1. august går Kjeld Holm på pension efter 21 år som biskop i Aarhus Stift. Med sig i sit livs bagage bærer han et stort hjerte for samfundets svageste, de unges dannelse, byens fodboldklub og en evig tro på kærligheden.
Af Helle Arensbak
Tekoppen står og damper på en petit og rund korkbrik. Uret tikker hensynsløst over husalteret og husker os på, at tid er dyrebar og livet en gave. Kjeld Holm gør sig klar til dagens gøremål og finder ordene frem. Han ser interesseret på mit nervøse papir og folder derefter store emner ud fra sit snart 70-årige liv. Det har været en rastløs rejse for den engagerede Kjeld Holm. 1. august går han på pension efter at have været biskop for 360 kirker og omkring 340 præster i Aarhus Stift gennem 21 år. Det kræver sin mand at være synlig på den helt rigtige måde.
“Det er en mangetydig opgave at være biskop. Jeg har været synlig ude i lokalsamfundet og i de mange sogne, når jeg har holdt foredrag eller været med til guds-tjenester. For nylig indviede jeg et nyt og meget spændende alterbillede af Thomas Kluge i Linå Kirke. På et andet plan har jeg været med i en løbende debat om, hvad kristendom er og vil sige i et moderne samfund.
“Her er der kommet mange kontroversielle emner på bordet. Det mest spektakulære er jo vielser af bøsser og lesbiske. Der var også en periode i mit liv, hvor flygtningedebatten var en stor del af den folkekirkelige dagsorden. Det hang sammen med, at jeg også var formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling og formand for Institut for Menneskerettigheder.”
Engagementet lyser ud af de små blå øjne på den anden side af sofabordet. Den personlige trang til at involvere sig i samfundsdebatten og livets store spørgsmål har han altid valgt at udfolde i sit arbejde. De to har altid fulgtes ad i Kjeld Holms forståelse af og virke i tilværelsen. I over 20 år har han været en aktiv del af den danske folkekirke. En organisation, som han har givet en ganske særlig betegnelse: “Folkekirken er ikke en ensrettet motorvej, men et mangfoldigt fællesskab.”
“Det hænger sammen med, at folkekirken er en ramme om en masse forskellige trosopfattelser. Vi har og vil altid være meget uenig om fortolkningen af kristendommen i Folkekirken. En gang imellem dukker det jo også op i pressen, så får vi en sag som den om Per Ramsdal (præst i Sydhavn Sogn i København, red.), der ikke rigtig kan forbinde noget med et liv efter døden. Men det forunderlige er jo, at det er lykkedes at holde sammen på organisationen,” siger Kjeld Holm og fortsætter: ”Den ville jo under normale forhold, hvis det eksempelvis var et politisk parti, være sprængt i stykker for mange år siden. Men et eller andet sted har vi jo holdt sammen på det.”
Her er der kommet mange kontroversielle emner på bordet. Det mest spektakulære er jo vielser af bøsser og lesbiske. Der var også en periode i mit liv, hvor flygtningedebatten var en stor del af den folkekirkelige dagsorden.Kjeld Holm
Som årsag dertil peger Kjeld Holm på en fælles grundsubstans med udgangspunkt i historien om en mand, der for 2000 år siden påstod, at han talte på Guds vegne. “Det er jo udgangspunktet for folkekirkens fællesskab. Men det er ikke et fællesskab, som man går rundt og føler er som at være sammen med gode venner. Det er et fællesskab om noget. Vi kan være meget uenige om, hvad det egentlig betyder.”
Over et langt tidsspand har mange danskere meldt sig ud af Folkekirken, hvilket af pressen er blevet kaldt den helt store folkeflugt og et oprør. Den sindige biskop har en simpel forklaring på dette scenarie.
“Der kom en frigørelsesproces og en, om du vil, myndighed, hvor almindelige mennesker sagde og siger, at de ikke vil være medlem af noget, der ikke siger dem noget. De vil ikke betale for noget, de ikke er delagtige i. Det forudså jeg allerede som formand for præsteforeningen tilbage i slutningen af 1980´erne. Dengang sagde jeg, at vi ville komme ned på et medlemstal på omkring 55-60 procent, men så slemt blev det ikke. Vi ligger på cirka 77 procent og er stabiliseret nu,” konstaterer Kjeld Holm.
Kontroversielle emner
De mange kontroversielle emner, som har været biskoppens personlige mærkesager, har også givet grobund for både flugt og tilgang.
“Hvis der opstår noget kontroversielt, så oplever jeg begge dele. Både i flygtninge-/indvandrerdebatten og om de homoseksuelle vielser. Her har folk meldt sig ud på grund af mig. Men jeg har også oplevet også det modsatte,” siger Kjeld Holm og refererer til et møde i midtbyen.
”Det var stormfuldt. Jeg diskuterede et spørgsmål om indvandring med en rigtholdigt deltagelse af folk fra den yderste højrefløj. Der var en pige, der ikke tilhørte denne flok, der bagefter kom hen til mig og sagde: ’Jeg meldte mig ud af folkekirken, da jeg var 16. Jeg melder mig ind i morgen på grund af de synspunkter, du står for.”
Kjeld Holm gør et hurtigt stop i talestrømmen. Der bliver hanket op i koppen, og de tempererede dråber hældes ned.
“Der er aldrig sket så meget, som der gør i disse år i kirken. Det er en positiv udvikling. Da jeg var barn, var man i kirke om søndagen og så ikke mere. I dag er der en mangfoldighed af tilbud i forhold til børnefamilier og unge. Kirkehøjskoler for de ældre, hvor man mødes og snakker en tirsdag formiddag. Det er jeg glad for,” fastslår Kjeld Holm.
Der er aldrig sket så meget, som der gør i disse år i kirken. Det er en positiv udvikling. Da jeg var barn, var man i kirke om søndagen og så ikke mere. I dag er der en mangfoldighed af tilbud i forhold til børnefamilier og unge.Kjeld Holm
Størst af dem er kærligheden
Det er en stolt mand, der forlader sit embede efter midsommer. Der er mærkesager, han tager med sig og ser tilbage på med gejst og åben pande.
Kjeld Holms kamp for at få indført bøssers og lesbiskes ret til kirkelig vielse begyndte allerede i 1994 på bispemødet i Ribe. Siden udviklede modvinden sig nærmest til et regulært stormvejr for biskoppen, men han stod fast, og i 2012 var han en af de syv biskopper, der troppede op på kirkeminister Manu Sareens kontor og afleverede et bud på et nyt vielsesritual. Det blev et kompromis, og ikke alle biskopper i landet var enige. Men kirken havde flyttet sig, og samme år vier Kjeld Holm med stolthed det første homoseksuelle par herhjemme i Aarhus Domkirke foran 500 gæster.
“Det var en lykkelig dag og en særlig personlig sejr. Jeg mødte folk, der i protest meldte sig ud af folkekirken, men jeg mødte også det modsatte,” siger biskoppen, der vedgår at have fået megen skæld ud for at være åbenmundet og direkte omkring dette emne.
”Man skal have for øje, at man – når man sidder som præst og senere hen biskop – at man ikke støder folk på en unødig måde. Så vil folk ikke vil være med. Man skal fare lidt med lempe. Jeg har altid sagt min mening, men på en ordentlig måde. Nu, hvor jeg går af 1. august, kan jeg sige lige, hvad pokker jeg vil, og måske også sige tingene på en mere udstrakt måde. Men det har jeg nu også gjort. Man skal vælge livets storme i stedet for gravens stille fred,” understreger Kjeld Holm.
Det var en lykkelig dag og en særlig personlig sejr. Jeg mødte folk, der i protest meldte sig ud af folkekirken, men jeg mødte også det modsatte.Kjeld Holm om homoseksuelle vielser
For sin lange og ekstraordinære indsats for homoseksuelles rettigheder modtager biskoppen flere priser. I 2005 udråbtes han til Årets laks af Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske for sit mod til at ’svømme mod strømmen’, og sidste år hædredes han i sin egen hjemby med endnu en homopris i form af Aarhus Pride-prisen 2014.
Det sociale og politiske engagement har fulgt Kjeld Holm, siden han som ganske lille undrede sig over samfundets store uligheder. Legekammeraterne i det sønderjyske havde meget forskellige levevilkår, og det gik hans hjerte nært, at familierne havde det svært og børnene trange og ulige kår. Det bragte han med i sit virke som biskop for Aarhus Stift, og i over 20 år har hans hjerte banket for de svageste og udsatte omkring ham.
Kunne du så ikke være blevet politiker? “Det kunne jeg sagtens. Men jeg tror ikke, jeg havde nok lyst til det. Jeg har været opstillet til folketinget engang i 1971. Jeg fik et personligt godt valg, men kom altså ikke ind. Jeg har altid villet mange spor, og hvis jeg skulle satse alt på politik, så ville mange af de andre ting, jeg var optaget af, blive rangeret ud på et sidespor, og det havde jeg ikke lyst til. Grundinteressen har altid været litteratur, filosofi og teologi. Det har det været helt fra jeg gik i mellemskolen.”
Biskoppen kigger venligt op, og retter på skjorteærmet, imens vi kommer ind på venskabet med Johannes Sløk. Den i 2001 afdøde teolog og filosof satte flere gange Kjeld Holms rastløshed under lup. Udtrykket ’At lade verden passe sig selv’ var debat-skabende mellem de to venner.
“Det var noget, Sløk skrev til mig i et brev i forbindelse med, at jeg havde været syg. Han var dybt bekymret for mit helbred, og om jeg kunne holde til det tempo, jeg havde allerede dengang. Han sagde: ’Så lad da verden passe sig selv. Sæt dig i din stue med papir i skrivemaskinen og ild på piben og rødvin om aftenen og samvær med dine to piger (der dengang boede hjemme, red.) og din kone’,” fortæller Kjeld Holm og fortsætter:
”Sløk blev helst hjemme ved sit skrivebord, når han tænkte. Hvorimod jeg farer fra Herodes til Pilatus. Det snakkede vi tit om. Jeg sagde engang til ham, at jeg gerne ville leve det liv, han gjorde. Jeg ville gerne være en lige så dygtig tænker som ham, og være lige så markant en filosofisk personlighed. Men jeg har den der rastløshed i min måde at være på. Jeg skal altså ud og møde mennesker. Jeg skal ud og diskutere og få med og modspil. Sløk havde det egentlig bedst, når han var alene i sit arbejdsværelse, med en lille snæver kreds eller holdt forelæsninger. Egentlig gad han ikke bruge en hel masse tid på andre mennesker. Sådan har jeg det ikke. Jeg har det lige omvendt. Så derfor kan jeg ikke ladeverden passe sig selv”.
Om sit liv som biskop siger han:
“Jeg har haft et spændende job. Det hænger sammen med de mange ydre påvirkninger og med mit eget engagement. Det ligger vel i mine gener eller i min opdragelse. Hvad ved jeg? At man ikke kan lade være med at engagere sig eller søge efter et eller andet. I min bog om Johannes Sløk bruger jeg et citat fra filmen Heat, hvor Al Pacino siger: ’I am, what I´m looking for’ – ’Jeg er det, jeg søger’. Det er måske en meget præcis beskrivelse af det at være menneske.” påpeger Kjeld Holm.
Trofast og loyal
Udenfor raser en forkølet forårsstorm. Vindstødene er ikke kraftige, men indenfor lyder det, som om stuen er midt i en orkan. Det sker, hver gang vinden er i en bestemt retning. Ægteparret Holm skal lige lære deres nye hjem at kende. En ny tid er nær.
“Jeg vil glæde mig til at råde over min kalender igen. Før jeg blev biskop, var jeg formand for præsteforeningen. I over 25 år har andre styret min tid. Nu glæder jeg mig til at få plads til det private liv. Næsten hver aften har jeg været optaget og væk fra familien. Jeg glæder mig til at bruge byen lidt mere. Gå i teateret, biografen og til klassiske koncerter med Aarhus Symfoniorkester,” siger Kjeld Holm, som snart kan fejre guldbryllup med sin kone Birthe.
”Min kone og jeg er glade for byen og for Frederiksbjerg, hvor vi nu bor. Og ja, jeg holder meget af den lokale og toneangivende fodboldklub. Lige i øjeblikket går det ikke helt så godt. Vi skulle have vundet i går (1-1 ude mod Horsens 12. april, red.). Jeg har været AGF´er siden 1955, selv om jeg dengang boede i Sønderjylland og aldrig havde set dem spille. At jeg blev AGF’er på afstand skyldes, at klubben var den første jyske hold, der vandt danmarksmesterskabet i fodbold og derefter blev mester tre år i træk. Lige siden har jeg hørt til AGF. Jeg er fascineret af fodboldspillet. I mit sene liv er det også fællesskabet ude på stadion, der betyder noget. Jeg har fået så fantastisk mange gode, spændende og sjove venner derude.
Nu glæder jeg mig til at få plads til det private liv. Næsten hver aften har jeg været optaget og væk fra familien. Jeg glæder mig til at bruge byen lidt mere.Kjeld Holm
De seneste mange år har der har jo været flere sorger end glæder, men om klubben så dumpede ned og spillede i Jyllandsserien, så ville jeg blive ved med at holde med AGF,” understreger en trofast og loyal Kjeld Holm. En sidste krølle på et langt arbejdsliv foldes ud. Hvordan håber han at blive husket?
“Det har jeg ikke rigtig tænkt over eller beskæftiget mig med”, siger Kjeld Holm og erklærer sig som typen, der intet fortryder. “Det kan jo ikke gøre om. Skulle jeg dog huskes for noget, måtte det gerne være, at folk lagde mærke til, at jeg havde noget spændende på hjerte som prædikant og forfatter. Måske vil man om nogle år kunne tage mine bøger frem eller huske en prædiken fra Aarhus Domkirke og sige … det var nu meget godt sagt.”