Hun er kontrolleret og beslutsom, afslappet og tænksom. Den aarhusianske hækkeløber og Danmarks bedste kvindelige atlet, Sara Slott, kan beskrives på mange måder. Men vigtigst af alt brænder hele hendes krop efter at hænge en OL-medalje om halsen.
Stadionet er fyldt med børn i alle aldre. På banen løber flere piger om kap i én af de indledende runder, der heppes fra tribunerne og i et hjørne står tre drenge og lægger taktik for dagens præstationer i det årlige skole OL. De hopper på stedet, strækker ud og kigger hele tiden ud mod banen. Snart er det deres tur. På en trappe sidder Danmarks bedste kvindelige atlet, Sara Slott. Hun har brugt formiddagen på at være dommer til skole OL. For i idrætsforeningen Aarhus 1900, som hun har løbet for hele sit liv, møder man op og hjælper hinanden.
Stadionet har været hendes faste base i mere end 16 år. Herfra går hendes verden, og de røde løbebaner har da også været underlag for både Sara Slotts arndoms-, teenage- og kvindefødder. Hun er opvokset i et hus med sine to brødre og forældre på den anden side af stadion, og i dag kommer hun på stedet flere gange om ugen til træning.
”Som barn var jeg nok meget selvsikker. Jeg har altid været god til sport og haft nemt ved skolen, og når man er god til sport, så får man hurtigt mange venner.”
Stemmen tilhører Sara Slott. Vi har placeret os på to sæder på tribunerne lidt væk fra larmen fra det igangværende skole OL, og der er frit udsyn til de konkurrerende unge mennesker. De griner, ler, klapper og hujer. Det er mest for sjov, men der er også en alvor i deres blik, lige inden spurten sættes i gang.
Og så er det som om, at man pludselig kan se hende der midt imellem alle børnene. Den 13-årige Sara Slotter i år 2000 lige er startet til atletik, fordi hendes storebror går til sporten i forvejen. Det er en slank pige med lyst hår, vindermentalitet og temperament. En pige, der møder op på stadion til første træning og proklamerer, at hun kan løbe rigtigt hurtigt. De andre griner lidt, men der går ikke lang tidør hun har adskillige medaljer med hjem fra stævnerne. Den 13-årige Sara Slott synes, at det er sjovt at løbe og springe, men hun kan også være en rigtig primadonna en gang imellem. Når hun ikke løber op til sit allerbedster det en kæmpe fiasko, og så smider hun med sine sko eller en vandflaske. Én ting er dog tydeligt for alle. Her er en pige, der har et talent ud over det sædvanlige og en vilje, som vil føre hende langt.
Nummer to i dit eget liv
Sara Slotts CV indeholder mange store højdepunkter. Der er ungdoms OL i 2003 i Paris, hvor hun med en førsteplads i 400 meter hæk indså, at hun havde potentiale til at komme langt i sin sport. Derudover var OL i 2012 en stor oplevelse, hvor hun gik hele vejen til semifinalen.
Det gør noget ved dig, at du bliver nummer to i dit eget liv, men også at du er den vigtigste person i en andens liv.
Udefra var det en imponerende karriere, men indvendigt opstod der et andet behov hos Sara Slott. Behovet for at skabe en rigtig familie sammen med kæresten Thomas Cortebeeck.
På mange måder var det en vanvittig tanke, for de færreste eliteudøvere kan kæmpe sig op på niveau igen, når de først har været igennem den belastning en graviditet udsætter kroppen for. Men med Sara Slott gik det faktisk anderledes.
”Da jeg i forbindelse med min graviditet satte mig selvforskyldt ud på sidelinjen, gjorde det noget ved mig. Jeg fik mærket godt og grundigt efter, hvad der er vigtigt i mit liv. Og jeg fik bagefter mulighed for at vælge sporten til igen for alvor,” forklarer hun.
Og efter forskellige fysiske opstartsvanskeligheder er Sara Slott tilbage på verdensscenen med ben, der er langt hurtigere end tidligere.
Nogle har kaldt det ”mom power”, hvilket skal forstås på flere forskellige niveauer. For det første kan en graviditet give dig en større fysisk udholdenhed, hvis du bliver ved med at træne igennem hele forløbet, forklarer Sara Slott. Men mentalt kan det også skabe positive effekter, der rækker langt ind på løbebanen:
”Jeg tror, det vigtigste et barn giver én er, at man bliver tvunget til at koble af på en anden måde. Tidligere brugte jeg al min tid fysisk og mentalt på træning, og jeg gik måske for meget op i de ting, der var gået dårligt. Med et barn bliver du tvunget til også at tænke på andre ting,” understreger Sara Slott.
Helt konkret er det blevet til mindre men mere effektiv træning. Hun føler ikke, at hun kan tillade sig andet, end at give sig 100 procent, når hun nu vælger at bruge tid væk fra familien.
”Jeg tror også, at jeg har fået et øget selvværd, efter jeg har fået min søn. Og det vidste jeg ikke, at jeg manglede. Det gør noget ved dig, at du bliver nummer to i dit eget liv, men også at du er den vigtigste person i en andens liv,” forklarer hun.
Sigter efter finaleplads
Det er de små marginaler, der adskiller middelmådighed fra succes i atletik, og Sara Slott har forbedret sin danske rekord med næsten to sekunder. Tag en pause og tæl. En. To.
Umiddelbart virker det ikke som lang tid, men forbedringen betyder ikke desto mindre, at en finaleplads ved sommerens OL i Rio pludselig er et realistisk mål.
Sara Slott er udråbt til et dansk medaljehåb, og det betyder også, at der er kommet meget mere opmærksomhed omkring hendes person. Telefonen tager hun kun, når hun kan genkende nummeret, for der er pludselig mange mennesker, der hiver i hende. Forberedelsen til OL i Rio er derfor lige så meget en mental som en fysisk øvelse:
”Det er stort, at være nået hertil, hvor jeg kan være med blandt de hurtigste. Det er det, jeg går efter,” forklarer Sara Slott om forberedelserne i sommerens OL.
Tidligere har hun meldt ud, at deltagelsen i OL ville blive hendes exit fra sporten, men med de nye og hurtigere tider ser virkeligheden anderledes ud. Nye sponsorer er dukket op, hun bliver inviteret til løb med pengepræmier, og Sara Slott kan nu leve af at løbe hurtigt. Hendes speciale i idræt er derfor også sat på standby på:
”Som det er lige nu, ved jeg ikke, hvornår jeg stopper. Jeg har brugt så sindssygt lang tid på at komme op på det her niveau. Det giver slet ikke mening at stoppe, for det er nu, det begynder at blive sjovt, og det er nu, man kan sætte et aftryk både sportsligt og menneskeligt,” forklarer hun og uddyber:
”Jeg gider ikke være med, hvis jeg ryger ned som nr. 20 igen. Når jeg en dag mærker, at jeg ikke kan være med kropsligt og mentalt, så stopper jeg. Men det er der forhåbentligt nogle år til.”
Et kontrolleret rodehoved
Selvom tiderne er forbedret, og prognoserne for OL ser lovende ud, så har Sara Slott i foråret været nødt til at lade træningstøjet bliver derhjemme. Hun har haft et to ugers langt sygdomsforløb med hoste, som hun skulle bruge tid på at komme sig over. Det er selvfølgelig ærgerligt, men tilskuerbænken er ikke et fremmed sted for hende. Her har hun siddet tit.
Skader og restituerende pauseforløb har nemlig kendetegnet Sara Slotts karriere hele livet, og især i perioden 2009-2012, måtte hun ofte se på fra sidelinjen. Hun betegner sig selv som en korkprop i den periode. Så snart hun kom op, så røg hun ned igen. Op og ned. Sara Slott erkender da også, at det kan være svært ikke at spekulere på, hvor hun ville være i dag, hvis hun kunne have undgået de lange skadesperioder.
Atletikken er på mange måder et mandsdomineret miljø, og man taler om sin krop, som om den var en bil.
”Det er altid stressende. Det er der ingen tvivl om. Og jo højere niveau, som jeg er kommet op på, jo mere stressende er det. Lige nu er det jo nogle meget små marginaler, der skiller én fra succes og fiasko,” forklarer Sara Slott.
De lange skade- og pauseforløb har skabt en sportsudøver med en stærk træningsmentalitet. Sara Slott ved, at det ikke handler om at toppe midt i sæsonen, og hun har lært, at en stærk psyke er dit vigtigste kort, når kroppen svigter.
Fokus og struktur er derfor også nogle af de elementer, der holder Sara Slotts hverdag i skak. Som olympisk atlet kan du ikke være spontan. Træningsskemaer, vigtige løb og en passende kost er elementer, som alle er en uundgåelig del af hendes liv. Men som Sara Slott påpeger, er der også en forskel på, hvem hun er på løbebanen, og hvem hun er hjemme i den private lejlighed tæt på Botanisk Have i Aarhus:
”Jeg er nødt til at være super kontrolleret som atlet, men som privatperson er jeg slet ikke en kontrolfreak, og jeg er virkelig et rodehoved. Jeg er meget dårlig til at rydde op og gøre rent, og med sådan nogle ting er jeg helt laissez faire. Jeg kan for eksempel sagtens gå i seng, selvom køkkenet står og sejler helt vildt. Man kan vel sige, at jeg får udlevet mit behov for kontrol herude på stadion,” griner hun.
Kroppen som maskine
Som atlet må man leve med, at alle har et forhold til og en mening om ens krop. Den fornemmelse kender Sara Slott kun alt for godt, og hun forklarer, at hun ofte kan have en lidt mekanisk tilgang til sin egen krop.
Jeg vil selvfølgelig gerne huskes som én, der har lavet nogle gode resultater. Men jeg vil egentlig allerhelst huskes som én, der er et godt menneske.
”Atletikken er på mange måder et mandsdomineret miljø, og man taler om sin krop, som om den var en bil. Jeg skal jo lære min krop at løbe hurtigere. Og har man fået en skade i for eksempel baglåret, så går man til en fysioterapeut eller en læge, som sørger for at få skiftet reservedelen.”
Når man hele tiden forsøger at vinde 100-dele af et sekund i sin præstation, så bliver tilgangen meget naturvidenskabelig. Men det kan også være anstrengende:
”Det der med, at man bliver dissekeret til en eller anden genstand, det kan godt være lidt hårdt,” understreger Sara Slott.
På stadionets løbebane sendes endnu en flok unge mennesker afsted, og det gjalder i højtalerne. Sara Slott har også været ungdomstræner for en gruppe piger i klubben, og hun taler engageret om, hvorfor det er vigtigt, at de unge ikke kun går op i sport, sundhed og krop, men også har et helt almindeligt teenageliv. Balance og perspektiv synes at være nøgleord i Sara Slotts verdensbillede.
”Jeg vil selvfølgelig gerne huskes som én, der har lavet nogle gode resultater. Men jeg vil egentlig allerhelst huskes som én, der er et godt menneske. Én der for eksempel kommer herud og er frivillig, og én som er noget for andre mennesker,” afslutter hun.
