Aarhusianerne skal blive bedre til at sortere. Nærmere bestemt sortere plast, metal og papir. I september 2016 træder en ny affaldssorteringsordning nemlig i kraft i Aarhus. Men hvorfor er det nu en god ide? Og hvad sker der egentlig med alt det, vi dagligt smider ud?
En varm og sødlig fugtighed fylder alle hudens porer. Klam og rådden. Det er, hvad luften er, som den henleder tankerne på en blanding af brugte bleer og overmodne bananer. Det er voldsomt. En kæmpemæssig firkantet bygning har åbnet endevæggen. Her kommer skraldebilerne for at tømme lasten. Pænt står de på række og venter på deres tur. En efter en kører de helt hen til den åbne modtagesilo, åbner bagenden, og så vælter det ud. Det vælter og vælter og vælter. Og inde i bygningens indre ligger det så i 20 meter høje bunker. Muggen spaghetti med kødsovs, rustne metaldåser, halve bobslæder og gamle tøjrester. Aarhusianernes affald.
150.000 biler af skrald
”Vi smider rigtig, rigtig meget ud,” siger Bjarne Munk Jensen, AffaldVarmechef for Aarhus Kommune
200.000 tons skrald om året drejer det sig helt konkret om. Det svarer til omkring 150.000 biler. Mange af aarhusianerne viser vilje til at sortere, fortæller Bjarne Munk Jensen
For 130.000 ton af den samlede skraldemængde ender på genbrugsstationer rundt omkring i byen, hvor aarhusianerne selv er kørt ud og har sorteret sit skrald. Her sorteres affaldet alt efter, hvilket materiale det er lavet af, og på den måde kan plastik, porcelæn, metal og så videre blive solgt videre og omdannet til nye varer.
”Det kan for eksempel være Holmegaard, der tager glas tilbage til nye produktioner. Men papir, pap og plast sendes typisk ud af landet,” fortæller Bjarne Munk Jensen.
Dog smider vi stadig 70.000 ton skrald ud under køkkenvasken. Det er en enorm mængde. Og det er den mængde, som aarhusianerne skal sortere endnu mere genbrugeligt materiale ud af.
Forbedre affald til forbrænding
”Det hele drejer sig om, at vi bruger tingene flere gange,” siger Hanne Rasmussen om sortering af affald.
Hun er rundviser på AffaldsCentret i Lisbjerg, der modtager vores køkkenskrald. Her bliver det brændt og brugt til el og varme. Vi står i modtagesiloen, hvor Lars og Klaus sidder på hver sin læderstol, udstyret med hver sin joysticklignende styrepind. På væggene hænger der malerier. Men på den anden side af vinduet foran dem ligger der bjerge af skrald. Ruderne er tætte, men lugten kan ikke holdes ude. Og fluerne. De er over alt.
Hver dag sørger Klaus og Lars for at styre skraldets gang, fra det bliver læsset af skraldebilerne, til det bliver brændt i kæmpeovne.
”En af de funktioner, de har her, er at blande affaldet,” fortæller Hanne Rasmussen.
”Det her er alt det, der kommer hjemme fra jeres køkkener. Og våde kartoffelskralder brænder jo lidt dårligere end for eksempel de plastikbøtter derovre,” siger hun og peger ud mod affaldsmængderne.
Massive maskinelle fangearme hænger ned fra loftet. Lars og Klaus hejser armene ned, griber fat om cirka 2000 ton affald, hejser det op, flytter det hen i betonrummets ende, og dumper det ned i et hul. Og sådan fortsætter det, uden afbrydelse.
Klaus indskyder:
”Det, der godt kan være lidt træls er, når affaldet ligger så højt, som det ligger her, og det vælter bare ind med skraldebiler, og du sidder til sidst og tænker: Hvad skal jeg gøre ved det?”
Hanne Rasmussen smiler.
”Så I kan godt se, at hvis I kommer et batteri i skraldespanden, så kan vi ikke sortere det fra herude. Det skal I gøre derhjemme.”
For på den måde undgår vi farligt affald og kan bruge skraldet endnu bedre som ressource.
Skrald er en ressource
Taget på Moesgaard Museum er lavet af vækstjord med kompost fra haveaffald. Mange af de veje, vi kører på, er bygget op af slagge fra afbrænding. Og så bliver afbrændingen af affaldet udnyttet til varme til 16 procent af Aarhus’ befolkning. Sådan bruger AffaldsCentret i Lisbjerg alt, hvad de overhovedet kan af det, som aarhusianerne smider ud. Men der er stadig grund til, at aarhusianerne skal blive endnu bedre til at sortere.
”Det er dyrere CO2-mæssigt at producere nye råvarer end at genanvende de gamle. Uanset om det er glas, papir, eller hvad det nu er, så er det typisk billigere at genanvende miljøbelastningsmæssigt,” fortæller Bjarne Munk Jensen.
Det handler om, at vi bliver endnu bedre til at se det, vi i dag kalder affald, som en ressource.Bjarne Munk Jensen, AffaldVarmechef for Aarhus Kommune
Det nye sorteringssystem handler kort og konkret om at udvinde ekstra 4500 ton affald til genbrug.
”Det vil sige, at du af din skraldespand skal tage noget glas op, noget plast op, noget metal op, og være endnu bedre til at sortere dit papir,” fortæller Bjarne Munk Jensen.
Ting som tomatdåser. Plastikbeholdere. Og gamle syltetøjsglas.
Bjarne Munk Jensen fortæller:
”Det handler om, at vi bliver endnu bedre til at se det, vi i dag kalder affald, som en ressource.”
Kontrollen i hjertet
I kontrolrummet på AffaldsCentret er der altid nogen på arbejde. Hanne Rasmussen kalder rummet for AffaldsCentrets hjerte. Her holder man øje med hele maskineriet, især forbrændingsanlæggets kæmpeovne, der brænder affaldet i 1000 grader varm ild.
Og nær som man skulle tro, at det må udlede en forfærdelig røg i vores atmosfære, fortæller Hanne Rasmussen:
”Når man gør det, som vi gør det her i Danmark, så kan man godt forsvare at brænde dét af, vi brænder.”
”Ja, røgen er meget nøje overvåget,” tilføjer maskinmester Allan, der står og holder øje med utallige skærme, der viser ild og ovne.
”Der er meget skrappe regler for, hvad vi må udlede. Alarmerne ringer, hvis det bliver overskredet.”
Allan venter på signal fra ovnen, når den er klar til at modtage nyt affald. Men lige nu er der så meget tryk på, at den skal brænde færdig, før den kan klare endnu mere skrald.
Hanne Rasmussen fortsætter:
”Men nej, det er ikke røgen fra skorstenen, vi skal være opmærksomme på. Det er restproduktet fra afbrændingen.”
Det, der ikke brænder
Inde i bygningen med AffaldsCentrets tre kæmpeovne summer det højt og uhæmmet. Det gør ondt i hjernen, så skarpt og brændt lugter det. De kolossale cylinderovne er beklædt med rør. Rørene er fyldt med vand, der bliver varmet op for at producere el og varme. Det er den varme, der til sidst fylder aarhusianernes radiatorer med varmt vand. Der er små vinduer ind til ovnene. Støvet hvirvler rundt derinde, og de 1000 grader varme flammer kan anes, som de danser op fra silhuetter af alverdens ting og sager.
Udenfor bygningen med forbrændingsanlæggets kæmpeovne vælter den grålige slagge så ud på et stort transportbånd. Sammen med et dæk. En håndvask. En stegepande.
”Sådan noget skal overhovedet ikke i skraldespanden. Men det kommer det. Og det ryger jo bare igennem. Så jo bedre vi er til at sortere vores affald, jo bedre bliver slaggen. Det er en af de ting, jeg håber kommer til at se bare lidt anderledes ud, når den nye sortering begynder,” siger Hanne Rasmussen.
Flyveasken kan derimod ikke omdannes. Den er, som den er, grå og fyldt med forskellige stoffer. Vi har ikke noget fornuftigt sted i Aarhus at gøre af det meste, og asken bliver derfor sendt til Norge.
Det rene affald
Efter slaggen er kommet ud af ovnene, bliver det læsset over ved siden af AffaldsCentrets genbrugsstation. Her ligger det som sandbunker i en endeløs ørken og venter på at blive yderligere sorteret, så godt som det nu er muligt, og fragtet videre. Men inde på selve genbrugsstationen virker affaldet umådelig rent. Ingen stank, ingen rådne bananer, ingen slagge. Her ligger affaldet pænt sorteret: toiletter her, plastikbeholdere der og bildæk, dåser og shampooflasker for sig.
”Hvis man har noget, man synes er for godt til at smide ud, så kan man sætte det ind i den container,” siger Hanne og peger:
”Og så er der nogle sociale organisationer som Frelsens Hær, Røde Kors, der kommer og tømmer dem og sælger det fra deres butikker.”
I dag er det en frivillig pensionist, Niels Bent, fra fritidsklubben Vejlby Vest, der henter de gode varer, som klubben bruger til at tjene penge til aktiviteter for de unge.
Aarhus som bæredygtig by
Aarhus bliver i 2017 den første større by i Danmark, der kan kalde sig CO2 neutral. Det skyldes, at AffaldsCentret, ud over at forbrænde skrald og udnytte varmen derfra, er i færd med at bygge et biomassefyret kraftvarmeværk, der skal brænde træflis og halm. Vel at mærke halm, der ikke bliver brugt til foder til husdyr. Og derudover overgår også Studstrupværket, der leverer over 80 procent af fjernvarmen til Aarhus og omegn, fra at brænde kul til brændebiomasse.
”Hvis vi brænder organisk materiale, så er det CO2 neutralt. Vi tilsætter jo ikke olie eller gas for at brænde. Det er affaldet, der brænder i sig selv,” fortæller Hanne Rasmussen.
Aarhus er godt på vej mod at kunne kalde sig en særdeles bæredygtig by. Og hvad angår affaldssortering kommer det godt nok til at koste os omkring 100-200 kroner ekstra om året gennem renovationsregningen. Men det er et vigtigt skridt på vejen mod et mere bæredygtigt og miljøvenligt samfund.
Bjarne Munk Jensen understreger:
”Og folk vil egentlig gerne sortere. Jeg er overbevist om, at hvis det er enkelt og let, så vil folk gerne.”