I farvandet ud for Aarhus sejler Vega, Snowlark, vildfarne joller og mystiske grønne skyer, mens kaptajnen holder ild i piben, bånd knyttes, og liv forandres. Let anker og tag med Marinehjemmeværnet på patrulje.
Tekst: Thomas Bech Hansen
Foto: Ulla Bjulver
Et lille skridt, jovist. Men en verden til forskel. For der sker noget specielt, når fødderne forlader den sikre havn og træder om bord på et skib, der ligger i vandet. Når skibet så er klædt i gråt á la søværnet og sejler under splitflag, dufter det unægteligt af eventyr og togter. En mandag aften omkring skumringstid stiller 13 mænd og en kvinde op til briefing på et af disse skibe. Vi er på Aarhus Havn, og det er Marinehjemmeværnet, der gør klar til aftenens sejlads i bugten.
Besætningsmedlemmerne er helt almindelige mennesker. De har alle sammen helt almindelige jobs eller studier. Men her står de iført lyseblå uniformer med bånd og striber på skuldrene. Og de stiller skam ikke op – de påmønstrer. For her er det militærets jargon og orden, der hersker. Dagligdagens roller betyder intet. Den enkeltes fortid er irrelevant. Her gælder det om at kende sin plads, for ellers klapper det bare ikke. Det er en chance for fællesskab, en anden identitet og et par timer i en anden verden, hvor bølger og ekkolod erstatter fortove og lyskryds.
Militært system
Kaptajnen hedder Henrik Mortensen. Samtidig er han flotillechef, altså chef for Marinehjemmeværnet i Aarhus. Han er alt det, romantikere med hang til saltvand drømmer om: Piben på sned i mundvigen, lun og godmodig men uangribeligt manden med styringen. Seks år har han sejlet som hjemmeværnsmand. Det havde han ellers ikke lige set komme.
”Jeg har været konstabel i forsvaret, og min chef foreslog hjemmeværnet for mig, da jeg stoppede. Men jeg tænkte, at jeg havde stået nok vagt. Jeg skulle ikke dirigere trafik. Men så fortalte en kollega om Marinehjemmeværnet. Jeg har selv en båd, vil gerne sejle, og det var som at komme hjem, for jeg kendte jo kommandoerne fra Forsvaret. Det fede er at se, hvordan folk arbejder sammen som et fællesskab,” fortæller han med høj røst for at overdøve motoren, mens skibet tøffer ud og lægger Aarhus Ø bag sig. Alle kan være med, men indstillingen skal være rigtig.
”Man skal kunne affinde sig med, at det er et militært system med et hierarki. Man skal være holdspiller og forstå, at I mange situationer er der kun én, der bestemmer, mens de andre agerer. Ellers uddanner vi alle fra bunden, så alle kan være med.”
Grøn sky i sigte
Centralt for aftenens sejlads er udrulningen af en hundrede meter lang, oppustelig gummipølse. Det kaldes en flydespærring og bruges til at inddæmme udslip af olie. I aften er der ingen olie, det er bare en øvelse. Men seriøsiteten er ikke til at tage fejl af – alle arbejder hårdt for at dygtiggøre sig og være klar til den dag, hvor det er alvor. Udover miljøindsatser er Marinehjemmeværnets opgave at rykke ud, hvis nogen er i havsnød, patruljering sammen med politiet og skattevæsenets toldere, forebyggende indsatser og generel tilstedeværelse.
Et stykke ude øjner flotillechefen en grumset tåge cirka 300 meter fra skibet. Den grønlige sky ligger op ad en mindre ø. Er det mon forurening? Bliver det alvor nu? Kaptajnen bapper lidt på piben og kniber øjnene sammen, mens han tager bestik af plamagen.
”Njah, det er ikke noget farligt. Det er havgus. Og det får det grønne skær på grund af solen, der er ved at gå ned. Så det er ikke noget.” Seks år på havet med ugentlige sejladser har givet ham erfaringen.
”Opklaring til daglig orden!” Sådan lyder det så lige pludselig fra manden ved roret. Det er ikke umiddelbart til at greje, hvad det betyder. Men alle virker rolige og fortsætter med hver deres – nogle kigger på radaren, andre spejder mod horisonten, mange arbejder på dækket med reb, fortøjninger og førnævnte gummipølse.
Advarsel til jollen
Kaptajnen kender mange af de andre skibe på vandet denne aften. Der er for eksempel Kattegatekspressen og en båd, der suger sand op fra havbunden. Men sommetider sker det, at en ukendt dukker op. En gebrokken dialekt lyder over radioen – et udenlandsk fartøj er på vej forbi Aarhus og vil sikre sig, at der er plads til at komme forbi den grå dansker. Det er der, forsikrer hjemmeværnsfolket roligt. En anelse mere anspændt bliver stemningen, da en jolle kommer til syne i vandet cirka 200 meter fremme.
Ser vi en russisk ubåd, så melder vi det. Jeg lover, at det ikke sker.Henrik Mortensen, kaptajn
”Han er da alt for tæt på. Jeg tror altså ikke, han har set os,” lyder det fra en af besætningsmedlemmerne – en gast, hedder sådan en. Kaptajn Mortensen tager en hurtig beslutning om at sende et tydeligt signal til båden. Næste manøvre er, at tre mand går sammen om at hive det, der vel bedst kan beskrives som en oversize uro op fra lastrummet. De hejser en kæde med store, sorte cirkler og trekanter lavet af plastik op i masten.
”Det hedder et dagsignal. Og det skal vise jollen, at han skal vige for os. Det kunne også være godt at vide for ham derovre, hvis han pludselig ændrer kurs,” forklarer Henrik Mortensen med henvisning til det udenlandske skib. ”Ser vi en russisk ubåd, så melder vi det. Jeg lover, at det ikke sker,” griner han. Trods humoren er der lidt alvor i det.
”Alle skibe udsender et digitalt signal. Vi skal sikre, at det, de siger, de er – at det også er virkeligheden. Har nogle lavet ballade, hvis de for eksempel har fået en anmærkning for at sejle med for meget alkohol, så vil myndighederne jo gerne holde lidt ekstra øje med dem. Så det hjælper vi med.”
Et nyt liv til søs
Kaptajnen er ikke den eneste søulk om bord med pibe i mundvigen. 51-årige Claus Rothmann er forholdsvis ny på båden, efter han påmønstrede første gang i marts 2017. Herude på bølgerne er han i gang med at transformere sit liv – et liv levet på bonede gulve inde på fastlandet. Den tidligere topleder og strategirådgiver vil noget helt andet med sit liv nu. Og Marinehjemmeværnet er en central del af det.
Jeg vil være aktiv, indtil min aske skal hældes i havet.Claus Rothmann, frivillig besætningsmedlem
”Nu begynder jeg at forberede min tredje alder. Og jeg vil være aktiv, indtil min aske skal hældes i havet fra fartøjet, ledsaget af min familie og mine kammerater ombord. Jeg har sejlet som gast, siden jeg var dreng, og nu vil jeg lægge mit liv om. Marinehjemmeværnet er samfundstjenstligt, og jeg vil gerne gøre en form for karriere her,” siger han. Alle på skibet er frivillige, og det passer fint til Claus Rothmanns sted i tilværelsen.
”Jeg har set hele verden. Jeg har haft de store biler og de store huse. Men jeg fandt ud af, at det var sgu heller ikke lykken. Så nu vil jeg kigge frem mod et otium, der er mere bæredygtigt for mig. Penge er ikke vigtigt længere.” Sammenholdet blandt besætningen, derimod, giver mening og livsglæde.
”Det grønne hjemmeværn, dem på land, driller os med, at vi ikke er ladt med skarpt krudt og kugler. Men vi gør nytte for folk i havsnød, hjælper med forureningsbekæmpelse, støtter marinebiologer, støtter skat og politi. Vi er således skarpe og klar til væsentlige missioner hver eneste gang vi påmønstrer – alle øvelser kan på et øjeblik ændre sig og blive til skarpe opgaver om at redde liv og samfundsinteresser. Det vil jeg gerne hjælpe med. Kammeratskabet har ligeledes meget stor betydning for mig. Når vi sejler, er vi som minimum otte mand. Vi bliver et team hen ad vejen, og der udvikler sig venskaber for livet.”
Ilddåben
I aften er en rolig aften. Vejret er stille, og der sker ikke de store overraskelser udover den grønne sky og den vildfarne jolle. Men Claus Rothmann kan fortælle om en tur, der pludselig blev ramme alvor.
”Det var første gang, jeg var med, og det blev en SAR-mission (’search and rescue’, red.). En fisker var faldet i vandet ved Knebel Vig. Der var skibe fra Søværnet, helikoptere og brandvæsen og politi ventede inde på stranden, redningstjenesten fra Grenå rykkede ud. Vi fandt ham cirka klokken to om natten,” husker Claus Rothmann, spejder ud over bølgerne og tilføjer:
”Du skal være klar til at se døde folk på dækket. Det er ret usædvanligt at finde dem døde. Det mest almindelige er, at man slet ikke finder dem. Fiskeren var desværre omkommet, og vores læge ombord blev sejlet ind for at erklære ham død i samarbejde med Politiet. Det var min ilddåb. Men det var bekræftende, for jeg havde tænkt på at melde mig til Marinehjemmeværnet i mange år, fordi det virkede samfundsnyttigt.” Fra kaptajnen lyder det dog, at dødsulykkerne hører til sjældenhederne.
”Det er heldigvis ofte, at vi finder dem, der er i havsnød. Ellers finder vi dem slet ikke, og de bliver fundet på stranden eller i havnen efter nogle uger eller måneder,” siger Henrik Mortensen.
Her er brigaden
”Aarhus Havn, her er brigaden”. Efter omtrent tre timer på vandet, 10 kilometer mod syd og tilbage igen, kalder navigatøren havnepersonalet over radioen. Krigsskibet med splitflaget udgør en mørkegrå silhuet, som det sejler ind mod byens tindrende lys. Domkirken og rådhuset er der. ARoS øjnes akkurat. Ny arkitektur kommer os i møde ved indsejlingen, og DOKK1 har lagt til kaj for natten. Det er som et postkort for kulturhovedstaden. Vi koordinerer placeringen med Vega og Snowlark – to andre fartøje på vej ind. På radaren forekommer de to navne nærmest mytiske. Vega. Snowlark. Hvem er de? I den anden verden, den på flydende grund, leves livet parallelt med det på fastlandet. På mange måder er alt ved det gamle. Og så alligevel er det totalt fremmed, en chance for at starte et nyt liv og løftet om en ven for livet. Her skal manden med piben strø sin sidste aske.
Myndighedernes højre hånd
Marinehjemmeværnet løser i tæt samarbejde med Søværnet en række opgaver inden for farvandsovervågning, redning, havmiljø og bevogtning. I samarbejde med, Politi, SKAT, kommuner og havforskere deltager Marinehjemmeværnet også i løsningen af en række civile opgaver.
Skibet er ladet med…
Værnets fartøjer er udrustet med hurtigtgående gummibåde, moderne navigations- og kommunikationsudstyr samt udstyr til rednings- og havmiljøopgaver. Fartøjerne ligger i havne rundt om i hele landet. De frivillige besætninger er parate til at rykke ud hele døgnet inden for en time.
Flotille 124
Aarhus-delen af Marinehjemmeværnet hedder Flotille 124. De frivillige kommer fra alle dele af samfundet – til fælles har de en interesse for havet og sejlads og et ønske om at gøre en forskel.