Ved Marselisborg ligger den tidligere så mondæne og nu en smule glemte Jydsk Væddeløbsbane. Kom med på sidelinjen, når kuskene forbereder sig til dagens løb, når banemændene klargør travbanen, når stamgæsterne sammensætter spilkuponen i Staldcafeteriet, og når hestene traver afsted under løbene.
Tekst: Daniel Lingren
Foto: Jess Porse Clemmensen
Fra kommentatortårnet hylder kommentatorens sprøde stemme løbets vinder. ”Birger Jørgensen med hesten Lilo D’Amour har vundet dagens løb nummer to.”
Mange danskere husker vinderhesten Tarok. Om ikke andet har de set filmen af samme navn fra 2013 i biografen. Men de færreste kender Cassanova K, Smooth Ride, Trophygirl, Rich Man eller Lilo D’Amour, som tidligere verdensmester og Danmarks til dato mest sejrende kusk, Birger Jørgensen, netop har vundet løb nummer to på. Alle var de den hurtigste hest i hvert deres løb. Denne løbsdag er der 11 af slagsen.
60-årige Birger Jørgensen står i stalden inden startskuddet går for det første løb. Han selv og sit team er ved at gøre hestene klar til de seks løb, som Birger Jørgensen deltager i denne dag.
Der står ”Birger Jørgensen” på stalden. Udenfor står den ene hestetrailer parkeret efter den anden. Hvide, sorte, gule og med alskens mulige påhæng til de tohjulede kuskevogne, såkaldte ’sulkyer,’ som kusken sidder i under løbene. Den søde duft af hø og den stærke duft af hest blander sig i næseborene.
Birger Jørgensen er en travl mand. Han rider for flere forskellige hesteejere, og alle hestene skal gøres klar til de snarlige løb. Hver enkelt hest skal have alt udstyr på, ud og gå, have alt udstyret af, gøres ren og så have alt udstyret på igen, så den er klar til løb.
Praktik og taktik
Birger Jørgensen sidder i det lille, mørke omklædningsrum i den ene ende af stalden. Foran ham ligger en seddel fyldt med dagens gøremål. Den er lang. Løbsdagene er hektiske, og han kan umuligt nå det hele alene. Sedlen ville de fleste af os kalde en huskeseddel. Men Birger Jørgensen kalder den for sin livline.
”Når først jeg sidder i vognen, ved jeg ingenting alligevel. Strategien ændrer sig. Det eneste jeg kan gøre på forhånd er, at jeg kan træne mine heste, så jeg ved, hvad jeg har at gøre med. Det er et livslangt projekt. Man er aldrig fuldkommen, og jeg laver fejl hver eneste gang.”Birger Jørgensen, kusk
”Det er vigtigt, at der er ro på inden et løb, så jeg har den fornødne tid. Jer er tit ude for, at jeg ikke kan få enderne til at nå sammen. Så bliver jeg irriteret og rundtosset, fordi jeg ikke kan huske, hvor jeg skal være på de forskellige tidspunkter.”
Det er ikke kun de praktiske ting, som fylder Birger Jørgensens hoved. Inden hvert løb starter, når han at ændre taktik flere gange.
”Når først jeg sidder i vognen, ved jeg ingenting alligevel. Det eneste, jeg kan gøre på forhånd, er at træne mine heste, så jeg ved, hvad jeg har at gøre med. Det er et livslangt projekt. Man er aldrig fuldkommen, og jeg laver fejl hver eneste gang.”
Håbløsheden
Selvom Birger Jørgensen for længst har rundet sejr nummer 8.000 har han flere gange overvejet, om ikke der skal ske noget andet i hans liv.
”Jeg har følt håbløsheden i det. Man er pisse kold, våd og træt af det, når man kommer hjem. Jeg har tænkt tanken, at det ikke er det værd, men så går jeg lige og muler lidt på det. En gammel hesteejer sagde engang til mig:
”Husk én ting, Birger. ’Hvis du skal noget andet end det her, så er det altså noget, hvor der ikke er nogen, som klapper af dig, når du går hjem.”
Og klapsalver fra tilskuerrækkerne er Birger Jørgensen mere end vant til. Han kører mellem 700-800 løb om året, og er, som Danmarks mest sejrende kusk, vant til at vinde. Så meget at han efterhånden har lært at trives i det.
”Men nu skal jeg i gang. Jeg er presset,” afslutter Birger Jørgensen.
En mudret travbane
Lyden af heste, der traver, er nærmest ustandselig, og i den rungende tunnel, som fører kuskene i deres vogne fra staldene og ud på travbanen, forøges lyden af hestetrav umiskendeligt.
Der er endnu en times tid til, at det første løb starter, og kuskene træner på livet løs, mens de forsøger at gennemskue, hvordan nattens lovede frostvejr har påvirket baneterrænnet netop denne fredag.
Velkendte toner fra Shubidua lyder fra højtaleren, mens kuskene kører træningsrunder. Musikken matcher deres tempo.
Inden en løbsdag rigtigt kan løbe af stablen, kræver det mange timers forarbejde. Ikke kun for trænere, heste, kuske, spilarrangører og servitricer. Jacob Ebbesen er banemand på Jydsk Væddeløbsbane. Han er tidligere landmand og bygningsingeniør, men beskæftiger sig nu med vedligeholdelsen og klargøringen af travbanen.
”Det skal lyde hult, når de kører forbi. Jorden skal være hård i overfladen og blød i bunden,” forklarer Jacob Ebbesen, alt imens han klapper i hænderne for at illustrere lyden.
Men den hule lyd fra hovslagene kommer kuskene næppe til at høre i dag. Jorden er for våd, og måske er der risiko for, at vognhjulene synker en smule i. Det gør ikke ligefrem kuskene lykkelige. De ved ganske nøje, hvordan den ideelle bane skal være. Jacob Ebbesen er sikker på, at nogle af dem vil bede ham om at harve jorden op, men det gør kun banen mere pløret.
”Og så bliver de rigtigt tossede. Man kan ikke gøre nogen af dem tilfredse. De har hver især nogle heste, som løber bedst på forskelligt underlag. Det kan være stressende, fordi de råber og skriger af mig, men jeg kan bare lukke traktoren og køre,” siger Jacob Ebbesen og udbryder i et stort grin.
Staldtips fra Tøjlusen & Mik
Der er ingen tvivl om, at væddeløbsbanen havde sin storhedstid for nu flere år siden. Tiden var en anden. Aarhusianere flokkedes til banen på løbsdage for at spille på heste og nyde en fadøl. Besøgstallene har bestemt været faldende de seneste år. Det bekræfter alle, både kuske, ansatte og gæster. I dag har de fleste gæster som regel en aktie i spillet. Enten ejer de eller har andel i en hest, der løber, eller også er de bare noget hesteinteresseret udover det sædvanlige, og dyrker sporten passioneret.
I staldcafeteriet ”Tutten” sidder de helt garvede gæster. Gæster, der har spillet på mange heste i mange år. Stamgæsterne.
Her kan gæsterne varme sig på en kop kaffe, drikke en øl eller spise et måltid mad, mens de udfylder dagens spilkuponer. Der er mange forskellige slags spil og mange forskellige slags kombinationer. Det kan hurtigt virke kompliceret for en førstegangsspiller.
På et af caféens bagerste borde står to gange bøfsandwich og en lille håndfuld øl. Her sidder Per Mikkelsen eller Per Mik, som han bliver kaldt i væddeløbskredse, og arbejder sig igennem en bøfsandwich. Han spiser altid i Tutten, når han er på væddeløbsbanen. Overfor ham sidder Tøjlusen med det borgerlige navn Carsten Engemand. Han er kommet her på banen siden sidst i 1950’erne. Begge er de kommet her, siden de var drenge.
”Heste har altid været min interesse, og væddeløbsbanen er et dejligt sted at være. Vi kan ikke lade være med at spille, når vi er her, og det sker af og til, at der også er en gevinst,” siger Tøjlusen lavmælt.
Men det er hestene og det sociale, der lokker dem herud. Selvom spændingen er et plus. Tøjlusen kender alle hestene, og alle menneskene herude, der beskæftiger sig med dem. Han har en anpart i en hest, og ligeledes har Per Mik to heste, der løber i dag. Men Per Mik spiller aldrig på sine egne. Han bliver dobbelt så skuffet, hvis de så ikke vinder.
Per Mik peger op på væggen. En gevinst på 845.00 hænger portrætteret. Den er vundet af en af stamgæsterne her i Tutten.
De to garvede gamblere spiller sammen med nogle af de andre stamgæster om fredagen. Pengene samles i en pulje og styres af Tøjlusen. Dem, der vil være med, lægger 100 kroner. Forrige uge var de 13, der gjorde det. De 1.300 kroner omsatte de til små 20.000. Beløbet kan lyde svimlende for mange, og det er ikke engang første gang. De garvede herrer har vundet større gevinster end det, men som de understreger, så er det i længden bare nogle af deres egne penge, som de vinder tilbage.
”Vi plejer at sige, at hvis vi ikke var kommet herude, så havde vi nok ejet Rådhuspladen,” siger Tøjlusen.
”Man kan se løbene på sit tv og på sin computer. Man kan spille hjemmefra også. Man behøver ikke at komme herud længere. Men sådan har vi det ikke. Vi skal ud og være sammen med vennerne. Herude på væddeløbsbanen er vi alle ens.”Carsten Engemand aka. Tøjlusen, stamgæst
Men gevinsterne kommer ikke af sig selv. Væddeløb er et vidensspil. Per Mik og Tøjlusen kigger hestene an og vurderer dem under opvarmningen. Tøjlusen kommer også nede ved Birger Jørgensen. De har altid været kammerater. Både hestens opvarmning, form og banens længde spiller ind, når Tøjlusen satser. Men til tider spiller tilfældighederne ham et pus. Faktisk kan det fortælles så rammende, at Tøjlusen engang vandt en større udefineret gevinst nede i Billund. Men det gjorde han kun, fordi han skrev forkert på sin kupon.
Stamgæsterne som Per Mik og Tøjlusen hænger ved fredag efter fredag, men ellers er aarhusianernes besøg på travbanen svundet ind.
Tøjlusen peger på en TV-skræm bag os.
”Man kan se løbene på sit tv og på sin computer. Man behøver ikke at komme herud længere. Men sådan har vi det ikke. Vi skal ud og være sammen med vennerne. Herude på væddeløbsbanen er vi alle ens.”
En tur med startvognen i løb nummer 6
Fra kommentatortårnet ved målstregen er der udsyn hele vejen rundt på den 1080 meter lange bane. Det er sen eftermiddag, og mørket oplyses af projektører. Dagens løb nummer fem er stadig i gang, og vinderen endnu ikke fundet. Når alle deltagere har passeret målstregen, er der en hurtig præmieoverrækkelse til den vindende kusk. Han vender om for at modtage præmien. Men det skal gå stærkt, for som regel når de ikke at stoppe helt op. I løb nummer fem er præmien en kuvert og en buket med gule og orange blomster. I kuverten er der en bedækning. I hvert fald lovning på en. Præmien er til hestens ejer og er en mulighed for et nyt føl, der kan trænes op til travbanens ædle kunst.
Banen er mudret, og græsset er vådt. Sjette løb skal til at starte, og startvognen, en stor, hvid Nissan firehjulstrækker udstyret med to enorme vinger, der kan slås ind og ud, kører afsted mod banens startsted. Startvognen indleder i banens ene ende, og de otte heste, med kuskene spændt efter, samler sig i en sideordnet række bag vognen, der med vingerne foldet ud som en afskærmning holder dem tilbage. Da alle er samlet, accelerer vognen voldsomt forbi startlinjen og slår vingerne ind. Med 110 km/t, når den banens sving. Det skal gå stærkt, hvis den skal nå at slippe væk fra feltet. Banen er glat, men det lader ikke til at påvirke chaufføren synderligt. Bagved tordner hestene frem mod mål det bedste, de har lært.
Oppe ved skranken er Tøjlusen ved at indkassere en gevinst. Han ramte plet igen i dag. Per Miks ene hest endte også med en sejr. Mørket har endegyldigt lagt sig som et tæppe over travbanen, da det 11. og sidste løb slutter. Endnu en hektisk dag er gået på Jydsk Væddeløbsbane. Der er blevet forberedt, spillet, råbt, hujet og løbet. Og det bliver der igen ved næste løbsdag. Måske er travbanen en smule glemt, men proceduren har ikke ændret sig. Den er stadig den samme som under nu svundne tider.
KEND DIN KUSK
Amatørkusk: Modtager ikke betaling for sit arbejde med heste, men har travsporten som en hobby.
Catchdriver: Professionel kusk, der modtager betaling for at køre andres heste.
Jockey: Ansat hos en professionel træner. Agerer hjælpetræner og kusk.
Professionel kusk: Kusk, der modtager betaling for at træne og køre travheste.