KULTURGUIDEN // UGE 11

Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for øjnene, ørerne, fordrageren, grinebideren og for vinentusiasten. 

FOR ØJNENE

Alfred Hitchcock i Paradis
James Stewart spiller pressefotografen, som efter en ulykke sidder lænket til en kørestol i sin steghede lejlighed. Af lutter kedsomhed begynder han at udspionere beboerne overfor. Han bliver med tiden overbevist om, at han har overværet et mord, og indrullerer sin skeptiske kæreste Lisa (Grace Kelly) og sin morbide sygeplejerske Stella (Thelma Ritter) til at agere detektiver for sig. Vær med, når der vises “Skjulte Øjne”, et af Hitchcocks absolut mest elskede værker. Filmen vises uden undertekster og i samarbejde med Cinemateket.

Dato: Tirsdag den 10. marts Tid: 18.30 Sted: Øst for Paradis Pris: 95 kroner 

FOR ØRERNE

“Some Hope For The Bastards” på Bora Bora 
Med ni kraftfulde dansere og tre musikere fyrer Frédérick Gravel op under vores ønske om spænding med en koreografisk koncert med direkte ætsende energi. En højoktan rockkoncert med bidende danseduetter og kraftfulde gruppekoreografier. Med forestillingen forsøger Gravel at bringe mere lys til verden og løfte os over 24 timers nyhedscyklussen og vores impulsive Googlesøgninger, der efterlader os mere informerede end nogensinde, men samtidig håbløse i forhold til at gøre en meningsfuld ændring i de overvældende problemer, der plager os. De ni dansere, i perfekt balance mellem beherskelse og skrøbelighed, søger desperat efter lyset gennem deres frygt og århundredets retningsløse mørke. Disse kvinder og disse mænd tager imod slag, griber hinanden og undersøger hinanden tilsyneladende uengagerede. I dette udslag mellem at kæmpe og give op, står kroppene imod – besat af en ukuelig indre ild: Det eneste håb for disse “bastards”.

Dato: Onsdag den 11. – fredag den 13. marts Tid: 19.30 Sted: Bora Bora Pris: 225 kroner

FOR FORDRAGEREN

Social Juicetice: Et liv som transperson
Social Juicestice er et feministisk samtalefællesskab som er vært for månedlige samtalesaloner i Aarhus og denne gang har de Bianca på besøg, som fortæller om livet mellem to køn. Efter Biancas oplæg er der lagt op til samtale hvor alle, der har lyst til at byde ind, kan gøre det i øjenhøjde, med plads til både erfaringsdeling og spørgsmål til Biancas oplæg. Her er det meningen man sammen måske kan blive klogere på f.eks. problemerne med det binære køns-system, på femininitet og maskulinitet, kønsnormer, at være en god allieret for transpersoner og meget, meget andet. Der er ingen agenda for, hvor samtalen skal føre hen, og den vil naturligt reflektere de personer, som deltager.  

Dato: Onsdag den 11. marts Tid: 18.00 Sted: Det 3. Rum (Jægergårdsgade 154C) Pris: Gratis

FOR GRINEBIDEREN

Mikkel Klint Thorius på tour
Han siger alt det højt du ikke tør, så du slipper for selv at blive det sorte får i venneflokken, og som han selv siger det: “Hvordan opfører man sig som en ‘moderne mand’? Jeg vil virkelig gerne passe ind, men der sker så mange vanvittige ting hele tiden. Jeg vil bruge humoren til at forsøge at tilføre lidt mening.” Humor kan sagtens komme fra uventet kant. Det beviser Mikkel Klint Thorius ved at vride komikken ud af emner som krænkelses- og offerkultur. Er det altid dem der råber højest, der får ret til sidst, og kan man dømme andre mennesker personligt, for noget de har gjort i deres professionelle virke? Showet er klassisk stand-up, en ucensureret komiker og hans mikrofon. Forvent at grine ad emner du ikke troede indeholdt humor, og vær beredt på at gå derfra med lettet hjerte og fornyet kampgejst.

Dato: Lørdag den 14. marts Tid: 19.00 og 21.30 Sted: Musikhuset Aarhus Pris: 205 kroner

FOR VINENTUSIASTEN 

Vinspecialistens Vinfestival
Tag familie, venner eller naboen med til Vinspecialistens Vinfestival på onsdag, hvor I kan dykke ned i flere hundrede kvalitetsvine- og spiritus fra nogle af verdens bedste og mest interessante producenter. I vil ikke kun kunne smage vinene, men får også en unik mulighed for møde de passionerede mennesker bag, som har haft en hånd med i alle vinene fra drue til glas. Hvad enten du er til fransk vin og champagne, italienske druer, spanske smagsbomber, californisk verdensklassevin, portvin og vinho verde fra Portugal eller måske bare Australiens bedste vinhus, så finder du store oplevelser samlet på ét sted. I kan også tilkøbe billetter til særlige events på dagene. I kan f.eks. bestille mad før arrangementet eller deltage i Riedel Glasseminar, hvor I skal smage champagne fra Deutz i verdens bedste glas fra østrigske Riedel.

Dato: Onsdag den 11. marts Tid: 18.00 Sted: ARoS Kunstmuseum Pris: 250 kroner