Kjartan Arngrim er forsanger i bandet Folkeklubben, som er aktuelle med albummet ”Slå Flint!” og en tilhørende turné rundt i landet. Han er opvokset ved psykiatrisk hospital i Risskov, hvor hans forældre i mange år har arbejdet som psykiatere. Hospitalet flytter næste år til Skejby, og bygningerne vil blive omdannet til private boliger. Det tilhørende Museum Ovartaci, der udstiller kunst lavet af psykisk syge, er lige nu lukningstruet og mangler finansiering for at kunne fortsætte museumsdriften et andet sted.
JEG KOM HERTIL SOM 6-ÅRIG fra Odense, fordi mine forældre fik ansættelse på hospitalet. Da jeg var barn, vrimlede det med patienter over det hele. Jeg legede og spillede tennis og badminton med dem. Som barn går man jo ikke op i titler, segmenter og alt det pis, man lærer senere. Det har altid været et sted med højt til loftet, hvor man kunne skeje ud. Det, syntes jeg, var enormt frisættende.
JEG HAR HOLDT BØRNEFØDSELSDAG i det kæmpe underjordiske netværk, der findes under bygningerne, hvor vi stod på rulleskøjter, løbehjul og skateboards. Det er et helt fantastisk univers herude. Nærmest som et eventyrland. Sådan har jeg altid opfattet stedet.
DET HANDLER IKKE OM at romantisere psykisk sygdom. Jeg tror ikke, der findes nogen værre lidelse. Men derfor skal man jo ikke bare pakke det væk eller sige, at der slet ikke er noget at hente, og at det bare er affaldsmennesker. For sådan er det overhovedet ikke.
JEG KAN HUSKE, AT DER ENGANG pludselig stod en patient inde i vores stue med en kniv og råbte, at der skulle flyde blod. Så sagde min mor bestemt: ”Kan du så komme over på afdelingen.” Og så var roen genoprettet. Ingen traumer der.
I MUSIKKEN SMIDER MAN de sociale koder, vi ellers har i samfundet. Man tænker for eksempel ikke over, hvordan man ser ud, når man synger og spiller. Når man er ude over det, kan der opstå noget magisk, der både er skævt og skørt. Det har jeg fået med fra det her sted.
I EN SANGTEKST KAN MAN sige nogle ting, som ikke giver umiddelbar mening, og som folk er nødt til at sno deres hjerner for at finde mening i. Det kan jeg også huske fra min opvækst her. At brugerne havde et andet sprog, som var spændende og skulle afkodes. Jeg har fundet inspiration til mange sange herude. Der var for eksempel en patient nede på badebroen, der sagde, at ”det er godt for det, der er oppe i dit hoved.” Det blev til omkvædet i ”Danmarksfilm”, og det er kun en patient, der ville sige det sådan. En læge ville måske have sagt: ”Det er godt for krop og sjæl”. Det kan man jo ikke synge. Det er jo det mest dødssyge omkvæd nogensinde.
JEG HAVDE ENGANG en kæreste med herud. Hun var meget bange for at komme, og da jeg viste hende rundt, fortalte hun, at hun ikke kunne lide at være her, fordi folk var så syge. Så pegede hun på to mænd, der gik rundt i parken. Det var min far og en anden psykiater i dyb, faglig samtale.
MAN SER ALTING MED ET ANDET BLIK herude, som man ikke har i hverdagen, hvor vi knokler rundt, stifter gæld og glemmer at være til stede uden at vide hvorfor. Glemmer at flippe ud og være tossede. Det er jo helt galt. Men så kommer man herud og synes, at alle ser så skide skøre ud i stedet for at kigge på sig selv og sige: ”Har du husket at være skør i dag? Har du overhovedet husket at være skør i de sidste ti år?”
DET ER DET IRRATIONELLE, der gør alting til at holde ud. Det er det, der skaber alle gode samtaler, alle gode film, alle gode stævnemøder. Hvis der indtræffer et eller andet uforklarligt, skægt eller skævt, så kommer vi ligesom i gang. Det er jo røvkedeligt, hvis folk altid bare sidder og er høflige og ordentlige over for hinanden. Det er det irrationelle, uforklarlige element, som alligevel giver mening, der tænder noget i folk.
JEG KOMMER HER STADIG rigtig tit for at slappe af og blive inspireret. For at afklæde mig al den snusfornuft, som gør, at man – hvis man ikke er vaks – pludselig siger ting som ”renten er steget” og ”tryghed for boligejerne”. Hold kæft, hvor er det kedeligt. Der er ingen sange i det. Hvis ikke man passer på, er man pludselig blevet en kedelig, voksen mand.
PSYKIATRIEN ER et underprioriteret, tabubelagt område, som man snakker meget lidt om. Hele den her landsdel er jo dybt forbundet til stedet her. Folk i alle afskygninger og fra alle jobtyper har været igennem herude og haft pårørende. Der er bare ingen, der snakker om det. Og af samme årsag kan man bare sælge det til en bunke erhvervsfolk, der ingen visioner har andet end at lave fede boliger for dem, der har råd til det. Der er gået almindelig, tarvelig, dødkedelig profittænkning i det. Det, synes jeg, er en vildt deprimerende tanke. Det er jo et kæmpe stykke ånds- og kulturhistorie, man bare hælder ud med badevandet.
DER ER SÅ MANGE MUSEER rundt omkring i verden, der har samtidskunst, balsamerede lig og flintøkser. Men Ovartacis historie er helt unik. Et nyt, stort museum for de gales kunst kunne blive et kæmpe vartegn for Aarhus, som folk ville valfarte til, hvis de bare fik fortalt historien.
OM MUSEUM OVARTACI:
- Museet er opkaldt efter kunstneren Ovartaci, der selv var indlagt på hospitalet i hele 56 år.
- Musikvideoen til Folkeklubbens ”Overlæge Jacobsen” fra det nyeste album indeholder historiske optagelser fra 1971 af Ovartaci, der forsøger at flyve væk fra hospitalet i en hjemmebygget helikopter.
- Teksten til nummeret fortæller den autentiske historie om en overlæge, der eksperimenter med LSD som behandlingsmiddel og bruger sig selv som forsøgskanin.
- Folkeklubben var i løbet af sommeren på en psykiatri-turné, hvor de sammen med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen rejste rundt og spillede koncerter på psykiatriske hospitaler i hele landet.