Der er langt fra kollektivet Det Gule Hus på Langelandsgade til 1970’ernes frie liv.
Af Line Hitz
“Kom indenfor og spis med,” siger Sigurd Slette på klingende norsk. Han er den sidste nye beboer i kollektivet DetGule Hus, som ligger på Langelandsgade 131. Allerede inden jeg har smidt skoene, må jeg æde mine egne fordomme om kollektiver. En enkelt ølkasse i hjørnet og et farvestrålende vattæppe lugter lidt af 1970’ernes kollektiver, men ellers er der ikke mange ligheder med batik, fodformede sko og politiske budskaber. Det skulle da lige være bollerummet i kælderen. Det vender vi tilbage til senere.
De otte beboere i kollektivet Det Gule Hus på Langelandsgade er alle i 30’erne med nystrøgede skjorter og faste jobs. Her bor blandt andet en sygeplejerske, en ingeniør, en socialrådgiver, en underviser og en pianist. Fællesskabet er det bærende, og snakken summer, mens beboerne spiser den varme grønsagssuppe, der er på menuen i dag.
”Man skal være lidt afslappet med rutiner og regler og ikke gå op i, hvordan gaflerne vender i opvaskemaskinen, eller om der er støv på hylderne,” siger Michael Bækgaard på 30 år, der til dagligt underviser i kommunikation og har boet i kollektivet siden marts 2013.
Tid til at tale
Huset med de gule mure, stukloft og mørke parketgulve blev bygget i 1908, og det har fungeret som kollektiv siden 1987. Mange forskellige mennesker har siden dengang drukket morgenkaffe ved langbordet i køkkenet. I dag bor der fire kvinder og fire mænd. Sådan er reglerne.
Beboerne spiser aftensmad sammen hver aften, og de har hvert sit ansvarsområde indenfor indkøb, rengøring og madlavning.
Værelserne er hverken store eller prangende, og huset har sine egne små skævheder. I stuen står robuste møbler, som har overlevet fra tidligere beboere. Her er Karen Blixen-plakat på væggen, ild i brændeovnen og tid til at tale sammen. En ting, som går igen fra dengang i 1970’erne, hvor kollektiver havde sin storhedstid, er lysten til at give til fællesskabet.
”Vi er alle sammen forskellige, men det er helt klart lysten til at bo sammen, som får det hele til at fungere. Her er ingen millimeterretfærdighed, men vi bidrager på hver vores måde. Nogen bager kage, og nogen ordner haven,” siger Michael Bækgaard.
Barn af kollektivet
Alle omkring bordet nikker samstemmigt. For bordenden sidder Ida Vase sammen med sin søn Martin på to år. Han er født og opvokset i Det Gule Hus. Ida er selvvalgt alenemor til Martin, og de bor i et anneks på 20 kvadratmeter bag Det Gule Hus.
”Jeg har valgt at få Martin alene. Det er en stor fordel at bo sammen med andre voksne mennesker, da vi kan tale sammen, når Martin sover om aftenen,” fortæller Ida Vase.
Selvom hun er glad for kollektivet, så planlægger hun alligevel at flytte, når Martin bliver større og kræver mere plads.
”På et tidspunkt skal han have sit eget værelse, og så flytter vi måske i et bofællesskab eller rækkehus, men kollektivet har været en rigtig god start for os,” siger Ida Vase.
Store sko
Evnen til at gå i store sko og ikke at hidse sig op over småting er noget helt centralt i for kollektivets otte beboere. Måske er det i virkeligheden her, hvor de har mest tilfælles. Evnen til at sætte egne behov bagerst og fællesskabets forrest.
”Vi vil alle sammen gerne, at det fungerer, og derfor er der ikke nogen, som bliver sure, hvis der er optaget på badeværelset om morgenen. Så spiser vi bare morgenmaden først og går i bad bagefter,” siger Michael Bækgaard.
Alligevel tænker jeg, at man da bare engang imellem må få nok af fælles mad, fælles regler og fælles toilet. Og hvad gør man egentlig, hvis man får nok af hinandens selskab i et kollektiv?
”Vi går ind på værelserne og lukker døren, men mange af os rejser meget med vores arbejde, og vi er sammen med kærester og venner uden for huset, så vi når aldrig at blive helt trætte af hinanden,” siger Michael Bækgaard. Også er vi tilbage ved bollerummet i kælderen. For hvad bruger man et bollerum til i 2015?
”Tidligere beboere har sat en seddel op, hvor der står bollerummet, men i virkeligheden er det bare et opbevaringsrum med edderkopper og havemøbler,” siger Michael Bækgaard med et smil.
Jeg går slukøret hjem. Der røg den sidste rest af fordomme overbord. Til gengæld har jeg mødt otte venlige mennesker, som tør sætte fællesskabet forrest i et kollektiv anno 2015.