Aarhus-arkæologen P. V. Globs opdagelse af Grauballemanden i 1952 og den efterfølgende udstilling af det 2.300 år gamle lig på Forhistorisk Museum i Aarhus blev en verdenssensation. Men hvordan levede og døde verdens bedst bevarede moselig, som fra 11. oktober kan besøges på det nye Moesgaard Museum? Tag med Aarhus Panorama tilbage til jernalderen år 290 f. Kr
Af Henrik Lomholt Rasmussen
Om få minutter skal jeg have halsen skåret over og dø af mine forblødninger. En gruppe mænd vil hente mig og føre mig til en mose og slå mig ihjel. Jeg skal dø for en højere sag. Ofres til guder i håb om, at de vil bringe indbyggerne i min landsby lys, varme og afgrøder. Det trænger vi hårdt til.
Efter en lang, hård og kold vinter er forrådene næsten sluppet op. Selv om vi ved, at vinteren plejer at vige for forår, synes den kolde tid ikke at ville tage en ende denne gang. Måske fordi guderne er utilfredse. Ofringer af et kobbel hunde og siden en hest har ikke hjulpet. Derfor er vi nødt til at gøre noget ekstraordinært og bringe det højeste offer; et menneske. Mig, Grauballemanden.
Optaget af oldtidsmennesket
Sådan lyder et af buddene på årsagen til afslutningen på Grauballemandens liv i jernalderen i 290 f. Kr. Årstallet har forskere afgjort ud fra analyser af hans lig, der blev fundet af en tørvegraver i Nebelgaard Mose syd for Grauballe i Midtjylland en lørdag i april 1952.
”Alle stod tæt omkring et menneskehoved, mørk af lød og med kortskåret hårtop, der stak frit op af den mørkebrune tørvemasse. Også en del af hals og skulder var blottet. At vi her igen stod ansigt til ansigt med en af oldtidens mosemænd var tydeligt,” fastslog professor P. V. Glob fra Aarhus efter sin ankomst til den midtjyske mose.
Han fik transporteret det afsjælede legeme til Forhistorisk Museum på Vester Allé – hvor spillestedet Voxhall nu ligger – for at få liget undersøgt og konserveret. For modsat sine samtidige arkæologkolleger var P. V. Glob op- taget af menneskets gøren og laden i oldtiden. Med held overbeviste han sine omgivelser om, at det ikke var hverken uetisk eller uværdigt at opbevare et konserveret lig som en museums- effekt. Derfor råder Aarhus i dag over verdens bedst bevarede moselig.
P. V. Glob, der var en god fortæller, døbte den døde Grauballemanden og meddelte pressen, at ”Sandsynligvis er han gået frivilligt i døden for at redde sine fæller fra hungerdøden, thi det blev da regnet for en ære og et gode at ofre sit liv til en guddom”.
Enorm interesse
Inden konserveringen blev Grauballemandens jordiske rester udstillet i en glasmontre på museet. Aldrig før var et dødt og velbevaret oldtidsmenneske blevet lagt til skue. Interessen var enorm. Og global.
”Ubarberet danskers velbevarede lig fundet efter 2.000 år,” skrev således Washington Post, mens Aarhus Stiftstidendes journalist efter at have set det gamle lig konstaterede, at:
”Hans krampagtigt forvredne Stilling, viltre røde Hår og sortgarvede Hud leder tanken hen på Omslagsbilledet til en dyster Kriminalroman, og der undslipper af og til enkelte i Tilskuerskaren et ’uha’. Men naar man har forsonet sig med ’Uhyggen’ og på nært hold får Lejlighed til at studere Detaljer, gribes man af Forundring og Ærefrygt over dette usædvanlige Glimt fra en fjern Fortid.”
Det glimt ville mange opleve. Aarhusianerne stod i kø langt hen ad Museumsgade, og i alt nåede 18.000 at se Grauballemanden i løbet af de 10 dage, han lå på lit de parade. Siden blev han konserveret og, i 1970, flyttet til Moesgaard Museum, som genåbner i et nyt byggeri 11. oktober.
Og så tilbage til oldtiden og Grauballemandens sidste stund.
Tynd grød
Jeg sidder alene i mit hus. Det ligger sammen med en 10 andre huse bag et højt palisadehegn af træ, der forhindrer kreaturerne i at gnubbe sig op ad husene. Uden om min landsby ligger markerne – og mosen, som mit afsjælede legeme snart bliver sænket ned i. Mit hjem er bygget af kraftige bjælker, også taget, er cirka 20 meter langt og delt i to lige store halvdele.
Stalden med køerne vender mod øst, mens vi bor i den vestlige fløj. Her spiste jeg mit sidste måltid. Det var, trods min forestående skæbne, ikke storslået. Blot en tynd grød kogt på de sidste reserver. Ukrudtsfrø, noget korn og tærskeaffald med rester af kornaks, halm og græsstrå, som var blevet fejet op fra jordgulvet i huset. Det hele – inklusiv lidt sand og musehår – blev malet på en stubbekværn, inden hele herligheden kom i et stort kogekar af jern.
Høj børnedødelighed
Jeg har taget afsked med min kone og vores 14 børn. 6 af dem sagde jeg farvel til for længe siden. Som mange andre børn døde de nemlig af sygdomme som helt små. Selvfølgelig er det hårdt at miste sine børn, men sådan vil guderne af og til have det, og det kan vi mennesker ikke gøre noget ved.
Jeg var også nær gået til, da jeg var lille, men kom mig uden de store mén bortset fra lidt problemer ved tænderne. En af dem, en fortand, fik jeg slået ud af smeden, da jeg som femårig en dag kom for tæt på ham og hans arbejde med at smelte jern af den malm, som andre havde gravet op af mosen.
En rank mand
Den slags arbejde deltog jeg ikke i. Jeg havde status af at være en vis mand, man kunne spørge til råds. Sådanne mænd knokler ikke i marken. Jeg førte ikke ploven gennem den hårde og tunge jord, drev ikke kvæget til og fra marken, høstede ikke kornet med segl eller le og tærskede det heller ikke. Nej, i det hele taget var jeg fritaget for at pukle.
Derfor er jeg ikke som de andre. Jeg er ikke krumbøjet og nedslidt, men høj og rank. 1,76 meter rager jeg i luften. Bortset fra at døje med lidt børneorm er jeg en statelig og rask mand på 34 år. En alder, som mange ikke når på grund af slid, slæb og sygdomme. Og jeg bliver ikke ældre, for nu kommer fem mænd og henter mig.
”Tiden er inde,” siger en af dem på vores oldnordiske sprog.
Nøgen i vinterkulden
Vi er tavse, mens vi i vinterkulden går hen over det bakkede landskab med små marker indrammet af lave diger.
Vejen til mosen går ad en sti trådt under sommerens folkeliv og tørvegravning. Mosens overflade er stadig hullet af gamle og nye tørveskær og har et kulsort vandspejl, hvorunder åndernes og gudernes verden befinder sig. Ved tanken, om at jeg snart skal sænkes ned i det evige mørke, går jeg i panik og forsøger at løbe væk.
En mand slår mig hårdt over venstre skin- neben, og jeg synker sammen med et brøl af smerte. I samme øjeblik griber en anden mand bag mig fat i mit hår, tvinger mit hoved bagover og skærer min halspulsåre over med et dybt snit fra øre til øre. Blodet fosser ud, og mit smertensskrig forvandles til en gurglen, inden jeg besvimer. Og dør.