Hverdagens helte: Plejehjemsansat

ANH LE

35 år, plejehjemsansat i 16 måneder

Hvad ser du frem til, når en ny arbejdsdag begynder?
Det, jeg glæder mig allermest til hver eneste dag, er det sociale samvær – både med mine kollegaer og med beboerne. Vi har det sjovt os kollegaer imellem, og så lærer vi beboerne rigtig godt at kende. Det er nogle gode stunder, vi har sammen her.

Hvad er det første, du gør, når du møder?
Det er at tjekke mine e-mails. Og så bliver jeg briefet af mine kollegaer, der har haft nattevagten. De fortæller, hvordan det er gået, og om der er noget særligt, jeg skal være opmærksom på. Derefter skynder jeg mig at løbe de tre etager i huset igennem for at sige godmorgen til de beboere, der er ude i spisestuerne, så ved de, at nu er det mig, der er på arbejde.

Hvad er det sidste, du gør, inden du går hjem?
Jeg mødes med de kollegaer, der skal have vagten efter mig. Så er det min tur til at overdrage dagens beskeder og fortælle dem, hvis der er nogle særlige opgaver. Derudover skal jeg dokumentere det, jeg ikke har nået i løbet af dagen, og hvis der er tid til det, skal jeg også gerne igennem huset igen og sige farvel til beboerne, der sidder og får kaffe og kage – og lige give mine kollegaer en highfive.

Flere af beboerne her har ingen familie eller pårørende, så det er os, der skal sørge for, at de føler sig hjemme og værdsat. Mange af dem er også demente, så vi gør os rigtig umage for, at de får gode øjeblikke hele tiden, for det er ikke sikkert, de kan huske, at de har haft det godt i går.

Hvad er særligt ved at være plejehjemsansat i Aarhus?
At man kan gøre en kæmpe forskel for den enkelte beboer gennem tværfagligt samarbejde. Det handler både om nødvendige hjælpemidler og om forskellige sociale aktiviteter. I sidste uge tog vi for eksempel en gruppe med i Mindeparken, hvor vi gik ture og sad i solen og så på børnene, der legede på legepladsen. De nyder altid at komme ud i naturen og lave noget anderledes end det sædvanlige. Vi har også havedag ind imellem, hvor der kommer pårørende, og alle hjælper til med at vande blomster og rydde ud i bedene.

Hvad betyder dit arbejde for dig?
Jeg er utroligt glad for mit arbejde. Jeg er vokset op med vietnamesiske idealer om, at man skal ære og opføre sig pænt over for ældre mennesker. Derfor ser jeg det som et privilegium, at jeg kan være med til at gøre en forskel for nogle af dem. Vi kan bidrage med så meget bare ved at gøre små ting som at gå rundt og sige godmorgen. Det kan få et stort smil frem hos mange. Flere af beboerne her har ingen familie eller pårørende, så det er os, der skal sørge for, at de føler sig hjemme og værdsat. Mange af dem er også demente, så vi gør os rigtig umage for, at de får gode øjeblikke hele tiden, for det er ikke sikkert, de kan huske, at de har haft det godt i går.

Hvis ikke du var plejehjemsansat, hvad var du så?
Så havde jeg helt sikkert arbejdet inden for sundhedssektoren. Drømmestillingen må være læge, for der har man meget ansvar og kan virkelig gøre en forskel. Jeg vil gerne hjælpe nogen til at få det bedre.

Er der noget, du synes, andre skal vide om at arbejde på et plejehjem?
At vi alle gør vores allerbedste for, at alle beboerne har det godt. Både fysisk og psykisk. Der er måske nogen, der tror, at der ikke sker så meget på et plejehjem, og at vi bare sidder stille hele tiden. Men vi løber faktisk rigtig stærkt i øjeblikket for at nå det hele. Vi udfører ikke bare en service eller et arbejde – vi har hjertet med i det hele og føler stor empati for beboerne