved det samme bord, som han første gang satte sig ved for knap 15 år siden. Det var her, det politiske eventyr startede. Otte år blev det til i stolen placeret i direkte skudlinje fra borgmesterens sæde. Han læner sig tilbage og er tæt på at smide benene op på pulten, men lader være.
Frontløberne og KaosPiloterne blev et springbræt til noget større. En politisk karriere, der startede i Aarhus og nu lever i bedste velgående på Christiansborg. Selvom Uffe Elbæk, som han selv beskriver det, var hardcore socialist tilbage i 70-80’erne, endte det alligevel med, at han stillede op til kommunalvalget for Radikale Venstre.
”Min far startede som radikal og sluttede som socialist – jeg gjorde det lige omvendt. Men valget faldt ikke på Radikale Venstre, fordi jeg syntes det var et fantastisk parti. Tværtimod. For mig var det nok bare det mindst ringe parti på det tidspunkt,” siger han.
I 2001 bliver Uffe Elbæk valgt ind i byrådet. Endnu engang var tanken bag, at det kunne gøres bedre. Og bedre blev det – i hvert fald ifølge hovedpersonen selv.
”Det er sjovt at tænke tilbage på. Mange af de beslutninger, som vi var med til at tage i sin tid, kan ses i dag. Eksempelvis beslutningen om Dokk1, Aarhus Ø, Letbanen, Godsbanen og så videre.”
Uffe Elbæk rejser sig op fra stolen igen.
”Det er derfor, at jeg elsker det her lokale så højt – det er fantastisk,” udbryder han.
Fra byråd til bonede brædder
Efter embedsperioden i byrådet var overstået, tog Uffe Elbæk til Canada, hvor han havde fået tilbudt et job, som han efter eget udsagn bare ikke kunne sige nej til. Han regnede med at skulle bo i det nordamerikanske land nogle år. Men en tur tilbage til Danmark ændrede planerne.
”I starten af 2010 rejser vi til Danmark for at være med til tidligere kulturminister Elsebeth Gerner Nielsens 50-års fødselsdag. Her møder jeg Marianne Jelved, som spørger: ’Nå Uffe, hvad skal du så nu?’” siger han og fortsætter:
”Jeg fortæller så, at jeg har fået et job i Toronto. Hun afbryder mig så og siger bestemt: ’Nej, det skal du ikke. Du skal være med til at vælte den borgerlige regering.’”
Tilbuddet om at komme tilbage til Danmark – og så endda vælte en regering – kunne han ikke afslå. Mest af alt fordi han mente, at Danmark skulle føres i en ny retning.
Halvandet år senere stod Uffe Elbæk på Christiansborg. Efter det overraskende valg, hvor han var kæmpe stemmesluger, fik han jobbet som kulturminister. Et ministerium, han sidenhen har erklæret sin kærlighed til.
Men godt et år inde i sin embedsperiode, måtte han sande, at politik på nationalt plan ikke er helt det samme som hjemme i byrådet i Aarhus. Han lærte en såkaldt mørk side af Christiansborg at kende.
”Man ser det værste i politik – hvordan der bliver kastet mudder efter en minister, blot for at skabe splid,” siger han.
Hvor Uffe Elbæk førhen kom i søgelyset for at være en anderledes og ukonventionel politiker, kom han denne gang i uvejr som følge af anklager om nepotisme. Under hans tid som minister afholdte Kulturministeriet fem arrangementer ved Akademiet for Utæmmet Kreativitet. En forening, hvor Uffe Elbæk tidligere havde siddet i bestyrelsen, og hvor hans mand, Jens Pedersen, nu var ansat som sekretær.
Presset var ifølge ham selv enormt. Specielt fordi, det ikke kun var ham selv, det ramte. Hans mand blev hevet ind i sagen. Uffe Elbæk stod pludselig med valget mellem at gå af som minister eller fortsætte.
”Mit ego sagde, jeg skulle fortsætte. Det var verdens fedeste job – og hele ministeriet sagde, jeg skulle blive. Men når jeg kiggede på Jens, og så hvor ødelagt han var over den hetz, vi oplevede, tænkte jeg bare, at det måtte være nok,” fortæller han.
Enten kunne jeg forblive kulturminister, og tilsmudse mit moralske kompas ved at tale udenom i et samråd, eller vælge at være sammen med den, jeg elsker. Jeg valgte kærligheden frem for politik. Det var en af mine skæbnebeslutninger.Uffe Elbæk om at vælge kærligheden frem for karrieren.
Uffe Elbæk trådte tilbage, men fortsatte som løsgænger i Folketinget. Han vidste, at Jens Pedersen ikke ville kunne klare det, hvis der skulle ske noget lignende.
”Enten kunne jeg forblive kulturminister, og tilsmudse mit moralske kompas ved at tale udenom i et samråd, eller vælge at være sammen med den, jeg elsker. Jeg valgte kærligheden frem for politik. Det var en af mine skæbnebeslutninger – præcis som den jeg tog i USA,” siger Uffe Elbæk, der sidenhen blev frikendt af Rigsrevisionen.
”Tænk, hvis jeg ikke var trådt af, havde Alternativet ikke været her den dag i dag,” tilføjer han.
Kærligheden til Aarhus
Alternativet sikrede sig et flot valg til Folketinget i første forsøg, og Uffe Elbæk og resten af partiet har gjort sig bemærket på Christiansborg med samme utraditionelle tilgang til politik, som Uffe Elbæk altid har stået for. Og umiddelbart virker det ikke som om, at Uffe Elbæk har tænkt sig at skifte retning eller bopæl igen.
”Hvis jeg nu havde været 20 år yngre, kunne jeg sagtens have fundet på at flytte til Aarhus igen. Det er vitterligt en anden by, end dengang jeg tog herfra, i og med den udvikler sig så positivt, som den gør,” fortæller han, hvorefter det begynder at vælte ud med steder, som han elsker i Smilets By.
Det var også i Aarhus, at Uffe Elbæk i april 2007 blev gift med sin mand Jens Pedersen på Aarhus Rådhus med en efterfølgende fest, som eftersigende involverede store mængder champagne og gin & tonic. Det var i Aarhus, at han fandt kærligheden – to gange i streg.
”Jeg har bare så mange yndlingssteder, det er uretfærdigt at fremhæve nogle frem for andre. Men Riis Skov og Moesgaard er fantastiske, og det at man kan komme til vandet og i skoven, det savner jeg i København,” siger Uffe Elbæk og slutter:
”Hvor fantastisk en by er det ikke, når man kan være på biblioteket og høre, hver gang, der bliver født en ny aarhusianer. Hvor blæret er det ikke lige? Aarhus er fyldt med herligheder, jeg holder så meget af.”
På vej ud på pladsen foran Aarhus Rådhus vender han sig om og kigger op på bygningen en sidste gang. Over indgangen vajer Dannebrog, som det så ofte gør. Mange ting kan man sige om Uffe Elbæk. Men én ting er sikker. For ham handler det ikke om at se tilbage, men derimod fremad. Kun på den måde kan man skabe forandringer.
BLÅ BOG
- Født 15. juni 1954 på Ry Højskole
- Student ved Aalborg Katedralskole i 1975
- Uddannet socialpædagog fra Peter Sabroe Seminariet i 1982
- Journalistisk tillægsuddannelse fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1987
- Grundlagde Frontløberne i 1989
- Grundlagde KaosPilot-uddannelsen i 1991
- Byrådsmedlem for Radikale Venstre fra 2001-2007
- Gift med Jens Pedersen d. 28. april 2007
- Folketingsmedlem for Radikale Venstre 2011-2013
- Stiftede Alternativet i 2015