Hver mandag giver vi dig kulturguiden til din uge i Aarhus. Vi har i denne uge valgt arrangementer ud, så der er noget for den nostalgiske, kvinderne, grinebideren, ørerne og den kunstneriske.
FOR den nostalgiske
Århundredets Festival – Vi husker det som i går, eller gør vi?
For niende gang samarbejder folkeuniversitet med 68 kulturaktører om Århundredets Festival. Her samles forskere, kunstnere og institutioner på et hav af byens forskellige scener under temaet ‘Millennium 1982-2020’. I løbet af 10 dage inviterer Århundredets Festival til sanselige oplevelser i krydsfeltet mellem viden og kultur. Der er over 120 arrangementer, der blandt andet foregår i krypten under Vor Frue Kirke, blandt værkerne på Kunsthal Aarhus og ARoS, i skovene omkring byen og på caféer, restauranter og i vildmarksbade, og man vil kunne komme på sportsbar, solopgangsløb, magi på Hogwarts og klimasafari på Aarhus Ø.
Dato: Mandag d. 2. marts – Søndag d. 8. marts Tid/Sted/Pris: Varierer
FOR kvinderne
Kvinderitual i Langenæs Kirke
På Kvindernes Internationale Kampdag bliver kvindeligheden undersøgt i fællesskab: Bevægelighed, kroppen, sanselighed og det åbne. Hvad bærer vi rundt på hver især og sammen? Ritualet er skabt og ledes af en kvindegruppe, der udforsker det kvindelige. Arrangementet er åbent for alle kvinder, der er dog maksimalt plads til 40 deltagende, så tilmelding er nødvendig. Arrangementet er gratis og efter først til mølle princippet. Alle tilmeldte opfordres også til at tage en flaske vin, oliven, tapanade eller lignende med til et lille fælles måltid.
Dato: Søndag d. 8. marts Tid: 19.00-21.00 Sted: Langenæs Kirken Pris: Gratis
FOR grinebideren
Rune Klan i Musikhuset
Rune Klan byder alle nysgerrige på en tur i sit magiske univers – med noget på hjertet. Da han senest ramte de danske scener med showet Barnløs, blev han hyldet som ”modig, original, fantastisk, genial, rørende og overraskende”. Rune Klan har en efterhånden velkendt og unik showform, der med effektfuld snilde og charme blander humor, eftertænksomhed og tryl i verdensklasse. Som altid er det sparsomt med oplysninger om selve showet, men han lover, at ambitionerne ikke er sænket siden sidst. Livet er sådan set godt ved Rune Klan, men derfor kan man sagtens have noget på hjerte og ekstra overskud til at dele ud fra scenen. Med afsæt i personlige oplevelser og verden omkring os, vil den eftertænksomme gøgler, med vanlig selvironisk distance, give sit bud på at være HÅBEFULD anno 2020.
Dato: Torsdag d. 5. marts Tid: 19.00-21.00 Sted: Musikhuset Pris: 300-350 kroner
FOR ørerne
Carl Emil Petersen på Train
Efter det guldsælgende og DMA-vindende album ”Granprix” med blandt andet den ikoniske fædrelandshymne ‘Frit land” opløstes Ulige Numre, og Carl Emil Petesen gik solo med albummet ”Natradio”. Sange som ”Liv før døden”, ”Skærgården” og ”Finale på et filmset”, blev store radiohits, og endnu engang understregede han sine store evner som sangskriver. Den 1. november udsender Carl Emil Petersen sit længe ventede andet album ”Amager forbrænding”. Singleforløberen ”Tiden flyver” er i rotation på alle radiokanaler og varsler en moderne nordisk rocktone med Carl Emil Petersens særegne lyrik i topform.
Dato: Lørdag d. 7. marts Tid: 21.00-23.00 Sted: Train Pris: 250 kroner
FOR den kunstneriske
Sceneeksperiment på Kvindemuseet
I THE FEMALE GAZE har Alias Teaterproduktion sat en række kvindelige kunstnere på tværs af kunstarter i stævne: En fotograf, tre dramatikere, en instruktør, en skuespiller, en danser, en scenograf og to komponister har fået til opgave at se på kvinden med nye øjne i fem sceneeksperimenter eller frames om kvinden LINE. Hvert sceneeksperiment bygger videre på det forrige og munder ud i en visning eller kort spilleperiode. Hver gang et nyt sted. På søndag er turen så nået til Frame #4, hvor de forudgående værker – en fotoudstilling, reading og installation – kulminerer i en forestilling på Kvindemuseet i Aarhus. Det er første gang, alle de enkelte dele skal samles til en egentlig forestilling.
Dato: Søndag d. 8. marts Tid: 20.30 Sted: Kvindemuseet Pris: 65 kroner (studerende), 100 kroner (alm.)