Kin-Ball er ikke ligefrem Danmarks største sport. Der findes nemlig kun én klub i landet. Klubben ligger i Aarhus, og fordi den er den eneste, udgør klubben også det danske landshold. Men selvom det er en lille sport, så har de en meget stor bold.
Tekst: Nanna Westergaard
Foto: Steffen T. Nielsen
Lydene i Globus1 i Brabrand tirsdag aften er velkendte for enhver, der nogensinde har befundet sig i en gymnastiksal. Der er gummisko, der knirker mod det lakerede gulv og en masse opildnede mennesker, der råber noget i retning af ”godt kæmpet!” eller ”kom igen!”. Men når man åbner øjnene, bliver gymnastiksalen knap så velkendt. Der befinder sig nemlig tre hold på banen ad gangen, og selvom bolden, de spiller med, ligner en volleyball, så er den 1,2 meter i diameter, og den udfordrer derfor de flestes vingefang.
Undskyld mit franske
Klubben har åben træning den første tirsdag i hver måned, så erfaringen på banen spænder fra flere år til få minutter, da holdet render rundt og spiller hockey for at varme op. Mens den store bold for en stund er blevet skiftet ud med en af sine mindste kollegaer, hænger Martin Melchiorsen tilbage for at forklare reglerne til den særprægede sport.
Der er fire mand på hvert hold og tre hold på banen ad gangen; et blåt, et gråt og et sort hold. En stor plysterning afgør, hvilket hold, der skal starte med at serve.
Under en serv skal alle spillerne på holdet røre ved bolden. En af spillerne råber så ”Omnikin” og farven på det hold, de gerne vil serve til, inden de dasker til bolden for at skyde den afsted. Og fordi sporten stammer fra den franske del af Canada, råber man holdfarverne på fransk: bleu, gris og noire.
Bliver der for eksempel råbt ”Omnikin bleu”, så er det blåt holds opgave at forhindre bolden i at ramme jorden. Lykkedes det dem, får de lov at serve videre. Lykkedes det dem ikke, får både gråt og sort hold ét point. Det første hold, der får 13 point, vinder perioden. Når et hold har vundet tre perioder, har de vundet kampen.
Ude på banen er spillerne gået i gang med en øvelse for at træne deres serv, og der lyder derfor hyppige råb af ”Omnikin gris!” efterfulgt af bløde dunklyde, når de knyttede hænder rammer den hårdt oppustede bold. Bolden bliver hurtigt grebet af de modtagende spiller, og snart lyder der endnu et råb: ”Omnikin noire!”
Banen, de spiller på, er 21 x 21 meter, hvilket svarer til en halv håndboldbane, men det er alligevel meget gulv at dække, når man kun er fire mand. Derfor har mange af spillerne også knæbeskyttere på, så de nemmere kan glide hen ad gulvet og fange bolden med fødderne, sekunder inden den ellers ville have ramt jorden.
Big in Japan
Der har tidligere været en klub i København og også en i Sønderjylland. Et par fra Aarhus-klubben er i gang med at starte en ny klub, men lige nu er Aarhus Kin-Ball Forening den eneste repræsentant for Kin-Ball sporten i Danmark. Derfor er det også rimelig nemt at komme på landsholdet. Du skal bare kunne få fri fra arbejde under verdensmesterskabet, og så skal du selv betale rejseomkostningerne.
Men det er måske også nemmere sagt end gjort. I år fandt verdensmesterskabet nemlig sted den første uge i november i Tokyo, og det var svært både at finde tiden og pengene til det. Danmark stillede med et mandehold. De spillede imod Japan og Kina, og i de lande har de Kin-Ball på skoleskemaet. Japan vandt desuden verdensmesterskabet i 2015 for herrehold. Men der er dog et enkelt forhold, der gav de danske drenge en bedre chance for en høj placering:
”Der var ikke så mange lande, der deltog i år, fordi det er i Tokyo, så det er ret dyrt at tage afsted til,” forklarer Martin Melchiorsen.
Det eneste krav er, at man har team spirit. Holdet er nemlig afhængig af, at alle arbejder sammen.Martin Melchiorsen
Sidst Aarhus-klubben repræsenterede Danmark til et VM var i 2015, da de var taget til Spanien med et mixhold.
”Der blev vi nummer fire ud af elleve lande,” fortæller Martin Melchiorsen. ”Men i år var der ikke nok af pigerne, der kunne komme med, til at vi kunne stille et mix- eller kvindehold.”
Holdånden er det vigtigste
Når man skuer ud over banen, er det en varieret flok mennesker, der render rundt og jagter den store bold. Høj som lav, kvinde som mand. Det kræver nemlig ikke så meget at være med.
”Det eneste krav er, at man har team spirit,” forklarer Martin Melchiorsen. ”Holdet er nemlig afhængig af, at alle arbejder sammen.”
Man skal vide, hvor man har sine medspillere, så man kan dække hele banen, og så er det vigtigt, at alle rører bolden, når man server. Ellers bliver der dømt ”missing”, og så er det automatisk de to andre hold, der får pointet. En enkelt gang under træningen, får holdet i de sorte veste ved et uheld også vist, hvad der kan ske, når kommunikationen glipper. To af spillerne nærmer sig bolden for at serve fra hver deres side, og kan på grund af boldens størrelse ikke se hinanden. Det ender med at den ene giver bolden et hårdt dask, der giver genlyd i hallen, da den rammer den anden spiller i hovedet. Heldigvis kom ingen til skade, og alle er snart på benene igen.
”Det var vist en missing,” siger dommeren, og de to andre hold får et point.
Der kommer næsten altid to-tre nye til holdets åbne træning, og i dag er der også dukket to friske gutter op. Den ene havde først hørt om sporten tidligere på dagen, men så søgte han på Kin-Ball på YouTube og besluttede sig for at tage med til træningen. Og efter de første par forsøg, hvor han har været med i kampens hede, er dommen klar: ”Man får nogle knubs, men det er sjovt. Og det er nemt at være med uden nogen forudsætninger.”
Om Kin-Ball
- Sporten blev opfundet i Quebec, Canada i 1986.
- ”Omnikin” er også navnet på det firma, der laver alt udstyr til sporten.
- Udover Japans sejr for herreholdet til VM i 2015 har Canada vundet alle verdensmesterskaber både for kvinder og mænd.
- Den store bold måler 1,2 meter og vejer knap et kilo.
- Ifølge The International Kin-Ball Federation er der 3,8 millioner, der dyrker sporten på verdensplan.
PERNILLE FLY NYGAARD, 32 ÅR, EFTERSKOLELÆRER, HAR SPILLET KIN-BALL I 2,5 ÅR
Jeg har selv spillet fodbold på eliteplan, men var udsat for en trafikulykke. Så jeg skulle i gang med noget nyt, og der passede Kin-Ball fint, for det er en meget social og sjov sport.
Man lærer hurtigt folk at kende, fordi man skal samarbejde og kende hinandens navne. Alle får en betydningsbærende rolle i spillet, og selvom jeg var helt ny, så følte jeg mig hurtig som en del af det. Man kan være med uanset niveau og ambition.
MADS BUCKA, 29 ÅR, PROGRAMMØR, HAR SPILLET KIN-BALL I 3 ÅR
Jeg prøvede Kin-Ball på Oure Højskole, hvor jeg var i to uger og prøvede en masse sportsgrene. Der var en lærer, som havde prøvet Kin-Ball og viste os det. Jeg tænkte, at det var mega fedt, så det ville jeg gerne prøve igen.
Man kan være meget kreativ og prøve at lave et nyt move. Det er jo en lidt ny sport, så der er mange muligheder, og det er meget anderledes end håndbold og fodbold. Og så er det jo fedt, at man kan tage til Japan med landsholdet.
BENJAMIN RIISE, 28, SPROGLÆRER, HAR SPILLET KIN-BALL I 6 ÅR
Jeg startede til Kin-Ball gennem mit studie, hvor vi havde en træningsdag. Vi skulle bare lette røven, så det var egentlig ret tilfældigt, at det lige blev Kin-Ball, jeg prøvede kræfter med.
Det fedeste ved at spille Kin-Ball er, at der er en stor bold og tre hold, og at du virkelig skal være fysisk og kaste dig efter bolden. Og så er det også fedt at kunne tage til verdensmesterskabet.