Gadesygeplejerske: Med livet på gaden mellem hænderne

På en tur gennem midtbyen i Aarhus mødes man af glittede facader, udstillingsvinduer og skilte med udsalg. Når Aarhus Gadeteam, der består af to sygeplejesker, går gennem byen ser de alle dem, man ofte overser. Byens udsatte, der hver dag bevæger sig rundt i gadebilledet.

Tekst: Marianne Jensen
Foto: Preben Stentoft

Et af de mest stille tidspunkter i Aarhus er måske en tidlig sommermorgen. På det tidspunkt hvor solen har været oppe længe, men hvor dagen endnu ikke er begyndt for hverken aarhusianere eller turister. På det tidspunkt hvor den lyd, der høres mest er busserne og skraldebilerne, der er ved at gøre Aarhus klar til, at alle vågner. Ellers er der stille. På sådan en morgen er Thomas og Lisbeth nogle af de få på gaden. De udgør Aarhus Gadeteam. Et team af to sygeplejesker, der tager sig af byens udsatte.

Det første Thomas og Lisbeth gør, når de møder om morgenen er at lægge en plan. Har de nogle aftaler, noget de skal nå, nogle steder de skal være?

“Vi skal hele tiden være klar til at lægge nye planer. Når vi møder klokken otte, kan vi starte med plan A, mens vi måske allerede har ramt plan G, når klokken bliver 11,” siger Thomas.

Mellem hele mennesker
Både Lisbeth og Thomas er sygeplejersker, og deres opgave er at hjælpe udsatte borgere, der opholder sig på gaden. En hjælp, der spænder vidt. Nogle gange er deres opgave at lægge øre til problemer, andre gange er det at hjælpe borgere til lægen eller på sygehuset. De ved aldrig helt, hvad der venter dem, når de møder ind. Omskifteligheden er hverdag for det lille team, hvor ingen dage ligner hinanden. Nogle dage taler de med mange borgere og går hele byen rundt, andre dage kan gå med af få en enkelt borger indlagt på psykiatrisk afdeling. Noget, der bliver meget svært, når borgeren hverken vil snakke med læge eller politi. Sådan er det tit, og så må Thomas og Lisbeth lægge nye planer, være kreative på nye måder og få nye idéer.

“Vi ved, at alt kan lade sig gøre – det handler bare om at finde ud af hvordan,” siger Thomas.

Lisbeth har arbejdet som gadesygeplejerske i otte år, mens Thomas kom til for et år siden. De har begge to arbejdet i psykiatrien, og de få ressourcer på området, var blandt andet en af grundene til, at de valgte at søge over i gadeteamet. For Lisbeth handler det også om at arbejde med hele mennesker og ikke kun diagnoser.

“Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker, der er anderledes, og så er det også spændende at få indblik i hele deres liv og det, der ellers optager dem,” siger Lisbeth, mens Thomas supplerer.

“I psykiatrien er der også meget få ressourcer, og så var systemet meget resultatorienteret. Det er gadeteamet ikke, og det kan jeg virkelig godt lide,” siger Thomas. Udover at føre journal i slutningen af arbejdsdagen, så holder han også sit eget regnskab med, hvad de laver. Han tager ofte billeder af de ting, de behandler, der dækker alt fra sår på hænderne til mider i benene. Netop for at kunne huske det hele. 

Gaden som frirum
I dag er planen, at Thomas skal på Skejby med Louise. En udsat borger, som de begge kender godt. De er på fornavn med hende, ligesom alle er på fornavn med hinanden. Det er en af Thomas’ og Lisbeths vigtigste opgaver – at fungere som et bindeled mellem udsatte borgere og systemet. Et system, som de udsatte ikke har meget tillid til, og som de har svært ved at passe ind i.

“Meget af vores arbejde handler om at etablere tillid. At vise at vi er her for dem, og at vi er det modsatte af systemet. Fordi de allesammen har oplevet mange svigt fra systemet. Vi skal have etableret tillid, før vi kan begynde at hjælpe dem,” siger Lisbeth. 

Det er langt fra alle, Thomas og Lisbeth møder til dagligt, der er hjemløse. Mange af dem er i stedet funktionelt hjemløse. Det betyder, at de reelt har et sted at bo, men har svært ved at være der. Måske fordi de længe har været uden bolig, eller fordi gaden er det liv, de kender bedst. Derfor opholder de sig i stedet på gaden. Det bliver deres sociale frirum.  

På fornavn med fællesskabet
Gadeteamet er et team i ordets reneste forstand, og normalt færdes de to sygeplejersker rundt i Aarhus sammen. I dag er anderledes. Thomas tager på Skejby med Louise, der ikke er meget for journalister, mens Lisbeth starter dagens rute inde i byen. Inden afgang viser Lisbeth sin store rygsæk frem, som er det eneste, hun har med sig. Den er udstyret med alt til lettere sårpleje, mundbind, håndsprit og brochurer på en lang række sprog til alle dem, de møder, der ikke taler dansk. Lisbeth tager rygsækken på – det indikerer, at hun er klar til at gå. Første stop er Kirkens Korshærs varmestue. Her er alle på fornavn og møder Lisbeth, som var de gamle venner. Det er tidligt på dagen, og der er endnu sparsomt med mennesker. Blandt brugerne og de ansatte fletter samtaler om tunge og lette emner sig ubesværet sammen. Samtalen bevæger sig fra Ole Henriksen, fordi flere holder af hans gode humør, til mindehøjtideligheden for Carl, en af de hjemløse, der netop er død. Selvom der er et klart hierarki blandt de hjemløse, er der også et fællesskab. Et fællesskab, som mødes og mindes Carl, der ikke længere er en del af fællesskabet.

Som gadesygeplejerske gennem otte år har Lisbeth efterhånden oplevet lidt af hvert. Det hun møder mest, er frustration over sundhedssystemet, der er opstillet i kasser, som folk på gaden ikke passer ind i. Hvor telefonkøen hos lægen kan være svær at overskue, og lægeaftaler svære at holde, da mange på gaden hverken ejer ur eller kalender. Derfor bliver tid ofte også en ubestemmelig størrelse.

“Den manglende forståelse for folk på gaden kan godt frustrere mig. At systemet tror det handler mest om bolig – at det er succeskriteriet. Tit ender folk med at være på gaden alligevel, fordi de ikke kan finde ud af at være i deres bolig, varmer mad over stearinlys på stuegulvet, og ender med at opholde sig på gaden hele tiden, og så er vi jo lige vidt,” siger Lisbeth i et tonefald, der mest af alt er konstaterende. I Lisbeths optik burde man i stedet fokusere på, hvorfor personerne opholder sig på gaden og så tage problematikken derfra. Som hun udtrykker det, er det største problem, at det danske sundhedssystem er opstillet i firkantede kasser, mens udsatte borgere er runde. De passer ikke ned i firkanterne.

Gadens fravær og nærvær 
Fra varmestuen går vi videre gennem byen. Hvis Lisbeth ikke har nogle aftaler, opsøger hun de steder, der er for udsatte borgere. Hun er kendt blandt mange, og de ved, at hun vil dem det godt. At hun er der for at hjælpe. Derfor føler hun sig også sjældent utryg – fordi de allesammen er på samme side.

“Selvom folk oftest er venlige, er det vigtigt aldrig at tage parti med nogen. Det er et hårdt miljø på gaden, her er meget vold folk imellem, og magtbalancerne ændrer sig hele tiden. Derfor er det bedst, at vi er objektive,” siger Lisbeth.

Lisbeths arbejde som gadesygeplejerske har ændret hendes måde at kigge på byen på. Hvor mange er optagede af butikkernes glittede udstillingsvinduer, kigger hun i stedet efter udsatte borgere. Hver gang hun møder nogen, noterer hun det på sin blok. Både dem hun kender, men også dem, hun møder for første gang. Samtidig lægger Lisbeth også mærke til fraværet. Som fører hun fravær over eleverne i en skoleklasse. Hun kender mange af de udsatte borgeres vaner, og noterer sig, hvis de ikke er, hvor de plejer. Foran Magasin plejer Steen, der elsker hunde, at sidde. En vagt, der for tiden går rundt i området har hunde med. Derfor er Steen der også tit. Men i dag er han væk. Foran Banegården står Van. En Hus Forbi-sælger, der altid står der fra 10-14 på alle hverdage. En lille plet af vane og tryghed midt i et landskab, hvor man ikke kan vide sig sikker på meget andet end usikkerheden. Lisbeth hilser på Van, der fortæller, at i dag er en god salgsdag, fordi det nye Hus Forbi lige er udkommet.

En lille forskel hver dag
I Sydhavnen møder vi en kvinde, som Lisbeth kender godt. De taler om kvindens børn, om datterens voldelige forhold, og Lisbeth kender allerede størstedelen af historien. Alligevel tager hun sig tid til at lytte og give et knus.

“Det handler hele tiden om relationer. Hun skal vide, at jeg er til at stole på, og så kan jeg godt få lov at hjælpe hende, når det er nødvendigt,” siger Lisbeth.

Det er næsten middagstid, og alle byens lyde er vendt tilbage. Midtbyen ligner sig selv, men alligevel har den ændret sig. Tanken falder på Steen, der elsker hunde, hvor han mon er blevet af. Mon han kommer tilbage igen?

Gaderne er igen fyldt med mennesker, og Lisbeth er blot en af mange. For størstedelen af aarhusianerne falder hun ind i mængden, og man tænker ikke over hendes skilt, der siger ‘Gadeteam’, når man passerer hende. Måske fordi mange ikke ved, hvad det dækker over. Men de udsatte ser hende altid. For dem gør hun og Thomas en lille forskel hver dag. 

Navnene på de udsatte borgere er fiktive. Deres rigtige navne er kendt af redaktionen.

OM GADETEAMET

  • Gadeteamet drives af Aarhus Kommune og består af to sygeplejesker. Deres job er at hjælpe borgere, der opholder sig på gaden.
  • Deres opgaver dækker både lettere sårpleje, men også kontakt med sundhedssystemet. Noget der er svært for mange udsatte borgere, og som derfor kræver en vis grad af støtte.
  • I Aarhus Kommune er der knap 800 personer, der regnes for at være socialt udsatte borgere. Dertil komme de borgere, der ikke hører under Aarhus Kommune, men som blot opholder sig i byen.