Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for julestemningen, hjernen, julehyggen, maskuliniteten og ørerne.

FOR JULESTEMNINGEN

Jul i den gamle by

December er over os, og er du endnu ikke i kommet i julestemning, så læg vejen forbi det nostalgiske julemarked med de julepyntede brostensbelagte gader, hestevognene og de lysende lanterner. Gå på opdagelse i 400 års julehistorie i de imponerende juleudstillinger, og find ud af, hvordan julen har udviklet sig i tidens løb. I de historiske butikker og de mange boder kan du købe julepynt og unikke julegaver, og så kan du selvfølgelig også mæske dig i alverdens julelækkerier som klejner, æbleskiver, honninghjerter og de populære vaniljekranse.
Dato: Hele ugen Tid: 10.00-17.00 i hverdage og 10.00-18.00 fredag, lørdag og søndag Sted: Den Gamle By Pris: 135 kr. (70 kr. for studerende) 

FOR hjernen

Klima og popcorn

UngEnergi Aarhus har i flere år afholdt arrangementerne Klima og Popcorn i samarbejde med Dokk1. Her får du muligheden for at se og diskutere en dokumentar med et relevant klima- eller miljøemne, mens der selvfølgelig deles spandevis af popcorn. Denne gang vises filmen Plastic Paradise fra 2013, hvor den amerikanske journalist og filmskaber Angela Sun rejser til et af de mest afsides steder på jorden, nemlig Midwayøerne midt i Stillehavet, for at afdække sandheden bag den store affaldsø, Great Pacific Garbage Patch i det nordlige Stillehav. Undervejs møder hun forskere, industri, lovgivere og aktivister, der kaster lys over, hvad vores store forbrug af plastik gør ved oceanerne.
Dato: Tirsdag den 3. december Tid: 17.00-19.00 Sted: Dokk1 Pris: Gratis (kræver tilmelding) 

fOR Julehyggen

Kultur Jul på Kulbroen

Vidste du, at det i Japan er utrolig populært at spise Kentucky Fried Chicken til jul? Eller, at børn i Catalonien først slår en træstub og siden synger for den for få den til at skide gaver? Hvis ikke kan du tage forbi Kulbro Labs træhytte, hvor Frontløbernes FART PÅ!-forløb, som i dette efterår har samarbejdet med Kulbroen, inviterer til eksotisk julehygge og julequiz med fokus på juletraditioner fra hele verden. Her vil ikke være nisser og pebernødder, så har du brug for et afbræk fra det, kan du i stedet spise chicken nuggets i godt selskab og dyste på international juleparatviden.
Dato: Onsdag den 4. december Tid: 17.00-19.00 Sted: Kulbro Lab Pris: Gratis

FOR MASkuliniteten

Seminar på Kvindemuseet om mænd

Aarhus Litteraturcenter og Kvindemuseet afholder et seminar i den gamle byrådssal på museet, hvor der sættes fokus på mandekønnet i samtidens litteratur. For hvordan står det til med maskuliniteten? Står de traditionelle mandlige dyder for fald og hvad vil det overhovedet sige at være maskulin? I en tid hvor køns- og #Metoo-debat fylder meget, har ligestillingsdebatten ændret sig til også at handle om kropslig autonomi og integritet. Seminariet byder på oplæg af forfatterne Martin Bastkjær, Anders Haahr Rasmussen og Malte Tellerup samt lektor ved center for Køn, Magt og Mangfoldighed Kenneth Reinicke, der med fire forskellige udgangspunkter vil tale om maskulinitet i samtiden. 

Dato: Torsdag den 5. december Tid: 11.00-16.00 Sted: Kvindemuseet Pris: 65 kr. (50 kr. for studerende)

FOR ørerne

270 gospelsangere synger julen ind

I 2008 startede Rune Herholdt Aarhus Gospel Singers i Citykirken på Viborgvej. 11 år senere er det Jyllands største gospelkor med 270 gospelsangere. Lørdag synger de julen ind på ARoS, og du kan opleve det imponerende show helt gratis, hvis du tager plads på Museumsgaden på niveau 4. Herfra vil du kunne nyde det bemærkelsesværdige syn af de 270 sangere spredt ud på museets mange etager, når de blandt andet synger B. S. Ingemanns smukke salme ‘Dejlig er jorden’. Og du er selvfølgelig mere end velkommen til at synge med!
Dato: Lørdag den 7. december Tid: 13.00 og 15.00 Sted: ARoS Pris: Gratis (fra Museumsgaden på niveau 4)