KULTURGUIDEN // UGE 41

Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for forståelsen, sindet, ørerne, stjernekiggerne og uhyggen.  

For forståelsen 

Berlinmuren kommer til Aarhus
Det er snart 30 år siden, at Berlinmuren faldt. Oplev ved selvsyn en del af det skelsættende kapitel af verdenshistorien, når en 2,5 tons tung og 3,6 meter høj sektion af den originale Berlinmur kommer til Aarhus. Stykket var en del af Berlinmuren på Potsdamer Platz i det centrale Berlin. Det er på en Danmarksturné arrangeret af Koldkrigsmuseum Langelandsfort og Golden Days Festival, og kommer til Aarhus i samarbejde med Dansk Plakatmuseum, der lige nu også har en udstilling med plakater fra tiden før og efter murens fald. Kig forbi Bispetorvet, og kom helt tæt på dét, der i næsten 30 år delte Berlin i et øst og et vest. 

Dette billede har en tom ALT-egenskab (billedbeskrivelse). Filnavnet er Juggling_on_the_Berlin_Wall_2-©-Yann-Forget-Wikimedia-Commons-1.jpg
 Yann Forget, Wikimedia Commons
 Dato: Mandag den 7.- søndag den 20. oktober Tid: Fra mandag klokken 17.00  Sted: Bispetorvet Pris: Gratis 

For Sindet

Sindets Dag
Torsdag den 10. oktober er en international mærkedag. Det er nemlig Sindets Dag. Det internationale tema for Sindets Dag er i år “forebyggelse af selvmord” – i Aarhus bliver det fortolket med undertemaet “håb og livsmod”. Om undertemaet skriver arrangørerne: “I samarbejde med andre, kan man sætte sig realistiske mål og få den rette støtte til at blive herre i eget liv. Det giver håb og livsmod, og netop det forebygger selvmord.” Programmet for Sindets Dag på Dokk1 byder på fortællinger om håb og at komme sig efter psykisk sygdom samt musik, oplæg og debat. Så kom og bliv klogere på sindet, både dit eget og andres. 

Dato: Torsdag den 10. oktober Tid: 14.00-17.00 Sted: Dokk1 Pris: Gratis Dato: Lørdag den 12. – søndag den 20. oktober Tid: 11.00-21.00 Sted: Tivoli Friheden Pris: 135 kr. 

For ørerne 

Søren Huss på Train 
I de seneste år har den tidligere Saybia frontfigur spillet for udsolgte kirker over overalt i landet. Nu tager Søren Huss på en omfattende efterårsturné, hvor han selvfølgelig også slår vejen forbi Aarhus. De seneste år har poetiske Søren Huss primært spillet intime koncerter foran et siddende publikum, men denne gang bliver det foran et stående publikum på Train. Selv siger Huss, der i september udgav sit fjerde soloalbum “Sort & hvid til evig tid”, at han glæder sig til at danse med publikum igen. Som support er det singer-songwriteren Søren Manscher, der netop har udgivet et album med sange, der har rod i Aarhus, hvor han har studeret på konservatoriet. 

 Dato: Lørdag den 12. september Tid: 21.00 Sted: Train Pris: 350 kr.  

for stjernekiggerne

Se aftenhimlen gennem teleskop 
Science Museerne ved Aarhus Universitet giver dig chancen for at opleve aftenhimlen gennem Ole Rømer-Observaroriets teleskop i den store kuppel. Bliv klogere på astronomi og observatoriets historie sammen med en astronomi-formidler fra Science Museerne. Aarhus Byråd vedtog i 1909 at bygge observatoriet, så det kunne bruges i undervisningens tjeneste, og sådan er det stadig 110 år senere. Observatoriet bliver brugt af Aarhus Universitet til både undervisning og forskning. Der er altid rift om billetterne til arrangementerne, så skynd dig at booke billet.  

Foto: Maria Randima, Aarhus Universitet

Dato: Lørdag den 12. oktober Tid: 18.00 & 20.00 Sted: Ole Rømer-Observatoriet Pris: 25 kr.

For uhyggen

Halloween i Friheden
Der skrues op for uhyggen i Tivoli Friheden, når den ellers hyggelige park bliver omdannet til hjemsted for hekse, spøgelser, monstre og hundredevis af edderkopper. Halloween i Friheden byder på familievenlige oplevelser med teater, græskar-udskæring og en masse andre arrangementer, og så kan du opleve DR’s Hr. Skæg på Friluftsscenen hver dag kl. 14:00. Og når mørket sænker sig over Friheden, tændes de flotte lys, og der bliver der for alvor skruet op for uhyggen, når monstre og uhyggelige figurer kommer frem i natten og sender kuldegys ned ad ryggen på selv en voksen mand.

Dato: Lørdag den 12. – søndag den 20. oktober Tid: 11.00-21.00 Sted: Tivoli Friheden Pris: 135 kr.