For sanger og skuespiller Pernille Vallentin har vejen frem mod stjernerne været fyldt med krumspring og U-vendinger. Her fortæller hun om kampen for anderkendelse, babyboom og skøre knogler. Samt sine varme minder om årene i Aarhus.
Af Annica Carlsen
Storebæltsbroen og hjem til sine forældre i Horsens. Hendes kæreste, rapperen Kasper Spex, skal spille en række jobs i Aalborg. Og med to babyer er det rart med forældrenes hjælp. Pernille er ikke enten eller. Hun synger, komponerer, spiller skuespil og dubber. Men lige nu er hun mor. Først og fremmest.
Allerede som 17-årig forlod Pernille de vante rammer i Jylland for at drage til England og gå på teaterskole. Det blev en hård og intens tid, hvor hver eneste bevægelse konstant var under lup.
”Jeg vidste meget tidligt, at jeg ville den snørklede vej med skuespil og sang. Inden jeg tog af sted, havde jeg allerede været på forskellige teaterhøjskoler herhjemme. Men i London var det selvfølgelig noget helt andet. Der var hele tiden auditions, så det var benhård konkurrence.
Vi blev målt og vejet konstant – og på alt … diktion og bevægelse. Det var virkelig intensivt, men jeg lærte selvfølgelig en masse,” fortæller Pernille Vallentin.
Ro i stemmen
Efter et år i London flyttede Pernille i 2000 til Aarhus, hvor hun begyndte på teaterskolen Move’n Act. Der er en anden ro i stemmen, når hun fortæller om tiden i Aarhus.
”Det var så dejligt at komme tilbage til Aarhus. Der er et andet tempo og tilgang til tingene. Det hele var meget eksperimenterende. Da jeg blev færdig på teaterskolen, fik jeg et job på Børnekulissen ude i Gellerup, hvor jeg lavede børneteater. Vi optrådte i alle mulige børnehaver og i Musikhuset. Det var en fantastisk tid – og noget helt andet, end det jeg tidligere havde lavet.”
Søgte ind i Aarhus
Kampen om en af de eftertragtede pladser på landets tre teaterskoler i København, Odense og Aarhus har Pernille Vallentin aldrig vundet, selv om hun har søgt ind alle tre steder.
”Jeg har sammenstykket min egen uddannelse, kan man sige. Jeg ville selvfølgelig gerne ind– men jeg har nok aldrig været indstillet på at ofre så meget, som det kræver. Jeg har veninder, der isolerede sig fuldstændigt i forbindelse med optagelsesprøverne. Der er jeg nok for social.”
Uden for etablissementet
Herhjemme er der efterhånden kommet en del private skuespillerskoler og dermed uddannelser. Statens Scenekunstskole – der tidligere hed Statens Teaterskole – samt skuespillerskolen ved henholdsvis Aarhus og Odense Teater anses dog stadig som de mest anderkendte.
Med en adgangsbillet til en af de tre skoler er man foruden uddannelsen også sikret et stærkt netværk. Men står man uden for det etablissementet og teaterselskabet – uden uddannelse fra en af skuespillerskolerne, som Pernille Vallentin, bliver der stillet højere krav og forventninger.
”Hvis man ikke går den etablerede vej og kommer ind på én af skuespillerskolerne, skal man bevise sit værd på en anden måde, kan jeg fornemme. Det er hvert fald min erfaring,” forklarer Pernille Vallentin.
Gennembrud
Anderkendelsen kom i 2003, da hun stillede op i talentshowet Stjerne for en aften. Da Pernille Vallentin sad på vej hjem i toget mod Aarhus efter showet, ringede telefonen. Det var filminstruktøren, Ole Christian Madsen. Han havde set programmet, og ville have Pernille til en casting til rollen, som ”Gule Tilde” i filmen Nordkraft.
”Det var nu det gjaldt. Nu måtte det briste eller bære. Tildes rolle var den sidste, de manglede at besætte. De ledte efter en, der nærmest skulle være … ja overjordisk – men det måtte ikke virke påtaget. Det var åbenbart i mig, dét, de ledte efter”.
Nordkraft blev en ilddåb. I filmen spiller Pernille Vallentin over for Thure Lindhardt i rollen som ’Gule Tilde’ – en skrøbelig og medafhængig ung pige, der kæmper for at komme ud af forholdet til kæresten ’Steso-Thomas’.
Begge roller er fortabte sjæle, der misbruger alle former for stoffer – og hinanden. ”Det var en heftig start. Man skyder ikke en film kronologisk, så vi begyndte med en af scenerne oppe i tårnet, hvor Thure og jeg skulle sidde og kysse og græde. Det var virkelig skræmmende at starte der. ’Hvad med at begynde med en scene, hvor vi bare går ud af vej eller noget andet?’ tænkte jeg. Jeg var hamrende nervøs, men det var Thure også, så på den måde hjalp vi hinanden. Det var virkelig intenst.
Vi boede alle sammen oppe i Aalborg det meste af tiden og var væk fra alt vi kendte,” fortæller Pernille Vallentin.
Det stør ste skulderklap
I kølvandet på Nordkraft fulgte flere roller. Blandt andet i Lone Scherfigs film Hjemve fra 2007, hvor hun spiller Mette-Inge. Året efter lagde Pernille Vallentin dansk stemme til den skrappe rådhårede prinsesse Selenia i Luc Bessons film Arthur og Minimoyserne. Mange husker måske også Pernille Vallentin, som den overgearede Sanne fra Storebæltsreklamerne, som hun medvirkede i i 2008 og 2009.
Da instruktøren Ole Bornedal i 2009 castede Pernille Vallentin i rollen som den forpinte og kuede Scarlett i thrilleren Fri os fra det onde, kom det største skulderklap fra branchen. I 2010 og 2011 vandt Pernille Vallentin både en Robert og en Bodil for bedste kvindelige birolle i filmen.
”Det var så underligt. Jeg blev selvfølgelig vildt glad – men så … er det sådan, det er. Jeg tror altid, det føles vildere, når man er i en proces, hvor der er noget man drømmer om og stræber efter. Men det betød meget. Det var jo en anderkendelse og et kæmpe skulderklap fra branchen. Også fordi jeg ikke var kommet ind på nogle af skuespillerskolerne … den med skolerne, den hænger stadig. Jeg følte mig endelig accepteret,” fortæller Pernille Vallentin.
Ændret tilværelse
Men bedst som den lille kvinde med det store talent for alvor havde sparket døren ind, ændrede hendes tilværelse sig. Hun blev gravid – og i april 2012 fødte hun sin første søn, Charlie.
”Jeg troede selvfølgelig, at havde læst alt og vidste alt. Det gjorde jeg ikke. Dét at blive mor tog al min tid – det fyldte alt. Jeg kunne ikke finde ro i hovedet, til at koncentrere mig om noget andet. Til tider var det virkelig frustrerende … og jeg tænkte ’Åh nej – er min karriere nu slut for altid?’
Jeg kender mange, der bare hev babyen med til prøver på teatre og filmset. Men det kunne jeg ikke, for Charlie havde kolik, så de første tre måneder skreg han konstant.”
Da der var igen var kommet ro på tilværelsen, var Pernille Vallentin klar til at vende tilbage til jobbet. Ved Bodilprisen 2012 skulle hun overrække en pris til skuespilleren Tommy Kenter. Den årlige prisfest var den perfekte mulighed for at fortælle, at hun var tilbage. Klar til at arbejde. Hvad Pernille Vallentin ikke vidste – midt på den røde løber til prisfest med etablissementet – var, at hun var gravid igen. Sidste år i november fødte hun sin anden søn, Bille.
Roen over broen
Når det er svært at få enderne til at hænge sammen, sætter Pernille Vallentin kurs vestpå mod det jyske. Hos forældrene i Horsens er der ekstra hænder til at hjælpe med babyer og bleskift. Og lidt nordpå, i Aarhus, finder hun roen.
”Selvom der kan gå mange måneder mellem mine besøg i Aarhus, er det altid samme følelse. Det velkendte. Så snart jeg træder ud fra banegården, går jeg som regel gennem Ryesgade og over Clemens Bro. Så falder roen ind over mig. Jeg føler mig ligesom hjemme. Det fornemmelse har jeg ikke fået i København,” forklarer Pernille Vallentin.
Friheden ved at flytte til hovedstaden var dog tiltrængt. København var ny, større og spændende. Det var rart at være sig selv og ikke hele tiden støde på en man kendte, når man gik en tur ned af gågaden.
Umiddelbare jyder
I København kunne hun være sig selv på en anden måde. Og Pernille Vallentin er stadig glad for købstaden og Vesterbro, hvor hun bor sammen med kæresten. Men Aarhus har det med at snige sig ind.
”Jeg savner det nære fra Aarhus. I København er de mere uimponerede over, at man er lidt kendt eller noget, og det er egentlig meget rart. Jeg boede stadig i Aarhus, da jeg lavede reklamerne for Storebæltsbroen. Og der var altid en eller anden, der råbte ’BROBIIZ!!!’ efter mig nede i midtbyen. Det gør de stadig. På den måde er jyder mere umiddelbare, og det kan jeg enormt godt lide.”
Pernille Vallentin brugte meget af tiden i Aarhus på Klostertorv og Café Smagløs. Somrene blev tilbragt på den permanente – ”på nudistsiden med alle de gamle nøgne mænd,” griner hun. For Pernille var der hyggeligere der end indenfor på selve badeanstaltens lille stykke strand, hvor alle de sminkede piger viser deres solbrune og glinsende kroppe frem.
Skøre knogler
Pernille Vallentin er vant til livets små og store kampe. Den lille kvinde, der stikker 1 meter og 57 centimeter op i luften, lider af osteogenesis imperfecta. En medfødt genetisk sygdom, der også kaldes knogleskørhed eller brækkebenssygdom. Det har sat sine begrænsninger. Uheld er uundgåelige, men Pernille Vallentin skal helst undgå uheld, hvor absurd det end lyder.
”Som barn havde jeg mange brud. Mine knogler brækker let, og det sætter selvfølgelig nogle begrænsninger. Under optagelserne til Fri os fra det onde var jeg uheldig både at vrikke om, og falde ned fra en stol – så jeg sprang et ledbånd og brækkede mit haleben. Når man laver film, arbejder man efter en stram tidsplan, så jeg lavede de fleste optagelser på nogle ret heftige smertestillende piller.”
Frygt, fremtid og eufori
De sidste to år har Pernille Vallentin haft rollen som mor. Non stop. Til efteråret slutter hendes anden barsel – og arbejdet kan begynde. Men når man har været ude af fokus i to år, er der naturligvis en større følelsessymfoni forbundet med et comeback.
”Det er skræmmende at skulle tilbage. Jeg sluttede af med at vinde en Robert og en Bodil, inden jeg stak af og lavede familie. Hvordan skal jeg gribe det an, tænker jeg?”
Lige nu er fokus på musikken. Sammen med kæresten Kasper Spez har Pernille dannet et band ved navn Pudekamp. I maj skal de spille til Stafet for livet – et arrangement til fordel for kræftramte. Pernille vil også gerne samle sit gamle Aarhus-band igen, når der er materiale nok til en ny plade.
Jeg har så mange gode minder nede fra vores stinkende øvelokale ved ’Rutteren’”, siger hun på et tykt aarhusiansk om rutebilstationen og fortsætter: ”Vi var der hele tiden, indtil vi brød igennem og udkom med vores første album i midten af nullerne. Jeg savner musikken – men har ikke haft tiden, fordi jeg var så heldig, at der var arbejde til mig som skuespiller.”
Forskru ede tanker
I første omgang gælder det dog Pudekamp. Inspirationskilderne til musikprojektet finder man i ”feberdrømme, forskruede tanker og overhørte samtaler”.
Pernille Vallentins vokal og udtryk beskriver hun selv som ”drømmepop”. Og da kæresten Kasper Spez er rapper, ligger forestillingen om en fin og finurlig kombination af det hårde og det bløde lige for. Musikparrets mission er aldrig at vågne op fra drømmen, spille instrumentale spøgelsesserenader og velklingende øjebliksbilleder fra andedammens dehydrerede storbyer.
”Jeg glæder mig til Pudekamp – min kæreste har gerne ville i gang med det længe. Kom nuuuu… har han sagt tusinde gange. Jeg har bare ikke kunne engagere mig ordenligt. Jeg tror, at det med at få børn sidder længere tid i kvinden. Jeg skal lige helt ud af den her babyboble. Men så er vi også i gang – og vi bliver nødt til at spille på Roskilde i 2015.