69-årige Karen Marie Gleit var som kantineleder den sidste person, der vekslede ord med gerningsmanden bag landets første og eneste skoleskyderi, der fandt sted på Aarhus Universitet en uhyggelig forårsdag i 1994.

Tekst & foto: Alexander Loft Birkmose

Der var rigtig mange mennesker i kantinen den dag. En ung mand tråde ind i kantinen, og jeg kunne genkende ham, for jeg havde set ham gennem flere år. Jeg vidste godt, at han var lidt mærkelig. Tjavset hår og tøj – og lidt uhøflig over for os i kantinen. Han kom op til mig med sin bakke, og han var meget irriteret over, at han ikke kunne finde osten. I sin irritation sagde han: ”Alting bliver også flyttet rundt hele tiden. Man kan aldrig finde noget.” Jeg skændtes ikke med ham og sagde i stedet, at jeg vidste lige, hvor osten var, og at jeg ville tage den til ham. Han fik to skiver ost, bevægede sig ind i den store kantine med sin bakke og taske. Det viste sig senere, at det var i den taske, han havde pakket sit oversavede gevær.

Efter mit møde med ham var jeg på det tidspunkt hverken bange eller utryg. Men han var mærkelig, anderledes og uhøflig. Jeg ved ikke præcis, hvor lang tid der gik fra mit møde med ham til, at skudepisoden finder sted. Men der gik ikke lang tid. For lige pludselig var der rigtig meget uro. Nogle råbte, og der lød skud. På det tidspunkt vidste jeg ikke, at det var et skud fra et gevær. Jeg troede, at det var nytårsfyrværkeri. Og i et kort sekund troede jeg blot, at det var dramaturgi, der lavede en eller anden form for happening, der gik over min forstand. Lige indtil at der var mere uro, og en person råbte: ”Han skyder!”

Folk kom løbende og hoppede henover bordene og ind over vores opvask i kantinen. Jeg handlede instinktivt og smadrede et vindue inde i vores garderobe. Det får jeg først at vide bagefter, for jeg kan ikke huske selve situationen. De næste vinduer i bygningen var lokaler til internationale studerende. Jeg bankede på ruden, og lederen for den afdeling åbnede op. Hun ringede derefter til alarmcentralen, og det viste sig, at det var det allerførste nødopkald, der blev modtaget.

Jeg kendte en af de to unge kvinder, der blev skudt og dræbt. Hun var en meget sød pige, som gerne ville os i kantinen. Derfor påvirkede det mig også meget, at hun var et af ofrene. Det var simpelthen for uretfærdigt. Jeg kendte ikke den anden unge kvinde, men efter at universitetet havde været lukket ned, og jeg kom tilbage til kantinen igen efter nogle dage, var der blomster og et kort, hvor der stod ”mor har været her”. Det var meget, meget hårdt at opleve, for jeg er selv mor.

Allerede det første år efter episoden var jeg alene i kantinen, da nogle studerende afholdt julefrokost. Da jeg var på toilet, kom jeg til at rykke døren i den forkerte retning, og jeg blev skrækslagen, fordi jeg var overbevist om, at der stod en anden person på den anden side af døren. Jeg blev simpelthen så bange, at jeg for ind til de studerende for at få hjælp – men der var jo ikke nogen. Det var første gang, at jeg blev bevidst om, at jeg var utryg. De følgende to år gik det op for mig, at jeg nøjagtigt vidste, hvem der skrev speciale, hvor de studerede henne, og hvornår de var i bygningen. Da det blev klart for mig, tænkte jeg, at det var fuldstændig unormalt, at jeg havde behov for at lave sådan nogle foranstaltninger i mit liv. Derfor stoppede jeg også mit arbejde på universitetet, og det gjorde mig selvfølgelig ulykkelig, for jeg var rigtig glad for at være der.

Når jeg tænker på gerningsmanden i dag, tænker jeg stakkels mand. Han var ikke normal, han var syg. Inden han skød, råbte han: ”Jeg hader jer!” Derfor vil jeg også gerne fortælle min del af historien i dag, fordi det er beviseligt, at mange desværre føler sig meget ensomme eller har svært ved at begå sig i grupper. Så vi skal lære at passe bedre på hinanden – også på en idiot der gør sådan noget mod andre mennesker.

Danmarks eneste skoleskyderi

  • Landets første og eneste skoleskyderi fandt sted i en kantine på Aarhus Universitet den 5. april 1994.
  • To unge kvinder, der studerede på AU, blev skudt og dræbt, mens flere blev sårede. Gerningsmanden låste sig efterfølgende inde på et toilet og begik selvmord ved at skyde sig selv i hovedet.
  • Senere samme dag fandt politiet et afskedsbrev på gerningsmandens kollegieværelse, hvor han havde skrevet, at han ikke kunne klare mere, og at han ville dræbe nogle personer, inden han ville tage sit eget liv.

Jeg var der dengang …
Vi skruer tiden tilbage for at opleve et historisk øjeblik set gennem øjnene på en aarhusianer, der selv var til stede.